Nyheder
Nyheder

Klima-sorggruppe i kirken skal give plads til magtesløsheden

Hvad laver en sorggruppe for klima i kirken? Svaret er simpelt, hvis du spørger klimaaktivisten og præsten bag initiativet i Stefanskirken på Nørrebro: Kirken er et af de efterhånden sidste steder, hvor man kan få lov at være i sin tvivl og magtesløshed.

"Når man taler om klimakrisen, er det ofte centreret om kvoter, tal og løsninger, og jeg har bemærket en efterspørgsel på et rum, hvor man bare kan komme og dele de svære følelser. Jeg tænkte, at det var rigtig fint at have en sorggruppe i et kirkerum," siger klimaaktivist og initiativtager Sarah Strunge Albertsen. Foto: Stefanskirken

Charlotte Kongsgaard Nielsen

En efterårsdag kom en ung aktivist og bankede på en kirkedør ud til den pulserende Nørrebrogade i København. Hun var frustreret, og hun havde brug for et sted at være med sin sorg. Og hun var ret sikker på, at hun ikke var alene om den følelse.

Det er sådan, præst Thomas Høg Nørager begynder fortællingen om den klimasorggruppe, der netop er blevet etableret i Stefanskirken på Nørrebro i København. Den unge klimaaktivist hedder Sarah Strunge Albertsen, og i virkeligheden skrev hun en e-mail til Stefankirken. Men budskabet er det samme: Hun manglede et rum, hvor man kan snakke om de svære følelser, man kan have i en krisetid. Uden at samtalen skal handle om CO2-kvoter og løsninger.

Sognepræst Thomas Høg Nørager slog kirkedøren op. Og på tirsdag den 7. december gør han det igen, når klimasorggruppen for anden gang samles i Stefanskirken.

- Folkekirken er et af de sidste tilbageværende steder, hvor vi kan være i både vores magtesløshed, sårbarhed, tvivl og fortvivlelse. I vores samfund er der mange politiske skyttegrave, og når man bevæger sig rundt, virker det som om, at alle har et svar på alt. Hvis man blot gør, som de gør, er alting godt. I kirken kan vi kravle op af skyttegraven og reflektere over, at vi ikke kan vide alt og magte alt, siger Thomas Høg Nørager.

LÆS MERE: Ny uddannelse skal ruste præster til at støtte mennesker i sorg

Sorg over ikke at ville sætte børn i verden

Sarah Strunge Albertsen er 29 år. Hun er opvokset nær Stefanskirken, men hun er ikke kristen, siger hun. Alligevel var det kirkens dør, eller mailadresse, hun valgte at gå til med sin afmagt.

- Jeg har været klimaaktivist i efterhånden lang tid, og jeg ser, at mange kommer til at brænde ud, fordi det er hårdt at stå i en verden, der smuldrer omkring en. Når man taler om klimakrisen, er det ofte centreret om kvoter, tal og løsninger, og jeg har bemærket en efterspørgsel på et rum, hvor man bare kan komme og dele de svære følelser. Jeg tænkte, at det var rigtig fint at have en sorggruppe i et kirkerum. Det gør noget særligt ved samtalen at sidde i et spirituelt rum, siger hun.

Til det første møde for klimasorggruppen i november dukkede der en god håndfuld op. Ordet ’klimasorg’ bliver primært brugt i lande, hvor mennesker mister deres hjem eller familie som direkte konsekvenser af klimaforandringerne som oversvømmelser og brande. Alligevel mener Sarah Strunge Albertsen, at en sorggruppe er rette forum at mødes i.

- I Danmark er vi ikke ramt af de store katestrofer endnu, så sorgbegrebet er selvfølgelig mere abstrakt her. Men det er en følelse af, at ting forsvinder, og at man er ved at miste noget, siger hun og peger på særligt én form for sorg, der går igen i både sorggruppen og blandt hendes jævnaldrende:

- Det er sorgen over ikke at ville sætte børn i den verden, vi lever i. Det er et kæmpe tab.

LÆS MERE: Ti gode råd til at støtte et menneske i sorg

Mod fremfor modløshed

Fænomenet ’klimasorggruppe’ er nyt – også for psykolog Mai-Britt Guldin, der er sorgforsker og professor ved Syddansk Universitet. Men hun ser generelt et stigende antal sorggrupper, der handler om andre former for sorg end sorg efter dødsfald. Ifølge hende er Sarah Strunge Albertsens generation med til at flytte den måde, vi taler om sorg på.

- Jeg ser en sådan klimasorggruppe som et udtryk for, at vi får et bredere sorgbegreb. Og at vi i stigende grad taler om sorg ved andre former for tab. De yngre mennesker flaskes op med den her sorgkultur i bevægelse, og det er især dem, der er med til at få flyttet begrebet, siger hun.

Sarah Strunge Albertsen er spændt på, hvor mange der dukker op for at dele deres sorg til næste møde i Stefanskirken. Hun håber, at de der kommer, vil gå derfra følelse af mod fremfor modløshed. Og med en følelse af fællesskab frem for, at det afhænger af den individuelle indsats. Men hun håber også på, at begrebet klimasorg bliver en mere accepteret del af vores måde at anskue sorg på.

LÆS MERE: Find en sorggruppe i nærheden af dig

Plads til afmagt

Jeg håber, at flere mennesker bliver opmærksomme på, hvad det vil sige for mange unge at gå igennem det her. Mit ønske er at få en samtale om klima på andre måder end kvoter og løsninger. At samtalen også kan rumme alt det svære, siger hun.

I Stefanskirken er sognepræst Thomas Høg Nørager klar til at slå dørene op for alle dem, der måtte dukke op på tirsdag for at dele deres sorg over klimaforandringerne, siger han.

- Kirkens udgangspunkt er, at vi skal genopdage jorden som en gave. Jorden er vores ophav, og vi er forbundne med hinanden og vores natur. Når man så går ud af kirken, kan man både gå til højre og til venstre. Det blander vi os ikke i, siger han.

- Men alle har brug for et rum, hvor man kan være ked af det uden at blive slået i hovedet med skråsikre løsninger. Hvor man rent faktisk kan være med sin afmagt. Hvis vi som kirke ikke skal være et af samfundets sidste bastioner, hvor man kan være med sin sorg, ville det være forkert.

LÆS MERE: Vi skal tale med hinanden om sorgen