Karl Ove Knausgård: Så megen længsel på så lille en flade

Blikket er ladet med længsel

Af Sigurd Victor Stubbergaard, præst i Brøndbyvester Kirke

BOGANMELDELSE: Knausgård skriver som Edvard Munch maler – i verdensklasse. I sin bog åbner han vores øjne for kunstnerens mindre kendte malerier, og vi får endnu mere at vide om os selv.

Se på den kålmark, som Edvard Munch malede i 1915. Kålen i forgrunden er malet groft og næsten skitseagtigt og opløser sig i grønne og blå strøg ind mod baggrunden. Ved siden af marken er der et felt med gult, over det et felt med mørkegrønt, og over det igen et smalt felt med en mørknende himmel. Det er alt, det er hele billedet.

Edvard Munck: Kålmarken, 1915

Disse enkle, følsomme penselstrøg udgik fra Munchs hånd for over 100 år siden, og nu står den norske forfatter Karl Ove Knausgård med sit skarpe blik og spidsede pen og kigger på billedet. Et billede af en kålmark. Og hvad ser han, hvad oplever han, hvad føler han? Ja, hvad er blikket ladet med? Det er dét, blikkets ladning, som Knausgårds lille bog: ‘Så megen længsel på så lille en flade’ om forfatterens landsmand, maleren Edvard Munch, handler om.

”Når jeg ser disse farver og former som er så radikalt forenklet at de mere antyder et landskab end repræsenterer det, ser jeg døden, som om billedet vil forsone sig med døden, men at der er en rest af noget forfærdeligt tilbage, og det forfærdelige er det ukendte, at vi ikke ved hvad der venter os. Der siges jo ingenting i Munchs billede, der gestaltes jo ikke noget, bortset fra kål, korn, træer og himmel. Men dog døden, dog forsoning, dog fred, dog en rest af noget forfærdeligt.”

Med pennen som pensel

Karl Ove Knausgård skriver, som Edvard Munch maler: I verdensklasse. Med pennen som pensel beskriver Knausgård sit møde, sit forhold, sin passion for Munchs malerier. Knausgård fører os med sine ord, sine tanker, der glider som en pensel over et lærred, gennem Munchs liv, hans malerier, tiden, som han levede i, og ud til alle de steder, hvor Munch åndede og malede.

Malerierne er på en gang så enkle, et penselstrøg her og der, lidt rød blandet med lysegrøn, og samtidig så er de så fulde af betydning, ja, den lille flade, det lille stykke lærred, rummer en dybde, der får Knausgård til at tænke sig helt ned i den menneskelige eksistens: Hvad er naturen, hvad er livet, hvad er døden, hvad er kunsten, hvad er mennesket, hvad er kærligheden?

Tænk selv på et træ i haven. Et træ, der står nøgent og forfrossent i decemberkulden og svajer i vinden. Hvad ser du? Hvad er dit blik ladet med? Træerne og planterne, der visner for øjnene af os, mens vinterens skyer gråner, de minder os mennesker om en fortælling, der handler om at spire, om at blomstre og om at visne. Det er en fortælling om forgængelighed, om at alting har en tid, men også om, at på den anden side af vinteren, når foråret igen melder sig, så spirer livet frem igen.

Sådan kan et enkelt blik, et øjekast, på havens træer fortælle os noget om livet og døden, og det er netop det, som Knausgårds forsøger at finde frem i Munchs malerier. Et enkelt maleri rummer dybe spørgsmål.

Verden og os selv

Den Munch, vi møder med Knausgård i hånden, er en anden end den Munch, som hænger på verdens kunstmuseer og som har skrevet sin ind i kunsthistorien. For mange kender Munchs verdensberømte malerier, Angst, Skriget, Melankoli. Munch kendes ofte som en maler af det indre liv, af drømmen, døden og seksualiteten, men Munch vendte sig faktisk, senere i sit liv, ud mod det, der omringede ham:  Træerne, havet, husene, himlen. Og det er den Munch, den ikke-så-kendte Munch, som Knausgård går på opdagelse i – og det er meget velgørende.

Munchs store begavelse lå i hans evne til ikke blot at male det, blikket så, men også det, som blikket var ladet med. Og Knausgårds tilsvarende store begavelse er at sætte ord på denne ’ladning’, på menneskelivet, på ethvert menneskes liv, der er spændt ud mellem fødsel og død, mening og tomhed, fortvivlelse og forsoning.

