Morten Pape: Guds bedste børn

Medrivende og skræmmende sand

Af Morten Miland, præst i Høje Gladsaxe

BOGANMELDELSE: Mortens Papes roman er svær at komme sig over. Den viser, at menneskers sociale og eksistentielle problemer er så komplekse og indviklede, at vi ikke kan løse problemerne, kun følges ad et stykke af vejen for at muliggøre tro, håb og kærlighed.

Når alt det, der kan gå galt, er gået galt – hvad er der så tilbage? Morten Pape tager en lille, beskidt forbrydelse og udfolder den til en symfoni uden lige. Amagerbro, Christiania og Sundby – hashhandlere, avisbude, gravide teenagere – det er, hvad der skal til for at fortælle en af de store historier om skyld og skæbne, tilgivelse, kærlighed og familie. Små, marginaliserede mennesker lever store, overvældende liv, og hvor deres liv mødes, slår det gnister af fortvivlelse og håb. Måske er de virkelig ”Guds bedste børn”?

Jeg er ikke rigtig kommet mig over læsningen af ”Guds bedste børn”. Jeg er faktisk i tvivl, om jeg nogensinde kommer over den. Det er en af de bøger, der bliver hos læseren. Personerne i den bliver en del af dit eget liv, deres smerte bliver din, og du fortvivles over deres dårlige valg i livet og de katastrofer, der rammer dem uforskyldt. Samtidig sidder man tilbage med en følelse af at have været med til noget stort. Da alt er gået galt, er der kun håbet og kærligheden tilbage. Og det er ikke så lidt endda.

Morten Pape brød igennem i 2015 med ”Planen”, en autofiktionsskildring af forfatterens egen opvækst i Urbanplanen på Amager. Denne gang tager han udgangspunkt i et drab i 2008, som en af hans kammerater var indblandet i. Herfra digter han sin egen tragedie om, hvordan en forbrydelse påvirker de mennesker, der rammes af den.

Brødrene Vold

Avisdrengen Zeki på 16 sidder og spiser pizza på en trappesten sammen med sin ven Jamil, da en sort bil kører forbi flere gange. I bilen sidder fætrene Mickey og Simon på 15 og 17 år, også kaldet ”brødrene Vold”. De synes, de to andre kigger for meget på dem, så de står ud af bilen med en kødhammer og en fastelavnskølle. ”Skal du smage battet, dit perkersvin?” spørger Mickey. Zeki bliver ramt i hovedet af Mickeys kølle og dør næste dag.

I fire dele følger vi drengene og deres familier, som deres skæbner væver sig ind og ud af hinanden.

Jamil møder vi i dagene omkring dødsfaldet, hvor Zekis kammerater giver ham skylden for ikke at have forsvaret sin ven. Hans smerte bliver vores.

Simon kommer hurtigt ud af fængslet, fordi han er villig til at vidne om den bande pushere, der ledes af fætrenes onkel, Keller. Selv om han plages af frygten for hævn og af flashbacks til retssagen, kæmper han for at etablere et nyt liv på Falster med kæresten Freja og deres nyfødte tvillingedrenge, så de kan få et andet liv end deres far. Hans håb forplanter sig til læseren.

Mickey skildres i den sikrede ungdomsinstitution, han til sidst flygter fra. Sjældent har man oplevet en så troværdig beskrivelse indefra af en dybt afstumpet og skadet person. Hans magtesløshed kryber ind under huden.

I den sidste del følger vi igen Jamil, da han bliver udskrevet fra psykiatrisk afdeling, hvor han har været flere år med PTSD, angst og depression.

Hele tiden er drabet på Zeki nærværende. Vi får forhistorie nok til at se, hvordan det næsten måtte ske, og vi ser følgerne brede sig som ringe i vandet. Hele tiden er der en undertone af medfølelse, som viser, at hver af drengene i et vist omfang både er offer og gerningsmand.

Guds allerkæreste børn

Historien foregår blandt mennesker, som altid bliver peget ud og set ned på. De får ikke eksamen, enkelte kan dårligt læse, deres arbejde og økonomi går under skattevæsenets radar (men ikke politiets) – og alligevel er de mennesker, personer med format og følelser og et stærkt indre liv.

