Nyheder
Nyheder

Sådan oplever teateranmelderen gudstjenesten

Vi har sendt teateranmelder Jakob Steen Olsen i kirke for at opleve en traditionel søndagsgudstjeneste – højmessen – med alle sanser skærpet. Hvad sker der, hvis man ser gudstjenesten som et teaterstykke?

Jakob Steen Olsen, teaterredaktør ved Berlingske. Foto: Søren Bidstrup

Fortalt til Andreas Lindbjerg Nielsen

Det giver god mening at se gudstjenesten som en form for teater. Historisk udspringer teatret jo af religion. I middelalderspillene i Europa opførte man handlinger fra Biblen. Og før det, i antikkens teater, handlede det om gudernes gøren og laden. Så der er både et historisk og kulturelt slægtskab mellem kirken og teatret. 

Når man i gamle dage gik i teatret, var der som regel et scenetæppe, der åbnede sig, hvorefter handlingen udspillede sig på scenen. I moderne teater er tæppet ofte væk, og forestillingen begynder allerede, når man kommer ind og sætter sig. Det er også tilfældet i kirken. Man kommer ind, og rummet fortæller med sin indretning og rekvisitter – alter, prædikestol, kors og døbefond – at handlingen skal føres et sted hen. 

Den høje dørtærskel

Ligesom med de klassiske teaterinstitutioner har kirken en udfordring i, at bygningerne virker gamle og en smule farlige. De repræsenterer samfundets store ”kulturtempler”, og mange tror, at det kræver en række forudsætninger at kunne gå ind i dem og deltage. 

Derfor kunne man med fordel prøve at lokke folk til på en mere effektiv måde. Foruden kirkeklokkernes ringen kunne man hænge en plakat op uden for, eller tænde den røde lygte ved indgangen. For man skal helt ind ad porten for at finde ud af, at der faktisk sker noget.

Til gengæld er der solgt en del billetter denne søndag, hvor jeg har bevæget mig ind i min lokale sognekirke. Der er faktisk fyldt godt op på bænkene. Og selvom der både i kirken og teatret er en tendens til, at det ældre publikum er overrepræsenteret, er der en stor aldersspredning. 

En forestilling i tre akter 

Det er en helt traditionel højmesse, jeg deltager i. Og som jeg oplever det, er den opbygget som enhver anden teaterforestilling, der følger de aristoteliske regler for et drama med en begyndelse, en midte og en slutning. Første akt med anslaget og de indledende øvelser, anden akt med prædiken og endelig tredje akt med nadveren. Nadveren er kulminationen på alt det, som bliver bygget op i gudstjenesten med musik, salmer, bøn og prædiken. Det er her, hensigten med hele ”forestillingen” manifesterer sig: Vi skal i kontakt med Gud. Eller i hvert fald forsøge at nærme os. Aristoteles kaldte det for katharsis, når dramaet – og dermed publikum – nåede sin forløsning.

Liturgiarbejde

Fokus på gudstjenesten

Hvordan ser gudstjenesten ud fra kirkebænken? Det ser vi nærmere på i løbet af de kommende måneder, hvor biskopperne har lagt op til både kirkelig og folkelig debat om gudstjenesten. 

 

Vi har læst de tykke teologiske rapporter, og der er rigeligt at tage fat i. Så vi har valgt otte spørgsmål til gudstjenesten, som vi mener, det er særlig vigtigt at få diskuteret bredt.

 

Læs mere om gudstjenesten og følg liturgiarbejdet

Præstens monolog

Præstens kostume, den sorte kjortel, er der ikke noget forstyrrende i. Til gengæld er det meget effektfuldt med kraven, som fremhæver det talende hoved. Det giver en slags nærbillede af præsten. Undervejs sidder jeg og drømmer lidt om en lyssætning, hentet fra teatret, hvor præsten har et følgespot. Men det kan godt være, at det er for poppet. 

Præsten er meget pædagogisk i sin tale og forklarer de forskellige temaer på en fin måde. Man kan sammenligne hans prædiken med den store monolog i teatret. Og det er en klar, kyndig og fint formidlet prædiken med moderne referencer til nutiden og aktuelle debatter. 

Men hvis du skal fængsle folk i et teater, så kræver det glød og indlevelse. Så selvom præsten er kyndig, sympatisk og pædagogisk, som i dette tilfælde, er det ikke helt nok. Det kræver en karismatisk personlighed at holde fast i vores opmærksomhed, så vi bliver henført. Det handler jo om kød og blod, det levende liv. 

