Henrik Pontoppidan: Lykke-Per

Elsk din skæbne

Af Julie Bjørklund Rebel, præst i Lundtofte Kirke

BOGANMELDELSE: Kan vi blive en anden end den, vi allerede er? Pontoppidans tvivlende svar er sært opløftende, og det gør Lykke-Per til et rasende eksistentielt og moderne værk.

Glem filmen. Billederne er smukke, og skuespillerpræstationerne imponerende, men Bille August får for lidt ud af historien og formår ikke at forløse den kærlighedsfortælling, som han har valgt at tage udgangspunkt i. Men jeg ville ikke undvære bogen, som jeg mener, at et hvert menneske vil have udbytte af at læse.

Allerede titlen driller, for hvis du tror, at der er tale om en traditionel heltehistorie, en historie om en mand med lykkens galocher, så vil din opfattelse blive revideret. For hvad er lykken for Lykke-Per? Det er et spørgsmål, som må besvares med udgangspunkt i, hvordan vi læser bogen, for den byder op til så mange forskellige eksistentielle spejlinger, at det er svært at sige noget entydigt om, hvem Lykke-Per egentlig er.

Er han en helt? En trold, der ikke tåler solens skarpe lys og må kravle tilbage, hvor han kom fra? En fantast? En rebel og samfundsrevser? En fiasko? Det er nogenlunde de samme spørgsmål, Per stiller sig selv, bare med lidt andre ord, i den slutning, som Bille August i sin fortolkning af storværket ikke magter at lade stå åbent al sin gribende mærkelighed.

Og det er ellers noget af det, der står stærkest tilbage, når man er færdig med Pontoppidans storværk Lykke-Per. Hvordan kan vi læse så mange forskellige historier ud af den samme bog?

Gribende kærlighedsfortælling

Historien tager sit afsæt i Pers barndomshjem, hvor han oplever, at han ikke rigtig hører til; han har en følelse af, at han kunne være adopteret. Det er en følelse, der aldrig helt forlader ham. Så rejser Lykke-Per til København for at prøve lykken. Han drømmer stort. Hans afsked med hjemmet er forbundet med et opgør og en frigørelse for den strenge indremissionske tro, som Per kun ser som en spændetrøje og en begrænsning, som han for alt i verden må gøre sig fri af.

I København skuffes Per over studierne Polyteknisk Læreanstalt. Her møder han kun småt tænkende og begrænsede mennesker, som han ikke har andet end foragt tilovers for. I stedet kaster han al sin energi i udarbejdelsen af sit store kanalprojekt. I København møder Per erotikken og forelsker sig i forskellige kvinder, men det er symptomatisk, at så snart Per har erobret, mister erobringen sin glans, og han er på vej videre. Per mangler konstant penge, men lykken vender, da Per møder den excentriske og mystiske Neergaard, som giver ham tilnavnet “Lykke-Per”. Efter dette møde tager Neergaard sit eget liv og efterlader Per en lille formue.

Herfra bliver begrebet lykke mangetydigt og skæbnesvangert. Pengene fra Neergaard slipper hurtigt op, og Per søger videre efter lykken. Den synes han at finde i mødet med den rige jødiske Salomonfamilie, hvor han forlover sig med den ældste datter Jakobe. Der udspiller sig en meget gribende kærlighedsfortælling mellem de to, som til stadighed udfordres og prøves af Pers ubeslutsomhed, hans ærgerrighed og skiftende følelser over for Jakobe, som med sin jødiske herkomst og kultur også frastøder Per. Han rejser videre ud i verden for at modnes og dannes, men undervejs mister han fokus, og hans projekt mister sin glans og betydning. Gnisten er ikke længere den samme.

Evig uro

Per mister sin far, men han rejser ikke hjem til begravelsen. Først da hans mor dør og hans søskende beder ham deltage i begravelsen, finder han vej hjem.

Synet af moderens kiste alene på kajen, går i hjertet på ham, og spontant vælger han at eskortere kisten hjem. I mødet med barndommens vemodige landskab og menneskerne dér sker der noget med Per – det er, som om han slipper alt, hvad han havde vundet i København. Også forholdet til Jakobe opgiver han, da han møder den unge præstedatter Inger og ser en helt anden form for tilværelse for sig, med store omkostninger til følge.

Lykke Per. Directed by Bille August. 
Nordisk Film Production and TV2. Produced by Karin Trolle & Thomas Heinesen. 
Photo, samt stilbillede øverst i artiklen: Rolf Konow

Lykken tager endnu en drejning i Pers liv, men det liv, han bygger med Inger, stiller ikke uroen i ham. Selv med børn og familie omkring sig er det, som om lykken ikke kan finde vej ind i Lykke-Pers sind og sjæl – han er tom og søger konstant efter svar på alle sine spørgsmål. Så tager Per det sidste store og afgørende valg. Han giver Inger og børnene fri og tager selv en ydmyg stilling som vejassistent i Thy, hvor han lever til sin død i afsondrethed, fri fra alt og alle.