For hvem har egentligt sagt, at det lige er Skriget, der markerer kulminationen på Munchs kunst? Hver gang noget opnår klassikerstatus og bliver sat på en fornem hylde i vores kanon, som et stykke kunst, der rummer mere end den tid, det blev skabt i, så indgår der altid et element af en cirkelbevægelse: Vi bliver ved med at kigge på og tale om de billeder, vi altid har kigget på og talt om.

Men Knausgård kaster et nyt og anderledes lys på Munch. Her møder vi motiver fra den hverdag, som Munch var omringet af: manden, der maler sit hus, haven, der er groet til, sneen, der har lagt sig i plovfuren på marken.

Den synlige verden, den verden, der omringer os, er imidlertid ikke nogen objektiv realitet. Der er ikke et os og så verden derude, for verden fremstår altid som den bliver set af hvert enkelte menneske – og Munchs store begavelse lå i hans evne til ikke blot at male det, blikket så, men også det, som blikket var ladet med. Og Knausgårds tilsvarende store begavelse er at sætte ord på denne ’ladning’, på menneskelivet, på ethvert menneskes liv, der er spændt ud mellem fødsel og død, mening og tomhed, fortvivlelse og forsoning.

Så megen længsel

Med Munchs billeder, hans farver og penselstrøg, og med Knausgårds ord, hans tanker og refleksioner, så når man dybt ned og langt omkring. Munchs Mod Skoven forestiller en mand og en kvinde, tæt sammenslynget, der går mod et mørkt, takket felt – skoven. Vi ser dem bagfra, på vej mod skoven, og der er, som Knausgård skriver, noget uendeligt skrøbeligt og sårbart ved dem, det er som om de støtter sig til hinanden, holder hinanden oppe.

Edvard Munch: Mod skoven II, 1915

”Skoven, hvad er den? Friheden? Ja, men friheden som forsvinding, friheden som døden. Skikkelserne er mærkeligt klodset tegnet, næsten som af et barn, men der er noget råt ved billedet, noget ubehandlet og vildt som skaber kontrast til det klodsede og forvandler det til noget ømt og gebrækkeligt. Så megen længsel på så lille en flade.”

Knausgårds giver tanken plads, lader den udfolde sig, den ene side efter den anden, uden at det på noget tidspunkt bliver kedsommeligt eller snakkende, for Knausgård skriver dybt og originalt  – som en stor kunstmaler maler sine billeder. Han er i ét med sin pen, i et flow af ord og tanker, der fører læseren tættere og tættere på tilværelsens dybe spørgsmål.

Knausgårds tanker går nemlig ikke væk fra verden. De er ikke en røg, der stiger fra et bål, først tæt og omsluttet, siden diffus og uskarp. I stedet bevæger han sig tættere på, han nærmer sig virkeligheden – sådan som mennesket erfarer livet. På den måde kan Knausgårds selv minde om Munch, tror jeg, for de har begge en trang til at forsvinde, til at blive et med verden og viske skellet mellem mig, subjektet, og verden, objektet, ud – Munch med sine billeder, Knausgårds med sine tekster. Dybest set er det en fornemmelse af ikke at høre hjemme, at være fremmed i verden, altid på afstand og altid på kanten af livet. Fornemmelsen af at være være kastet ind i tilværelsen ved vores fødsel og fornemmelsen af at blive revet væk med vores død. Ingen har spurgt os, om vi vil ind, og ingen spørger os, om vi vil ud. For Munch og Knausgård handler det om at komme tæt på, så tæt, så der ikke er et mellemrum mellem mig og verden. I Munchs kålmark ser Knausgård antydninger af den længsel mod verden, mod at blive ét med verden, som jeg tror også driver hans eget forfatterskab frem.

”Der ligger en længsel i dette billede af kålmarken, en længsel efter at forsvinde og blive ét med verden. Og den længsel efter at forsvinde og blive ét med verden opfyldte maleriet for ham, forestiller jeg mig, opfyldte det at male. Det er derfor dette billede er så godt, det som forsvinder, kommer til syne i det som bliver til, og selvom forsvindingen måske ophørte for maleren idet maleriet blev færdigt, er den stadig repræsenteret i billedet, som igen og igen fylder os med sin tomhed.

Kål, altså. Korn og skov. Gult, grønt, blåt og orange.”

Fakta

Edvard Munch-museum

Et nyt Edvard Munch-museum åbner efter planen i Oslo i foråret 2020. 

Læs mere her.

Gå på opdagelse i 

folk&kirkes magasiner