Da Susannes mand døde, besluttede hun sig for at tale åbent om det. Hendes mand, sociologen og forfatteren Anders Petersen, begik nemlig selvmord efter en voldsom depression. Og havde han haft modet til at tale om det, der var allersværest, ville det havde reddet hans liv. Det er hun sikker på. 

Anders Petersen sagde altid, at vi mennesker ikke er noget alene. Vi er kun noget i kraft af hinanden. Han var en af landets mest anerkendte sociologer og forskede blandt andet i depression og sorg, så han vidste, hvad han talte om.  

I foråret 2022 begik Anders Petersen selvmord. Det efterlod hans familie og venner i totalt chok, for de var ikke klar over, hvor syg han i virkeligheden var. Hvor stærkt den depression, der rasede inden i ham, havde fat om ham.

På treårsdagen for hans død sidder hans enke Susanne Sehested Petersen ved spisebordet i det sydlige Silkeborg. Hun har åbnet en notesbog med håndskrevne sætninger. Det er brudstykker af samtaler med den præst, der hjalp hende i det, vi nu skal tale om. 

Modet til at tale om det

- Anders var et menneske, som var meget ydmygt, men som alligevel fyldte så meget. Han var vanvittigt klog på rigtig mange ting, og han var så god til at sætte ord på. Han var god til at lytte til alle mennesker, og han var god til at være der. Og han var god til at være min mand og drengenes far, siger Susanne Sehested Petersen.

- Men han var samtidig enormt hård ved sig selv, fordi han så gerne ville leve op til sine egne idealer, som der blev flere og flere af.

I morges åbnede hun sin afdøde mands arbejdstaske, hvor der ligger en sixpence, som stadig dufter af ham. I dag er det et meningsfyldt og fint ritual, men i tiden efter hans død brugte hun lang tid på at lede efter tegn. Kiggede deres sms-korrespondancer igennem igen og igen, læste hans noter, hans dagbog. Burde man havde kunnet forudset det? Kunne man have forhindret, at depressionen endte så fatalt?

Det kom som et kæmpemæssigt chok for alle, da Anders Petersen tog sit eget liv. Forskeren, der vidste alt om stress, depression og skyggesiderne af præstationssamfundet. Men at vide alt om sygdommen, er ikke en forsikring mod selv at blive ramt af den. Det er derfor, vi sidder ved spisebordet nu. Og det er derfor, du i denne artikel støder på et ord, som ofte bliver gemt væk. Selvmord.

- Vi skal have modet til at tale om det. Men når man taler om noget så meningsløst som selvmord, er det enormt vigtigt også at tale om, at vi som mennesker skal have tillid til, at vi hjælper hinanden. Anders rakte faktisk ud og blev indlagt på et psykiatrisk hospital, men turde nok ikke læne sig ind i at tage imod den hjælp, han i virkeligheden havde bruge for. Havde han gjort det og ikke følt sig så alene i det her, ville jeg ikke sidde alene her i dag, siger Susanne Sehested Petersen.

Når man har det så dårligt, som han havde, og når ens sind er blevet så formørket, tror jeg ikke på, at man kan klare det alene. Det er derfor, mit budskab er, at det er vigtigt, at vi tør at være åbne om det allerallersværeste.

LÆS MERE: Den dag Morten besluttede sig for at dø, var dagen, hvor han begyndte at leve

Læsset vælter

Anders Petersen begyndte at ændre sig, da landet lukkede ned under Corona-epidemien. Han blev ængstelig, indesluttet, og tog flere byrder på sine skuldre. Klimaet. De unges mistrivsel. Det fyldte mere og mere for ham.

Når Susanne Sehested Petersen kigger i sin mands noter, kan hun se, at han i december 2021 skrev ’Noget presser sig på’. I januar 2022 skrev han ’Læsset vælter’. I april blev han indlagt. Først i det offentlige, og derefter indlagde han sig selv på et psykiatrisk privathospital. 

Den 20. maj 2022 skulle hun hente sin mand hjem. Men i stedet overbragte to betjente hende beskeden om, at han havde taget livet af sig selv.

Det var som om, hun var med i en film. 

Jeg kigger på dem, og jeg kan se, at de skal til at fortælle mig det værst tænkelige. Jeg kan se på dem, at de selv har børn, og jeg tænker bare: ’Hvordan kan man gøre noget så forfærdeligt, når man har en familie og børn? Hvordan kan han af alle gøre det her? Altså min Anders. Den mand, som Anders var’, husker hun.  

Og så går jeg jo helt i sort. Og skal forholde mig til tanken om, at nu er det mig, der er den. Jeg har altid lænet mig op ad Anders, der var den stærke i vores familie.

I begyndelsen var hun vred. Hun havde mistet sin mand, og hendes to sønner havde mistet deres elskede far. Det var et egoistisk valg, helt utilgiveligt. Senere kom en skyldfølelse. Burde hun have set det komme? Kunne hun have gjort mere?

LÆS MERE: En dag lagde Thomas Alstrups kone sig på sofaen. Og så forsvandt hun for ham

Nye stier 

Op til bisættelsen talte Susanne Sehested Petersen med præsten om salmer, om det praktiske og om, hvem Anders var. Men præsten stillede også spørgsmål, der fik lirket en lille luge op til det, der strammede i brystet. 

