Svend Brinkmann: Hvad er et menneske?

Skønlitterær topstyring

Af Kristian Tvilling, præst i Virum

BOGANMELDELSE: Som roman betragtet er Svend Brinkmanns nye bog et irriterende makværk. Den dannelsesfilosofiske gennemgang er til gengæld glimrende, når man lige ser bort fra hans meget lidt avancerede behandling af homo religiosus.

Svend Brinkmann var egentlig i gang med at skrive en fagbog om menneskebilleder, fortæller han i forordet. Den skulle handle om forskellige filosofiske og videnskabelige perspektiver på, hvad et menneske er for en størrelse, men af forskellige grunde valgte han undervejs at skifte stilart fra fagbog til roman. Det skulle han aldrig have gjort!

En god roman forholder sig nysgerrigt og åbent til sine karakterer og undersøger, hvad der sker i mødet med andre. Man lærer dem at kende på samme måde, som man lærer virkelige mennesker at kende, og oplever det, som om det er karaktererne og ikke forfatteren, der driver handlingen frem. Forsøger forfatteren lidt for håndfast at styre og tvinge sine karakterer, mærkes det med det samme, og karaktererne bliver utroværdige.

Og Brinkmann styrer og kontrollerer sine karakterer med særdeles hård hånd. Det gør fiktionen i romanen til en gang tynd, men ulidelig romanfernis, der er smurt ud over nogle ellers interessante tekster, der skal give læseren en indføring i de filosofiske aspekter ved det at være menneske. Den fiktive handling er udelukkende til for at demonstrere, hvordan Brinkmanns filosofiske gennemgange kan udmønte sig i praksis, og det gør både dialog og handlingsforløb tungt og fortænkt. Det kunne fx have været sjovt, hvis dele af handlingen havde udfordret filosofien i stedet for blot ensidigt at agere spejl for den.

Faktisk ligner samtlige karakterer i bogen Brinkmann til forveksling – undtagen hovedpersonen Andreas’ mor, der til gengæld næsten heller ikke optræder i romanen, undtagen når hun er virkelig irriterende og taler løs om vitaminer og kropsscanningsøvelser. Til sidst finder Andreas dog ud af, at hun er god nok alligevel. Det kan man nemlig godt være uden at ligne Brinkmann – bare man mener det godt.

Irriterende kæpheste

Et andet irritationsmoment ved bogen er, at Brinkmann tilsyneladende er fuldstændig ude af stand til lægge en dæmper på sine egne kæpheste, som vi kender dem fra hans tidligere bøger. Det gælder fx næsten hver eneste gang, en computer, en tablet eller en smartphone nævnes i forbifarten. Straks føler Brinkmann sig kaldet til at levere et lille belærende foredrag om, at elektroniske hjælpemidler skam både har gode og dårlige sider.

Det går allerede helt galt i prologen, hvor Brinkmann roder sig ud i en nærmest endeløs (sådan føles det) tirade om alle de tidstypiske buzzwords, som han elsker at hade. Blandt meget andet skælder han ud på mindfulness, organisationsudvikling, meditation, at ”mærke sig selv”, at ”lære sig selv at kende”, at ”få mere selvværd”, at ”identificere egen læringsstil”, stræben efter at være den bedste, målinger, evalueringer, synlig læring. Og så videre. Til sidst må han afbryde sig selv for overhovedet at komme i gang med fortællingen, og derfor skriver han: ”Det tænkte Andreas ikke på i toget”. Nej, det gjorde Andreas ganske givet ikke, men det gjorde Brinkmann helt tydeligt. Og i denne roman har personernes tanker kun interesse, hvis de tænker det samme som Brinkmann. Det er skønlitterær topstyring.

Brinkmann er med andre ord ikke nogen romanforfatter, og som roman betragtet er ”Hvad er et menneske?” et makværk, hvor man under læsningen næsten kan blive fristet til at ty til mindfulness og meditation for at dæmpe sin egen irritation. Men når det er sagt, så er den filosofiske del af bogen glimrende, og den vil med fordel kunne bruges i undervisningen i folkeskolen og måske endda i gymnasiet, hvor den kan agere springbræt for filosofiske og navnlig etiske diskussioner.

I romanen følger vi vores unge helt, Andreas, som hele sit liv har været plaget af angst og nu også har fået diagnosen depression. Han har svært ved at relatere til andre mennesker, fordi han altid selv føler sig forkert. Som terapi bliver han sat til at kigge ind i sig selv. Han har gået i psykoterapi, fået lykkepiller, lavet meditation, og han skal lave daglige kropsscanningsøvelser. Han skal finde ud af, hvem han selv er – og derefter bare ”være sig selv”. Alt det, Brinkmann foragter – og derfor er der selvfølgelig heller intet af det, der virker det mindste. Det gør kun alting værre.

Brinkmanns terapi

Men heldigvis bliver Andreas nu udsat for Brinkmanns terapi: Hans farmor, Anna, sender ham ud på en dannelsesrejse. Egentlig var det meningen, at de to skulle af sted sammen, men da Anna bliver alvorligt syg og kommer på hospice, må Andreas tage af sted alene – dog ledsaget af et manuskript med titlen ”Hvad er et menneske?”, som han læser undervejs.

For hvert stop på rejsen er der et tilhørende kapitel i manuskriptet, og turen går til Lascaux-hulerne, Rom, Firenze, Prag, Berlin og København, mens Andreas læser om ‘Det biologiske menneske – homo sapiens’, ‘Det fornuftige menneske – homo rationalis’, ‘Det følsomme menneske – homo sentimentalis’, ‘Det sociale menneske – homo socius’, ‘Fremtidens menneske – homo futuris’ og ‘Det troende menneske – homo religiosus.

