Anmeldelse af Mikkel Frey Damgaard: Sørgekåben

En baskende sommerfugl

Af Morten Miland Samuelsen, præst i Høje Gladsaxe
Foto: Milantina/Wikimedia Commons

BOGANMELDELSE: Mikkel Frey Damgaards familiefortælling om løgn og svigt giver læseren lyst til selv at foretage en erkendelsesfortælling for sit eget liv. Men forfatterens fortælling bliver vi kun tilskuere til.

Mikkel Frey Damgaard er journalist og har blandt andet arbejdet med radioprogrammer for DR. Som sådan arbejder han rationelt med grundig research for at beskrive sin families historie, som særligt finder udtryk i farens, en 38-årig læges selvmord i 1986.

Mikkel Frey Damgaard er hårdt ramt af selvmorder, der skete, da han selv kun var otte år. Først som 38-årig har han endelig fået mod på overhovedet at forholde sig til faderen og familiens historie i det hele taget.

”Sørgekåben” er navnet på en sjælden dansk sommerfugl (Nymphalis antiopa), som faderen fangede som stor dreng og lod gå i arv til sine børn. Man kan sige, at bogen er som en sommerfugl, der basker med to forskellige vinger – den journalistiske og den personlige tilgang til sorgen, traumet og familiehistorien.

Fortielser og løgne

Bogen er farverig, men også flaksende. Den er velskrevet og velfortalt, men efter læsningen sidder man med en fornemmelse af, at den aldrig rigtig finder ud af, hvor den vil hen.

Journalisten gør meget ud af at dokumentere historien. Bogen har et appendix med familiefotos og faderens fabulerende fragmenter af digte og tegninger, som for at understrege, at netop denne version af familiens historie er den korrekte.

Sønnen fortæller sin og familiens livshistorie i et fremadskridende spor, som han hidtil har oplevet det i sit liv, og i et tilbageskuende spor, hvor han får gravet alle bedsteforældrenes fortielser og løgne frem i lyset.

Bogen indeholder stof nok til en privat familiekrønike og til flere gode romaner fra de foregående årtier. Men den ender mest af alt med at ligne en mappe med løse dokumenter, der er bundet sammen med et silkebånd og lagt ind i ... en sørgekåbe.

Indre dæmoner

Bogen handler om forfatterens rejse ind i familiens historie. Hans fars selvmord berørte ham dybt, og han har kæmpet en lang kamp med at skelne mellem sig selv og sin far. Det lykkes ham efterhånden at finde frem til, at selvmord ikke er en arvelig lidelse. Gradvis arbejder han sig frem til et livsmod, i takt med at han får beskrevet sin version af sandheden.

Det er også en fascinerende historie om en af ungdomsoprørets og BZ-bevægelsens glødende idealister, Stig Frey Jensen, som Mikkel Frey Damgaards far hed. Han bliver student (som den første i slægten) lige omkring 1968 og begynder både medicinstudiet og et stærkt engagement på den revolutionære venstrefløj. På et tidspunkt tager tosomheden over, og han finder ind i et middelklasseliv, som hans forældre kan acceptere. Men han kæmper stadig med sine indre dæmoner og bliver til sidst bortvist fra sin forskerstilling på Rigshospitalet. Kort efter bliver han skilt fra forfatterens mor, og få måneder senere begår han selvmord, stilfærdigt og omhyggeligt.

Bagtæppet for begge historier er hele tiden rækkehuset i Rødovre, hvor Stigs forældre boede hele deres liv, og den omhyggeligt tilrettelagte fortælling om en pæn familie med rødder i det bedre borgerskab. Især skildres Frey Damgaards oldefar som lidt af en helt og vist nok også frihedskæmper.

Mod slutningen af bogen når forfatteren så til den afgørende vending. Han får opsporet, at oldefarens historie gemmer på en hemmelighed, der har trukket spor gennem generationerne.

Løgnen, der aldrig blev talt om, har forgiftet familiens fællesskab og deres sind. Denne afgørende vending bliver som øjeblikket, hvor sommerfuglen bryder ud af sin puppe og kan begynde sit eget frie liv.

 

Selvmordets traume

Sørgekåben er en erkendelsesfortælling, et forsøg på at ny-fortælle sin families historie for at komme overens med sin egen livshistorie. Som sådan lykkes den vist meget godt for forfatteren, men vi andre sidder tilbage som tilskuere.

Det interessante for os som læsere bliver en lyst til at foretage en tilsvarende erkendelsesfortælling for vores egne liv. En freudiansk inspireret bearbejdning af mit liv, spejlet i min fars og forfædres liv.

Samtidig er der én gennemgående tanke, som ikke kan understreges tydeligt nok: At begå selvmord er at tilføje en familie et traume for livet. Stig Frey Jensens selvmord er ikke beskrevet som en ansvarlig handling, men som en sørgelig konsekvens af en periode med alvorlig psykotisk tilstand og ’et heftigt forfølgelsesvanvid, som kredsede om, at han blev overvåget’. Således bliver bogen også et stærkt argument for investeringer i stadig bedre psykiatrisk omsorg og behandling. Han var et spændende og begavet menneske, og hvis han var blevet rask, kunne det have haft stor værdi for både familien og samfundet.

Sært nok kommer alle de eksistentielle overvejelser aldrig i nærheden af nogen form for religiøsitet eller tro. Stigs marxisme har gennemfarvet familiens holdning til religion. Det nærmeste er den ofte gentagne beskrivelse af, hvordan Mikkels farmor forgudede sin søn, en afgudsdyrkelse, som ikke virkede sund for hverken mor, søn eller den skinsyge far. En forgudelse, som også var forgyldningen på den forløjede familiehistorie.

Ud af puppen

Sommerfuglen Sørgekåbe er dybviolet med klare blå prikker og en lys gul yderste kant. ”Men,” skriver Mikkel Frey Damgaard, ”de blå pletter og den gule kant vidner også om, at der findes noget andet under kåben.”

Den beskrivelse rammer også bogen. Der findes noget andet inde under den tunge historie. Håbet om forandring, forvandling … ja, opstandelse. Jeg læser bogen som beskrivelsen af den tid, hvor Mikkel Frey Damgaard spandt sig ind i en puppe af først den forløjede familiehistorie og derpå den sande. Nu håber jeg, at han kan bryde puppen og flyve ud. For der er ganske givet en forfatter skjult i ham, der kan mere end at skrive sin egen historie. Det bliver spændende, når han giver sin historie en almengyldig form, der kan åbne os andre for erkendelse og håb.

Gå på opdagelse i

folk&kirkes magasiner