- Hun hjalp mig til at forstå, at jeg ikke havde skyld i hans selvmord. Det var noget, der foregik inde i Anders’ hoved. Han blev ramt af en så alvorlig sygdom, at den drev ham helt derud og tog hans liv. Det var også vigtigt for mig at forklare mine sønner. Deres far havde ikke valgt dem fra.

Udefra vidste Susanne Sehested Petersen en del om den sorg, hun nu stod i. Hendes mand havde passioneret fortalt hende om sin forskning i netop sorg, og hun vidste, at hun ikke skulle fikses. At man som sørgende ikke kan fikses. Hun havde ikke lyst til at opsøge en psykolog, men hun ville gerne vide, hvordan man så navigerer i sorgen. Derfor tog hun kontakt til præsten igen. 

- Præsten talte om sorgen som et landskab, og vi snakkede meget om at prøve langsomt at betræde nye stier i det her landskab. At turde bevæge mig lidt ud, for i lang tid var det svært bare at møde mennesker. Jeg havde mistet min mand til en forfærdelig sygdom, men for mange var jeg stadig hende, der havde mistet min mand til selvmord. Og det er jo ikke det samme som at miste sin mand eller sin kone til kræft, selv om det også er meningsløst. Det her var en aktiv handling, selv om han ikke var til stede i den handling, fordi han var så syg, siger hun.  

- Det var rart at sige tingene højt sammen med præsten. Det viste mig, at det ikke var farligt at tale om det, der var svært. Det var gennem samtalerne med hende, jeg begyndte at åbne op. Hun har haft en kæmpe betydning for, at jeg fik lyst til at bruge min stemme i debatten om depression og selvmord.

En samtale blev til flere og i løbet af de næste to år, mødtes hun med præsten en gang om måneden. I den åbne notesbog på spisebordet står der blandt andet:

’Vær nænsom mod dig selv’. ’Vær langsom’. ’Tro på, at der kommer et liv igen’. ’Tro på, at der er lys forude’. ’Sorgens tårer vander nyt liv’.

- Hver gang samtalen var ved at være slut, tænkte jeg: ’Bare hun siger, at vi skal snakke sammen igen.’ Og så sagde hun ’Skal vi lige aftale en ny tid?’ Hun gav mig sådan en tro på, at det nok skulle gå, og at det var helt naturligt, sådan som jeg havde det. Der var en stor tryghed i at have hendes milde øjne på mig.

LÆS MERE: Sorgen er et landskab vi skal vandre i - ikke en tunnel, vi skal igennem

Håbet kan vi ikke finde alene

I morges, på treårsdagen for Anders Petersens død, genlæste Susanne også hans afskedsbrev. For sådan et havde han skrevet til hende, ordentlig som han var. I brevet står, at han ved, hun elsker ham. At han ved, han er uundværlig. Men at han ikke kan mærke det. 

I dag ved hun, at det var sygdommen, der tog hendes mand. At depressionen flåede så voldsomt i hans indre, at han til sidst blev kraftesløs. Som han skrev i sin sidste sætning i afskedsbrevet: ’Jeg kunne ikke redde mig selv’.

- Måske skal man være mere opmærksom på, når man indlægger mennesker, ikke kun at give dem medicin, men også samvær og samtale med andre mennesker, der er i samme situation. Det kan give en form for håb. Jeg tror stadigvæk på, at så snart vi får det ud af munden, der er allersværest for os selv, så fylder det mindre, end hvis vi får lov at lukke det inde i hovedet. Det håb, man har brug for i så svær en situation, kan man ikke finde alene, siger hun.

Da Anders Petersen døde, slog folk ring omkring Susanne og hendes to sønner. Hver dag blev der stillet måltider på deres trappesten, puttet ting i deres fryser og endda plantet farverige blomster foran deres hus, så de havde noget smukt at kigge på. De blev omringet af hjælp og meget af det kom fra folk, de ikke kendte.

- Taknemmeligheden midt i al den her forfærdelige sorg og meningsløshed, var noget af det, der holdt os ovenpå. Jeg tror, min styrke i alt det her blev, at jeg godt turde læne mig ind i andres menneskers hjælp, siger hun. 

Anders Petersen har efterladt sig en tom plads i stuen. I hjertet og i verden. Men hans kone kan stadig mærke ham. Særligt på dage som i dag.

- Selv om han ryster lidt på hovedet ad mig, er jeg overbevist om, at han også synes, jeg er sej. Anders er godt klar over, at det kunne have gjort en forskel for ham, hvis han havde turde dele sin smerte, som jeg gør, siger hun.

- Når han sidder deroppe og kigger med, kan han se, hvor mange mennesker, han har gjort ondt ved at tage sit eget liv. Men han kan også se, hvor mange mennesker, der ville have været der og havde grebet ham og elsket ham.

LÆS MERE: Da Carl døde, slog venner og familie lejr om Naja Marie Aidt. Det var det, der gjorde, at hun overlevede