Dorthe Nors: Kort over Canada

Udfoldede øjeblikke

Af Camilla Munch, præst i Vangede Kirke

BOGANMELDELSE: Dorthe Nors skriver om ensomme og famlende mennesker, der aldrig kan slippe af med sig selv, og hun er hård som flint. Det er overraskende opløftende.

Jeg tænker, at de fleste kender det. At man pludselig bliver opmærksom på parret, der ude at handle fylder bunker af varer i indkøbsvognen helt uden at ænse hinanden. Eller at man får øje på en ældre mand, der velklædt med en buket og et mat udtryk ser ud, som om han er på vej til en aftale, han helst var fri for. Eller at man smiler ved sig selv, når sidemanden ved en frokost detaljeret beretter om sin kats tanker og følelser. Fordi man bag hver iagttagelse, hvert øjeblik, aner en historie, der venter på at blive foldet ud.

Dorthe Nors skriver dem, de historier, der må være bagved. Novelle på novelle i samlingen ’Kort over Canada’ bliver på den måde et gensyn med mennesker jeg har mødt, eller måske ikke mødt sådan rigtigt, men alligevel synes jeg kender eller genkender. Og indimellem også et kig ind i mig selv.

I ’Kort over Canada’ er ingen af personerne rigtig sympatiske, hvilket kunne være deprimerende, men hos Dorthe Nors bliver det opløftende, at det i livet, som aldrig når en statusopdatering, pludselig kan ses foldet ud.

Ifølge omslaget rummer novellesamlingen fortællinger om mænd og kvinder, sammen og hver for sig, men aldrig rigtig forventningsafstemte. Det tror jeg ikke er Dorthe Nors ord. Det er, som om hun skyr de glittede manualord, man f.eks. kender fra MUS-samtaler, og det er en stor charme ved hendes bøger, at sproget konstant farer omkring uden at fare vild – og uden at historierne bliver diffuse af det.

Som i ’Kaprifolium’, hvor man rodes ind hovedpersonens tanker om kæresten, den næsten blinde Anette med det tilbagetrukne ansigt: Det gjorde heller ikke noget, at han kun var en tåge på hendes halvdøde nethinde. På den måde var han fri for at blive vurderet på sine grimasser. Det var en opløftende tanke, og den fik ham til at lægge benene over kors på det sæde i linje 8, hvor gangbesværede skulle sidde, og hvor en oversminket pige engang havde fået ham til at rejse sig ved at hævde, at hun var semiotiker og træt i benene.

Foto: Petra Kleis

Fejlplacerede mennesker

Som præst er jeg altid på jagt efter små historier, som kan bruges til oplæsning. Længdemæssigt er novellerne her perfekte, men jeg kan ikke forestille en situation, hvor jeg tænker de ville være egnede. Måske fordi det ikke er fortællinger om noget, men om nogen, der synes både private og bekendte. Og når det er sagt, er jeg vild med novellerne.

Jeg er i godt selskab gennem samlingens kun 136 sider, hvilket er underligt, for som nævnt er ingen af personerne egentlig tiltalende. Oven i det er stemningen i de korte noveller utryg og en smule klaustrofobisk, om det gælder manden, der ligger i et jagttårn med en forstuvet fod, eller pigen, der føler sig trængt gennem hele novellen ’Kummefryseren’. Det er jævnt hen ubehageligt, utrolig genkendeligt og virkelig underholdende.

Det er ikke let at gengive handlingerne i de 14 noveller – syv med en mandlig hovedperson, syv med en kvindelig. Dorthe Nors skriver selv om novellesamlingen, at hun vil beskrive mennesker, der er løsrevet fra det sted, de hører til, fejlplacerede, og om deres længsel.

Det gør hun blandt andet ved at flytte dem frem og tilbage, også i tid. Erindrings-nu’er, en savnet eller frygtet fortid, trænger sig på, bryder ind i nutiden og hiver steder og mennesker med. Derved får de korte historier elegant en tidsmæssig udstrækning langt ud over, hvad der synes muligt på bare seks sider.

Følelsesmæssigt involveret

Handlingen er heller ikke ret afgørende for, hvad der bevæger læseren i novellerne. Til gengæld genkender jeg den uro, hun beskriver, trangen til at ville være flere steder samtidig, som et gennemgående vilkår for mennesker i dag.

Men styrken i noveller er stemningen. Dorthe Nors evne til at fange stemningen – og fange os med den – er er en af de fineste grunde til at læse novellesamlingen. Ens sanseapparat bliver masseret, og man overraskes over at blive så følelsesmæssigt involveret i personer, man kun er sammen med på seks små sider. Og hun er hård som flint, Dorthe Nors, når hun skriver sine læsere ind i deres hovmod, fejhed, hævngerrighed, selvoptagethed – og alt det andet, som man ellers har mest lyst til at tage afstand fra.

Som læser bliver man inviteret, og går gerne med, uanset om man skal kravle op i et jagttårn i et tusmørkelandskab, gå ned i en krypt i London eller tjekke ind på et hotel i Minnesota, for at se, hvad der bliver af ens ensomme og famlende med-mennesker, der aldrig rigtig kan slippe sig selv (eller slippe af med sig selv).

Jeg håber, at Dorthe Nors skriver flere noveller. For jeg vil glæde mig til igen at møde mig selv – og dem jeg kender og genkender, i hendes fabulerende fantasi. På sin vis håber jeg ikke, at det bliver mig, hendes blik falder på i Bilka eller i bussen, for det er jeg ikke sikker på at min forfængelighed kan holde til. Til gengæld vil jeg selv prøve at se en ekstra gang på dem, jeg kun kort lader blikket falde på, for at se, om en fortælling skulle dukke op.

Gå på opdagelse i

Andre magasiner