Jeg er ikke fortaler for at lave for meget om i gudstjenesten, så jeg efterlyser ikke noget i stil med en amerikansk tv-prædikant. Slet ikke. Men man må gerne kunne fornemme, at ordene gennemstrømmer præsten. I teater kalder vi det emotion og identifikation, vi skal kunne føle det. Jeg tror, det vil ramme kirkegængerens følelser renere, hvis præsten tør agere andet og mere end en traditionel taler. Hvor han både kan løfte en insisterende pegefinger og kigge kærligt på sine tilhørere. Så i forhold til ”performance” skal man ikke undervurdere præstens skuespillerevner – hvor meget fylde, glæde og varme, han eller hun kan give ordene. 

Teater bliver sanseligt, når man som tilskuer griner, græder eller gribes af rædsel. Så kan man mærke det i kroppen, man kan mærke sig selv. Det kunne jeg godt tænke mig, at der var en smule mere af i den danske folkekirke.

Giver det mening?

Når teatre opsætter klassikere i dag, lad os sige Shakespeare, kan man ikke automatisk gå ud fra, at tilhørerne har forudsætningerne for at forstå alt det, der sker på scenen. Det kunne man i gamle dage, hvor det kun var det bedre borgerskab, som gik i teatret og sandsynligvis havde set det samme stykke i forskellige opsætninger mange gange.

Det samme gør sig gældende i kirken. Det er kun en mindre del af befolkningen, som går i kirke så regelmæssigt, at de kan afkode alt det, der sker. Hvornår skal man rejse sig op og sætte sig ned, hvad betyder det at lyse velsignelsen, og hvad er Korintherbrevene? Der er ingen, der kan lide at føle sig dumme, og alt i både teater og kirke handler om at blive set og forstået. Så hvad kan man skære fra, som er dødt ved? Så det ikke bliver indforstået? 

Her er udfordringen, hvad enten vi taler om Shakespeare eller Biblen, at modernisere eller nyfortolke uden at gøre vold på det, som er grundlaget og traditionen. Og det er en svær øvelse. I sidste ende er indholdet jo kun noget værd, hvis det handler om os selv. Om den menneskelige tilstand. At man kan spejle sig i det, man ser!

Den overraskende tredje akt

Efter prædikenen kommer tredje og sidste akt: Nadveren. Her skal der i et godt teaterstykke ske overraskelser, og det gør der også i gudstjenesten. Præsten går fra kjortel til messehagel, og der bliver skruet en tand op for alle effekterne. 

Nadveren er det, som vi på teatersprog kalder et tableau vivant, altså en gengivelse af en historisk begivenhed eller scene fra et kunstværk. I dette tilfælde Jesus’ sidste måltid med sine disciple, hvor han med brødet og vinen indstifter nadveren.

Set med teaterblikket er nadveren også essentiel, da det er the audience participationpart – den del af forestillingen, hvor man bryder den fjerde væg til publikum ned og lader dem gå til alters. I moderne teater er det noget, man altid har fokus på, om det så er et kammerspil af Strindberg, der også i vore dage spilles med en bevidsthed om publikum i salen. Så her har kirken i virkeligheden været forud for sin tid ved at inddrage sit publikum så meget, hvilket salmerne jo også er udtryk for. Alle skal deltage. 

Jeg tror også, at deltagerdelen kan have en lavpraktisk og historisk årsag – folk skal jo helst ikke sidde og falde i søvn. Men det afslører også en anden vigtig pointe for både teater som kirke: Det handler om os selv! Om den menneskelige erfaring. Så selvfølgelig skal vi selv på banen.

Postludium og på gensyn

Efter en enkelt salme og en udgangsbøn er vi færdige og kan gå derfra igen. Jeg vil give forestillingen fire ud af seks salmebøger for en fin og smuk, klassisk gudstjeneste, som både fungerer på det lavpraktiske plan og som afspejler vores tid. Men jeg savner, at man arbejder lidt mere med indlevelsen og ikke er så bange for at nå publikums følelser. Uden at det hverken bliver for poppet eller for fjollet.

Og så skal kirken ikke være bange for at gøre mere opmærksom på sig selv. I en tid, hvor folk i høj grad søger fællesskaber, eftertænksomhed og et sted, hvor man kan lægge telefonen fra sig, så har kirken – ligesom teatret i øvrigt – en helt oplagt eksistensberettigelse i dag. 

Hvorfor anmelde højmessen?

I denne artikelserie forsøger vi at åbne for forskellige oplevelser af gudstjenesten. Blandt andet ved at give et billede på, hvordan den traditionelle højmesse kan opleves som et kunstværk i sig selv. Kunst- og kulturanmeldere har et skarpt, professionelt blik og er vant til at beskrive oplevelser, sanseindtryk og stemninger.

 

Læs mere om Gudstjenesten

Sådan oplever vi filmanmelderen

Sådan oplever vi gudstjenesten

Ny Gudstjeneste: Sådan gjorde vores nabokirker

Tidslinje over højmessens udvikling

Følg liturgiarbejdet