Da Per dør, efterlader han ikke sin arv til familien, men til Jakobe og den skole for fattige børn, som hun efter tabet af Per har sat iværk i København. Denne gestus skaber en rørende og åben afslutning i et liv, som set udefra syntes at have været alt andet end lykkelig.

Moderne fortælling 
om selvrealisering

Værket fremstår uhyre moderne, selvom det finder sted i en verden af i går. Pers fortælling synes at være indbegrebet af det moderne menneskes historie, en historie om uro, længsel, drømme, erobringer, frigørelse og selvrealisering. Det er et værk, der retter sit skarpe lys på vores jagt efter lykke og selvrealisering, på trods af alt og alle – eller kort sagt, denne jagen efter vind, som i sidste ende ikke er andet end tomhed.

Lykke-Per minder på mange måder om et andet nutidigt storværk Karl Ove Knausgårds ”Min kamp”, der også tager udgangspunkt i et opgør med en streng og fordømmende far og en kamp for at finde sin egen vej i tilværelsen. Som Lykke-Per plages Knausgård af følelsen af at være anderledes fra alle andre, og denne fornemmelse af fremmedhed søger begge hovedpersoner at komme overens med og bekæmpe. Som Lykke-Per foretager Knausgård også valg, der får skæbnesvangre konsekvenser for både ham selv og hans omgivelser.

Værket griber mig på grund af sin dybde i karaktererne og Pers jagt efter lykken og livet, som både fascinerer og frastøder. Per hverken magter eller ønsker at blive der, hvor lykken synes at være. Han er hele tiden på vej videre, indtil han havner i Thy og lever sit liv til ende. Lykke-Pers grundlæggende mistillid til forestillingen om, at mennesker kan blive noget andet end det, de allerede er, er også sært opløftende i en tid, hvor den herskende filosofi er, at vi som individer ingen kerne har, men selv kan skabe, hvem vi vil være, og som udflydende og usammenhængende masser hele tiden skabes i de relationer, vi indgår i.

Næsten evangeliske proportioner

Bogen udfordrer sin læser, fordi den lader spørgsmålet stå åbent. Der gives ikke noget klart svar på, hvad lykken er – det er, som om det eneste, der står tilbage, er et susende intet. Historien er et stort illusionsnummer, hvor Per ender sine dage ”lykkeligt” som vejassistent i Thy. Det er den ultimative historie om en søgen efter at blive fri, fuldstændig fri, men en søgen, som ender med at afvikle denne søgen. Per ender nærmest som en munk, der lever i afsondrethed fra både verden og de mennesker, som han var forbundet med.

Som læsere får vi lov til at se tilværelsen i dens illusionsløse nøgenhed. Spørgsmålet om, hvem Per er, afhænger af, hvilket perspektiv man anlægger. Det viser hver gang tilbage til én selv: Hvem er jeg selv? Hvad er min lykke? Og hvilke typer af valg har jeg til rådighed? Vi får ikke nogen opskrift i forhold til vores egen lykke, men må selv finde vores egen vej.

Pers sidste tid får næsten karakter af at have evangeliske proportioner. Vi efterlades, så at sige, ved den tomme grav, med en mundtlig og skriftlig overlevering som det eneste vidnesbyrd om den lykke, Per angiveligt finder til sidst, og skal forsøge at forstå, hvad det her er. Vi må selv stykke en pointe sammen ud fra det lidt, der bliver fortalt.

Hvis man insisterer på at finde et håb og en form for forsoning, så er det måske i den arv, som Per efterlader Jakobe til det børnehjem, som hun har bygget op efter tabet af Per og det barn, som aldrig blev.  Eller også kan vi finde et håb i den pointe, som ellers synes pessimistisk. Nemlig at lykken er at elske sin skæbne. For er der noget smukkere eller sværere end at elske sin skæbne? At elske sin skæbne er at elske det, der er, og alt det, der sker med én. Det er at elske virkeligheden. Og det er den lykkelige slutning – eller de lykkelige slutninger – som Pontoppidan giver os i Lykke-Per.

Det er stort, rasende eksistentielt værk, moderne på en måde, der ikke er til at komme udenom, eller ryste af sig, og som jeg ikke tror, vi nogensinde bliver helt færdige med at prøve at forstå.

Gå på opdagelse i

Andre magasiner