Da Jakob døde, blev omverdenen bange for at tale om ham. For hvad nu hvis det gjorde Lea og deres to små børn kede af det? Men tavsheden gør ondt, siger Lea, der midt i sorgen fandt et sted, hvor de svære følelser må fylde, som de er.

De to små rødhårede børn kommer til at glemme deres far. Det er et faktum.

Juliane, der har arvet hans ansigtsform og brune øjne, har i virkeligheden allerede glemt ham, for hun var bare 5 måneder gammel, da han døde. Hendes storebror Lauge siger, at han fra trampolinen i haven kan hoppe helt op og sig hej til månen, hvor hans far fløj hen, den dag de slukkede for respiratoren.

Men også Lauge vil komme til at glemme sin far.

Der blev stille den sommermorgen i 2024, da en svirrende lægehelikopter fløj væk med Lea Nybroe Mikkonens mand og faderen til deres to børn. Meget stille. Mange af os kigger nemlig ned og går over på det modsatte fortov, når vi møder et menneske i sorg. Måske fordi vi er bange for at gøre den efterladte ked af det. Måske fordi vi bare ikke ved, hvad vi skal sige. Men for Lea er det netop stilheden, der gør mest ondt. For hver dag nogen ikke taler om Jakob forsvinder endnu en lille del af ham. Også for Lauge og Juliane.

Derfor trillede tårerne helt af sig selv, da Lea til allehelgen satte sig på bænken i kirken. Her blev der talt om de døde. Og her skulle hun ikke tænke på, om hun gjorde sidemanden utilpas med sin sorg.

Far oppe på månen

Rundstykkerne stod klar på morgenbordet på den gård i Jelling, som Lea Nybroe Mikkonen netop var flyttet ind på sammen med sin mand Jakob. Men ude på marken var den helt gal. En ung mand lå livløs på jorden, han havde fået hjertestop. Kun 28 år. Det var Jakob.

- Vi var i fuld gang med at planlægge bryllup, som vi skulle have holdt en lille måned senere. Vi var i hemmelighed blevet gift på rådhuset, men nu skulle vi have en kirkelig velsignelse. Jeg havde næsten lige hentet min brudekjole, så den hang klar i soveværelset, siger Lea.

Jakob havde ramt et elkabel ude på marken. Han var i gang med at rense et dræn, men elkablet lå placeret forkert, og pludselig havde han strøm gennem hele kroppen, og hjertet gik i stå. I begyndelsen var lægerne optimistiske, han var jo ung og stærk. Lea pakkede hans tøj, så hun kunne tage ham med hjem fra Odense Universitetshospital. Men Jakob vågnede ikke.

Efter fire dage, der på en gang fløj og sneglede sig afsted, måtte Lea fortælle deres to år gamle søn Lauge, at far ikke kom med hjem igen.

- Jakob lå jo lige der og var stadig varm og trak egentlig vejret. Men jeg måtte fortælle Lauge, at far ikke kom hjem til vores hus mere. Jeg fortalte ham, at hans far skulle op til månen. Da Lauge mistede sin morfar, blev det i hans hoved til, at morfar var fløjet op på månen. Og nu skulle hans far altså også derop og bo. På den måde blev det konkret for ham. I dag er Lauge stadig god til at snakke med sin far oppe på månen, siger hun.

LÆS MERE: Da Carl døde, slog venner og familie lejr om Naja Marie Aidt. Det var det, der gjorde, at hun overlevede

Det skal handle om, at Jakob var her

Lea husker begravelsen, men det var som om, hun ikke var der. Det var for syret, at hun, der få dage forinden havde været i fuld gang med at gøre gildesalen klar til bryllupsfest, havde været tvunget til i stedet at sidde med et katalog over kister og gravsten.

Kirken var stuvende fuld, og hun husker de mange håndtryk, hun gav ved gravstedet, og de mange forgrædte ansigter hos dem, som havde haft Jakob kær. Hun skulle virkelig holde sammen på sig selv den dag. Men bagefter indtraf tavsheden. Jakobs død var så tragisk, og det var som om, det fik omverdenen til at trække sig. Hvad siger man til en 28-årig mor, der står tilbage med to små børn?

- Jeg har læst, at mennesker dør to gange. Den ene gang er, når mennesker reelt dør. Når hjertet stopper med at slå. Og den anden gang er, når folk stopper med at snakke om det menneske. Og det synes jeg er rigtigt, siger hun.

- Der er heldigvis nogen, der ikke er bange for at snakke om Jakob eller bange for at spørge mig, hvordan jeg har det. Det er faktisk mest folk, jeg dårlig nok kender, der gør det. Men mange af dem, der har kendt Jakob og mig hele livet, tør ikke spørge. De tager ikke Jakobs navn i deres mund, hverken overfor mig eller mine børn, og det er det, der gør allermest ondt.

