Nyheder
Nyheder

Udenrigsministeriet og udlandskirker indgår aftale

Når danskere rejser ud i verden, forlader de det danske sikkerhedsnet. I udlandet samarbejder Danske Sømands- og Udlandskirker med ambassader om at hjælpe danskerne, hvis krisen rammer.

Pastor Christa Lund Herum er udlandspræst i Bangkok, Thailand. Som social attaché besøger hun danskere i fængsler og på hospitaler. Danske Sømands- og Udlandskirker fejrer i weekenden deres 100 års jubilæum. Foto: Sille Arendt.

Marlene Bach Nies

Den 12. april underskrev Udenrigsministeriet og Danske Sømands- og Udlandskirker en samarbejdsaftale. Udlandspræsterne har længe samarbejdet med de danske ambassader i forbindelse med naturkatastrofer og terrorhandlinger eller udrejste danskeres personlige krisesituationer som pludselig sygdom, fængsling eller ubehagelige nyheder hjemmefra. Med aftalen bliver det eksisterende samarbejde formaliseret, så kirken og ambassaderne sammen kan hjælpe danskere i udlandet bedre.

Den nyeste udlandskirke er Den Danske Kirke i Thailand, hvor pastor Christa Lund Herum blev indsat som præst i marts 2018. I den forbindelse blev hun også tilknyttet ambassaden som social attaché. For ud over at afholde gudstjenester, dåb, vielse og den populære julebasar er Christa også hospitalspræst, fængselspræst og beredskabspræst for alle danskere i Thailand.

LÆS OGSÅ: Danske kirker skaber fællesskab i udlandet

En hjælp til ambassaden

Danmarks Ambassade i Bangkok er den danske ambassade i verden, som har flest borgerserviceopgaver. I krisesituationer kan ambassaden kun tilbyde hjælp med praktiske detaljer som at udstede et nyt pas, kontakte en advokat og lignende. De har ikke ressourcerne til at besøge danskere på hospitaler eller tilbyde krisehjælp i forbindelse med ulykker, og det er her Christa kommer ind i billedet.

Minimum en gang om ugen møder hun op på ambassaden, hvor de fortæller hende om nye sager. Hun understreger, at et godt samarbejde med ambassaden er vigtigt, for det er ofte dem, som danskerne henvender sig til først.

Hun besøger danskere i fængsler og på hospitaler eller tjekker op på personer, som familien i Danmark er bekymrede for. Mange er rejst ud alene og kan have brug for at snakke med en, der både forstår de thailandske forhold og dansk kultur, og det kan Christa give dem.

LÆS MERE: Udlandspræsten

Når præsten er nærmeste pårørende

En del af Christas arbejde består i at besøge danskere som er blevet ramt af pludselig sygdom under deres ophold i Thailand. Hun fortæller at hospitalsregninger hurtigt løber op i flere hundrede tusinde kroner, og hvis man ikke betaler løbende, så tøver hospitalerne ikke med at udskrive patienter, som stadig har behov for behandling. Christa fortæller:

- Jeg møder mennesker, der er ramt af alvorlig sygdom, og som alligevel bliver udskrevet, fordi de ikke har en forsikring, der kan betale hospitalsregningerne. De er for syge til at rejse hjem og ender med at få bøder, fordi de overskrider deres visum. I de situationer gør ambassaden og jeg, hvad vi kan for at kontakte pårørende i Danmark og støtte den syge, men nogle strander i landet og får ikke den behandling, som de har brug for.

Desværre findes der mange af den slags historier i Thailand, og i de situationer kan Christa give støtte og omsorg og på nogle punkter fungere som nærmeste pårørende, men hverken hun eller ambassaden kan løse problemet.

- Jeg tror, at folk glemmer, at man ikke har det samme sikkerhedsnet som hjemme i Danmark. Hverken kirken, ambassaden eller den danske stat kan betale for hospitalsregninger eller sygetransport tilbage til Danmark. Derfor er mit råd til alle danskere, som overvejer en rejse til Thailand: Rejs aldrig uden en ordentlig forsikring!

Præster med diplomatstatus

Ud over Christa, er ni andre udlandspræster tilknyttet ambassader rundt om i verden som sociale attachéer. Det betyder i praksis, at de har diplomatstatus, som blandt andet giver dem fri adgang til fængsler og hospitaler, og i blandt andet London, Paris og Bruxelles er præsterne også en del af det lokale beredskab i forbindelse med terrorhandlinger.

LÆS MERE: Folkekirken i udlandet

Fakta

  • Der findes danske kirker og menigheder 48 steder i verden.
  • Danske Sømands- og Udlandskirker (DSUK) er en fusion af henholdsvis Dansk Kirke i Udlandet og Dansk Sømandskirke i fremmede havne. Fusionen skete i 2004.
  • I år fejrer DSUK 100-året for den første Danske Kirke i Udlandet. Det bliver fejret ved en festgudstjeneste i Herning Kirke den 1. juni.
  • Læs mere om DSUK og find en udlandspræst på deres hjemmeside: www.dsuk.dk