LEDER: Memento mori – husk, at du skal dø
At leve er at miste – og der er mange måder at miste på. Vi kan miste os selv. Vi kan miste den virkelighed, som er vores verden. Vi kan miste en, vi holder af. Hver gang det sker, er det samtidig en øvelse i at indse, at vi selv og de vigtigste ...
At leve er at miste – og der er mange måder at miste på. Vi kan miste os selv. Vi kan miste den virkelighed, som er vores verden. Vi kan miste en, vi holder af. Hver gang det sker, er det samtidig en øvelse i at indse, at vi selv og de vigtigste mennesker i vores liv skal væk herfra. For det skal de, og det skal vi, i en fjern fremtid måske, eller allerede i morgen.
Ingen kan gå igennem tilværelsen uden at miste. Tabet af en nærtstående person er en kilde til sorg og savn. Udsættes tabet, kan man ånde lettet op. Det blev gudskelov ikke nu. Det menneske, hvis liv man frygtede for, forblev ved siden af en. Men efter en sådan erfaring bliver vi dødelige på en mere håndgribelig måde. Du skal dø. Jeg skal dø. Vi skal dø.
Motivet Memento Mori kaldes også et Vanitas-motiv. Det viser et kranium, et timeglas, mønter og andre elementer, der peger på livets forgængelighed. I 1600-tallet var disse motiver udbredt. Memento mori betyder husk, at du skal dø. Allerede de gamle romerske hærførere lod en slave hviske ordene i deres øre som en advarsel mod overmodighed.
Men et er at huske på og lære at, man skal dø, noget andet er, hvad der er på den anden side af livet. Er der et sted, hvor vi engang skal samles med vores venner og slægtninge? Når vi nu ikke lever for os selv, hvorfor skulle vi så dø for os selv? Når vi er sammen og erindrer de familiemedlemmer, der er døde, er de så ikke tilstede – på en eller anden måde i hvert fald? Hvordan føles sorgen, og hvor gør man af den? Hvad har kristendommen at sige om det evige liv og opstandelsen? Det er emner som disse, man kan læse om under temaet ‘Til jord skal du blive’.
At beskrive døden som et tabu er efterhånden blevet en banalitet – og nok heller ikke helt sandt længere. Men i de lange perioder, hvor døden ikke trænger sig på, vender vi den gerne ryggen. Langt hen ad vejen er det sikkert ganske sundt. Vi skal jo først og fremmest leve. Men vi er også nødt til at se på døden med åbne øjne i forskellige faser af livet. Om ikke andet bør vi vide, hvad der skal ske, når vi selv eller vores nærmeste er ved at dø. Hvad med begravelsen? Skal der være et gravsted, skal vi jordfæstes eller bisættes? Døden er også konkret.
Intet menneske er uberørt af døden, for den er det givne vilkår, vi har allermest tilfælles, hvad enten vi er rige eller fattige, konger eller korsangere. Og netop derfor er tanken om døden, vores egen og andres, måske også det som mest af alt kan huske os på vores kærlighed til livet og til hinanden, nær som fjern. Nu mens vi er her på jorden.