Jeg har været præst i et socialt boligbyggeri i mange år, så ingen af begivenhederne overrasker. Som regel møder man dem bare spredt ud over mange forskellige personer. Drengen med en ubehandlet ADHD, der drøner rundt fra skole til specialklasse til ’Staden’ – og hans mor, der med sprut og piller og skiftende kærester forsøger at dulme sin afmagt og skam over at være en dårlig mor. Teenageparret, der vælger at få deres tvillinger og kæmper for at opdrage dem på bistand. Livet på kanten af en narkohandlerbande, som man så gerne vil fri af uden at kunne, et liv der kun bliver til at holde ud ved tilstrækkeligt meget hash eller øl. Den blide, begavede indvandrerdreng, der tidligt bliver knækket af sin fortvivlede fars vold mod familien, og mange, mange flere.

Alligevel bliver titlen ”Guds bedste børn” ved at hamre igennem bogen som en undertone. En frase, vi normalt kun hører med et ’ikke et af…’ foran. Her opholder vi os hele tiden hos de små, der efter sigende er ’de største i himmeriget’. Her lever man konstant i den magtesløshed, hvor Gud siges at være stærkest. Er titlen ironisk, eller handler historien faktisk om Guds bedste børn? De børn, Gud ikke kan tage øjnene fra, dem der har allermest brug for hjælp, dem der har fået allermindst kærlighed. ”Guds bedste børn” betyder måske hans allerkæreste børn?

Kirkeåret og livet

Bogens store begivenheder beskrives overraskende ofte i relation til kirkeårets højtider. Drabet, der er nøglen til historien, foregår i pinsen. Mickey, den mest håbløse af drengene, har en juleaften sin bedste mulighed for at ændre livets retning – og taber den på gulvet. Simon tager en livsforandrende beslutning på første søndag i advent. Det er, som om kirkeårets rytme bliver et udtryk for livets underliggende mønstre.

I fængslet sidder Simon og grunder over en rød ordbog. Her møder han ord som anger, brøde og forsoning. De giver genklang i ham og kalder på ham som muligheden for en anden tilværelse. Mickey møder i ungdomsfængslet læreren Eskild, der ser og anerkender ham – og Eskild viser sig at være forhenværende præst og fører lange samtaler med Mickey om skyld og tilgivelse.

På forsiden af bogen ser vi avisdrengenes tomme trækvogn. Dens håndtag med tværpinden rager op over bogtitlen som et … kors. Selv uden mine teologiske briller er det uskyldige offer, hvis liv forandrer alle andres, bogens røde tråd.

Forfatteren er uddannet i film- og medievidenskab og som manuskriptforfatter. Det fornægter sig ikke i fremragende troværdig replikkunst og medrivende opbyggede handlingsforløb.

Men bogen er alligevel netop en roman, der danner billeder på din indre billedskærm, som ikke kunne skabes på det store lærred. Indlevelsen i personerne er på et meget højt niveau, og de er stærkt troværdige. Lysende fremstår især Freja, Simons kæreste, og Jamil, den varme, intelligente og kærlige dreng, der aldrig fik muligheden for at blive den, han inderst inde er.

Problemer,
der ikke kan løses

Hvor er det fint at læse en bog, der foregår i ’underklassen’ uden at fremstille middelklasse-parcelhuslivet som ’normalen’, alle bør nå hen til og sande til i. Mennesker som Guds bedste børn i bogen er alt for ofte nogen, vi taler om, men ikke når at leve os ind i.

Som konsulent for kirkens sociale arbejde sidder jeg tilbage med et lærestykke: Menneskers sociale og eksistentielle problemer er så komplekse og indviklede, at vi ikke kan løse problemerne, kun følges ad et stykke af vejen for at muliggøre tro, håb og kærlighed.

Modsætningen hertil er den sataniske skikkelse, pusheren Keller. Han samler en stamme om sig som de tidlige jæger/samlere og påminder dem konstant om indbyrdes loyalitet – fællesskab kommer af at have en fælles fjende. Det er et stærkt modbillede. Skræmmende stærkt.

Når alt, hvad der kan gå galt, er gået galt – hvad er der så tilbage? Mennesker. Kærligheden i dem og mellem dem – og Guds kærlighed til netop dem, om hvem andre vil sige, at de ikke er Guds bedste børn. Den kærlighed er så stærk en undertone i en historie, der på overfladen emmer af vold og misbrug, at man sidder tilbage med håbet og drømmen om et rige, hvor det bliver anderledes. Tak for bogen, Morten Pape.

Gå på opdagelse i

Andre magasiner