Undervejs oplever Andreas befrielsen ved ikke at skulle blive den bedste udgave af sig selv, men i stedet slet og ret blive et menneske. Angsten og depressionen slipper gradvist sit tag i ham, og han får både en ven og en kæreste, hvilket ikke har været muligt for ham tidligere. Fortællingen er hele tiden hårdt styret og kontrolleret af Brinkmann, der derved får vist, at hans filosofiske dannelsesterapi virker langt bedre end de terapiformer, der typisk benyttes i dag.

Men da han kommer til det sidste kapitel, ‘Det troende menneske – homo religiosus’, viser det sig desværre, at han ikke har ret meget at sige om tro, og den smule, han har at sige, virker temmelig forvirret.

Formålet med rejsen er nemlig det dannelsesterapeutiske, at man kun bliver sig selv ved at rette blikket mod det, der er forskelligt fra en selv. Man skal være optaget af andre mennesker og lade sig gribe af kunst, kultur og historie i stedet for at pille sig selv i navlen. Kort sagt: Man skal forsøge at blive menneske i stedet for at være så optaget af blive sig selv. Og det er her, Brinkmann er stærkest. Det er en væsentlig pointe for unge mennesker at få med, specielt i en tid, hvor de hele tiden bliver målt og vejet, testet og evalueret, indtil de bliver tilpas belastet af det – og så er det, at de bliver sat til at se ind i sig selv. Men hvem siger, at det hjælper at se ind i sig selv, når nu problemet kommer udefra? Mon ikke løsningen så gør det samme? Hvad nu, hvis sandheden om en selv ikke skal findes inde i en selv, men er noget, der opstår i samspil med omverdenen?

Religiøs forvirring

Brinkmann slipper fint af sted med de filosofiske tekster i de første fem kapitler, der i det store og hele er et opkog af hans tidligere bøger. Men da han kommer til det sidste kapitel, ”Det troende menneske – homo religiosus”, viser det sig desværre, at han ikke har ret meget at sige om tro, og den smule, han har at sige, virker temmelig forvirret. Allerede kapitlets titel viser, at han uden videre sætter lighedstegn mellem tro og religion. Og det er problematisk, hvilket også viser sig ved, at det får ham til at modsige sig selv.

En tro er en tydning af tilværelsen, og den kan så involvere en Gud eller ej. På spørgsmålet om, hvorvidt Gud er virkelig, findes der grundlæggende tre mulige svar: ”Ja”, ”Nej” og ”Ved ikke”. De to første er udtryk for en tydning af tilværelsen og er som sådan et trosudsagn: ”Jeg tror på, at der findes en Gud” eller ”Jeg tror på, at der ikke findes en Gud”). Derfor er både kristendom og ateisme udtryk for en tro – den ateistiske tro er bare ikke religiøs. Kun det tredje standpunkt, ”Ved ikke”, som svarer til det, man kalder agnosticismen, er ikke et trosudsagn, fordi man netop ikke tager stilling.

Først argumenterer Brinkmann fejlagtigt for, at ateisme ikke er en tro, hvilket enten kan skyldes en sammenblanding af ateisme og agnosticisme, eller simpelthen, at han tænker, at tro og religion er det samme. Begge dele er lige galt, hvilket han muligvis også selv fornemmer. I hvert fald argumenterer han umiddelbart efter for, at en tro ikke nødvendigvis behøver at være religiøs. Nu hedder det pludselig, at tro fx også kan handle om at være tro mod en etisk fordring.

“Gammelfar i himlen”

Ved Annas bisættelse viser det sig til alles overraskelse, at hun inden sin død har haft flere samtaler med præsten. Hun har meldt sig ind i folkekirken, som hun ellers havde været udmeldt af længe – og så kommer guldsætningen: ”Ikke fordi hun havde ’troen på gammelfar i himlen’, som præsten formulerede det”. Siger det noget om Brinkmanns ikke særligt avancerede syn på, hvad kristendommen går ud på? Det tror jeg. Personligt kender jeg ikke én eneste præst, som har ”troen på gammelfar i himlen”. Gud er i kristendommen ikke et overnaturligt væsen, men noget radikalt andet end skaberværket, som han på én gang gennemsyrer og står uden for. Fordi Gud overstiger vores erfaringsverden, sprænger han også vores sprog, og det er derfor, vi er henvist til at tale i billeder, når vi taler om Gud, og eksempelvis tale om en ”han” eller en ”far”. Det tætteste, vi kan komme på en definition på Gud, er, når der i Det Nye Testamente står ”Gud er ånd” og ”Gud er kærlighed” – og det er jo noget ganske andet end ”gammelfar i himlen”.  Brinkmann lader Andreas stille det lidt diffuse spørgsmål om, hvorvidt man kan tro på noget uden helt at vide, hvad det er. Og man er i hvert fald ikke i tvivl om, at Brinkmann ikke helt ved, hvad det er, man tror på i den kristne tro.

Som formidler af filosofiske og etiske tanker er Brinkmann på de fleste punkter fremragende, men når det handler om tro, bliver det ganske enkelt for tyndt. Værst er det dog, at han som romanforfatter i uhyggelig grad viser sig som det kontrollerende menneske – homo imperans.

Gå på opdagelse i

Andre magasiner