Lea er flyttet fra gården og tilbage til den stille villavej i Jelling, hvor Jakob totalrenoverede et hus til dem, kort efter de mødte hinanden. For sådan var Jakob, tingene gik stærkt, og han drømte stort og gjorde alvor af sine drømme. I dag lever minderne om Jakob lever mest i de mange billeder, der fylder hele endevæggen i stuen.

- Jeg forstår jo godt, at det er svært at snakke om, for dem der kommer her. Mange vil helst bare høre, at det går godt, og hvis jeg siger ’Nej, det går ikke særlig godt’, så bakker de. Jeg ville bare ønske, at de ikke var bange for at tale om Jakob. Ikke fordi det skal handle om, at det gør ondt på mig. Men fordi det skal handle om, at Jakob var her, siger hun.  

- Mine børn kommer til at glemme ham, og det eneste de kommer til at huske, er det, de får fortalt om ham. Det er derfor, det gør så ondt, når der ikke er andre, der har lyst til at fortælle.

- Der har været forældre i børnehaven, der har kigget på mig og sagt ’Jeg ved ikke, hvordan man gør det her, og jeg er bange for at sige noget forkert.’ Og det vil jeg langt hellere blive mødt af, for så kan jeg forholde mig til, at folk prøver. Jeg tænker, det er svært at sige noget forkert. For mig er det mest forkerte ikke at sige noget.

LÆS MERE: Hvorfor bakker vi, når vi møder et menneske i sorg? Her er forklaringen - og en mulig løsning på problemet

Da navnet blev læst højt

Tre måneder efter Jakobs død lå der et brev i postkassen. Det var fra præsten, en invitation til allehelgensgudstjeneste i kirken den første søndag i november. En særlig mindegudstjeneste hvor navnene på dem, der er gået bort det seneste år, bliver læst højt, og hvor der tændes lys på gravstederne.

- Jeg vidste, det ville blive hårdt for mig at høre hans navn live læst op. Men så kom jeg i tanke om, at Jakob opfordrede mig til at tage til allehelgensgudstjeneste, da min far døde 2 1/2 år tidligere. Det var vigtigt at gøre, syntes Jakob. At mindes dem, vi mister.

Lea tog en dyb indånding og tog afsted til allehelgensgudstjenesten med Lauge i hånden. Alle de navne, der blev læst op, var navne på aldrende mennesker, der var gået bort efter et langt liv. Det gjorde ondt, da præsten læste Jakobs navn højt. Han var den eneste, der stadig var ung.

- Det var surrealistisk. Vi sad jo allesammen og sørgede over dem, der var døde. Men jeg sad også med sorgen over, at Jakob overhovedet ikke skulle have været død. Ikke endnu. Vi var jo kun lige begyndt på livet, siger hun.

- Men det gav mig også noget godt. Den dag er der om noget fokus på døden, og på at vi har tabt og mistet nogen. Her har vi ret til og plads til at sørge. Her er jo faktisk et kirkeligt rum, hvor vi kan gå hen. Og jeg fik en følelse af, at jeg kunne lade tårerne trille, uden at jeg skulle tage hensyn til, om den ved siden af blev utilpas af min sorg. Vi var der alle af samme grund.

Og så var der også en særlig ro, der lagde sig om hende på kirkebænken.

- Selv om det var hårdt, var det rart at sidde der i kirken, uden at det var en begravelse. Uden alle de praktiske ting, man skal koncentrere sig om, og uden at skulle sidde der på forreste række og holde sammen på sig selv og gå ud og give hånd til alle dem, der er mødt op. Her kunne jeg bare være, og det var virkelig rart.

LÆS MERE: Sorgen er et landskab, vi skal vandre i - ikke en tunnel, vi skal igennem

Han lever i de historier, vi kan fortælle

Efter allehelgensgudstjenesten tændte de lys på Jakobs grav. Familien og nogle af hans kammerater var der, og det var et smukt øjeblik. 

For Lea er det alligevel stadig svært at komme på kirkegården. Fra gravstedet kan man se ud på den gård, hvor hun og Jakob skulle have levet deres liv. Og når hun taler om gravstedet med sine børn, siger hun ’ude ved fars sten’. De ved ikke, at han er begravet i jorden under stenen, og det bryder hun sig heller ikke selv om at tænke på.

- Jakob er bare så mange andre steder for os end lige der. Han er på månen, som vi vinker til, og som Lauge snakker med. Han er i den gravemaskine, der graver uden for Lauges børnehave, for sådan en var hans far god til at køre, og han er i jagttrofæerne på væggen.

I år skal hun nok til allehelgensgudstjeneste igen. Hun ved, at det med tiden bliver lettere at besøge sin afdøde mands gravsted, og at børnene på sigt måske også kan få glæde af at have et sted at gå hen, når de savner den far, der engang var.

- En dag finder de jo også ud af, at han faktisk ligger begravet der. At deres far nok ikke bor på månen, siger hun.

- Og det er også okay.

LÆS MERE: "Der er ikke meget, du kan gøre forkert - men det er forkert ikke at gøre noget"