Nyheder
Nyheder

Sådan oplever vi gudstjenesten ifølge ritualforskeren

Ritualforsker Kirstine Helboe Johansen giver sit bud på, hvordan vi oplever gudstjenesten, og hvad der bliver oplevet som mest meningsfuldt undervejs.

Kirstine Helboe Johansen er lektor i Praktisk Teologi på Aarhus Universitet, Ph.d. og forsker i folkekirkens ritualer. For tiden arbejder hun på en ritualanalyse af begravelsesritualet, og derudover er hun i gang med en ritualanalyse af nadverritualet sammen med en anden forsker, Jette Bendixen Rønkilde.

Nanna Rønnov Johansen

Har gudstjenesten højdepunkter, eller bliver det hele oplevet som lige vigtigt i den times tid, vi sidder på kirkebænken?

Fra ritualforsker Kirstine Helboe Johansens perspektiv er nogle af gudstjenestens led klart mere meningsfulde end andre. Der er ikke lavet mange videnskabelige undersøgelser på folks oplevelse af gudstjenesten, men hun har selv forsket i ritualer og særligt i folkekirkens ritualer og liturgi, som man kalder gudstjenestens forløb.

Vi har derfor bedt hende om at lave en ”spændingskurve” over gudstjenesten. Den interaktive graf længere nede viser, hvor hun vil placere gudstjenestens led på en skala fra 0 til 10, hvor 10 er det, der bliver oplevet som mest vigtigt eller meningsfuldt.

Liturgiarbejde

Fokus på gudstjenesten

Hvordan ser gudstjenesten ud fra kirkebænken? Det ser vi nærmere på i løbet af de kommende måneder, hvor biskopperne har lagt op til både kirkelig og folkelig debat om gudstjenesten. 

 

Vi har læst de tykke teologiske rapporter, og der er rigeligt at tage fat i. Så vi har valgt otte spørgsmål til gudstjenesten, som vi mener, det er særlig vigtigt at få diskuteret bredt. 

 

Læs mere om gudstjenesten og følg liturgiarbejdet her.

Nadveren er højdepunkt – for nogle

På førstepladsen er ifølge ritualforskeren det tidspunkt, hvor præsten deler nadver ud. Dog med det forbehold, at det kun er højdepunktet for dem, der deltager.

- Du kan deltage eller lade være. Det vil sige, at der kommer et skel mellem dem, der bliver siddende, og dem, der går op. I den handling bliver nogle sat i en venteposition, mens andre får intensiveret deres deltagelse, siger hun og lader en alternativ stiplet linje illustrere dem, der sidder ned, når nadveren bliver delt ud.

Der er ifølge hende ikke lavet meget forskning på nadveroplevelser, men hun fremhæver dog forskeren Bent Flemming Nielsens ’Nadveren – et skelsættende sakramente’.

- Her kan vi se, at nadveren sætter skel i gudstjenesten i den forstand, at det er det eneste valgfrie element, siger Kirstine Helboe Johansen.

Nadver: 8/10 for deltagere og 1/10 for de ventende

Trosbekendelse med krop og stemme

På en delt andenplads over mest meningsfulde led i gudstjenesten placerer Kirstine Helboe Johansen velsignelsen og trosbekendelsen. Sidstnævnte er ifølge hende noget ganske særligt set fra et ritualteoretisk perspektiv:

- Trosbekendelsens rituelle setup er ret unik. Det er det eneste tidspunkt, hvor menigheden både står op og siger noget.

Under en gudstjeneste er det ellers sådan, at menigheden sidder ned og lytter, står op og lytter eller sidder ned og synger. Men i trosbekendelsen er menigheden aktiv både med krop og stemme.

- Rent ritualteoretisk gør dét det til et kæmpe intensitetspunkt. Og det er interessant, at gudstjenesten er handlingsmættet lige omkring trosbekendelsen. Det knæk sker, lige før vi begynder at være mere kreative og modige i rummet, for så kommer prædiken, og lidt senere kommer nadveren, siger Kirstine Helboe Johansen.

Trosbekendelsen: 7/10

Salmer er fællesskabende

I midterfeltet af skalaen placerer hun salmerne. De er ifølge hende særlige, fordi det er der, hvor menigheden ”siger” mest i længst tid, og der sker en rytmisk forening mellem os, når vi synger i takt. Men det er ikke nødvendigvis alle, der er lige begejstrede:

- Salmerne er fællesskabende, når man kan være med, men omvendt kan de være ekskluderende, når man ikke kender dem, forklarer Kirstine Helboe Johansen.

Selvom nogle kommer i kirken for at synge, så kan salmerne altså alligevel være et skrøbeligt punkt.

- Hvis vi ikke synger ’I østen siger stolen op’ eller andet, folk kender, så kan det opleves som ekskluderende. Derfor er det både et kæmpe intensitetspunkt, men også et punkt, hvor folk kan falde udenfor, siger Kirstine Helboe Johansen.

Salmer: 6/10

Læsninger og bønner i bunden

Nær bunden af skalaen for meningsfulde led i gudstjenesten placerer Kirstine Helboe Johansen bønnerne og læsningerne fra Bibelen. Ifølge hende kan det være svært at gennemskue, hvad der er en bøn, og hvad der ikke er, og hvad de skal til for.

- ”Lad os alle bede”, bliver der sagt mange gange, men det er svært at afkode for en, der sjældent kommer i kirke, hvad forskellen er mellem en bøn fra alteret og en læsning fra alteret.

Bønner: 1-4/10
Læsninger: 3-4/10

To typer på kirkebænkene

Når vi skal tale om folks erfaring af gudstjenesten, er det for Kirstine Helboe Johansen vigtigt at skelne mellem de forskellige typer på kirkebænkene.

- Afhængig af hvor ofte man kommer i kirke, og hvad årsagen er til det, så vil man opleve handlingsforløbet meget forskelligt, siger hun og beskriver to typer af gudstjenestedeltagere.

En type er del af den gudstjenestemenighed, som stadig er aktiv, men er faldende. Typen har et fortrolighedsforhold til højmessen, som gør, at de har tid til at registrere nuancerne. For eksempel kan de tænke, ”nu fik vi lov til at synge min yndlingssalme”, eller de kan gå op i detaljer i prædikenen, fordi de kender præstens prædikestil.

- En anden og meget stor gruppe kirkegængere er dåbsgæster. De kommer med henblik på dåben. Deres oplevelse er helt anderledes, fordi de ikke kender gudstjenestens rytme så godt, og de er glade, hvis de synger salmer, som de kender, fortæller Kirstine Helboe Johansen.

Tre måder at deltage i nadver

På grafen viser hun, at der er forskel på folks oplevelse af nadveren, afhængig af om de bliver siddende eller deltager ved alteret. Og for sidstnævnte, forklarer hun, er der minimum tre måder at opleve nadveren på:

- Den idéelle måde teologisk set er, at man går derop for at få syndsforladelse og genbekræftet sit dåbsløfte. Det er den første gruppe.

Den anden gruppe er dem, der går med, fordi de deltager i alt det, der er i gudstjenesten. De ved nødvendighis ikke, hvad det drejer sig om teologisk, men det betyder noget for dem at være med til det hele og ikke stå af. 

- Og så er der en tredje gruppe, som mere er et natkirkesegment eller den type, der går ind og sætter sig i kirkerummet og nyder den storslåede stemning. De er mere spirituelle, og nadveren giver dem en dyb erfaring af at komme i berøring med det hellige. For dem vil det også være høj intensitet, siger Kirstine Helboe Johansen.