Jens Christian Grøndahl: Inde fra stormen

Vi skaber selv vores uvejr

Af Aske Emil Olsen, præst i Avedøre Kirke

BOGANMELDELSE: Livet gør ondt. Vi ender altid med at såre hinanden, men det er en trøst, at det er den bagvedliggende kærlighed, der får det til at ske. Det har Jens Christian Grøndahl skrevet en vedkommende og velskrevet bog om.

En storm opstår, når kulde og varme mødes. Og de kontraster, der opstår imellem os og de mennesker, vi lever vores liv med, er dem, der kaster os ud i vort livs værste uvejr. Men det er også der, vi kan rykke os og være noget for hinanden. I ’Indefra stormen’ følger vi et menneske, der oplever rigeligt med stormvejr – skilsmisser, cokepsykoser, demens. Men som netop deri finder frem til, hvad der er vigtigt i livet.

De litterære kvaliteter i Jens Christian Grøndahls nye bog er ikke til at tage fejl af. Sproget er malende, sikkert og ikke mindst sjovt. Grøndahl er uddannet som filminstruktør, og det ses tydeligt i hans evne til at male personerne frem, hvad end det er en frelst økologisk landmand eller en nidkær litterat.

Grøndahl skildrer realistisk det tvetydige ved de mellemmenneskelige relationer, der aldrig bare er rent sort-hvide, men som ofte udleves i grålige omskiftelige nuancer, og det er særligt her, bogen bliver interessant.

Fortidens skelsættende valg

Vi følger forfatteren Adam Huus, der har et langt forfatterskab bag sig, og som så småt er ved at indse, at der nok ikke bliver føjet flere bøger til. I bogens begyndelse er han på vej med sin kone op til sin demente svigerfar i Jylland. Turen bliver dog afbrudt af et opkald fra en veninde til Adams datter, Rebecca, som han har fra et tidligere forhold, og som han ikke har hørt fra i fem år. Veninden fortæller, at datteren nu sidder i lufthavnen i Beograd, hvor hun er overbevist om, at nogen forfølger hende.

Adam beslutter sig for at tage til Kastrup Lufthavn for at hente sin datter, som han enten må hente eller få til at flyve tilbage til Danmark. Undervejs på turen fører Adams tanker os igennem fortidens mange skelsættende valg, som har bragt ham derhen, hvor han er i dag.

Vi genoplever Adams møde med sin nuværende kone og bruddet med Rebeccas mor. Vi ser, hvordan hans venner vælger ham fra, og hvordan han selv svigter sin forlæggerven Eskild, da denne trækkes igennem en #Metoo-skandale. Og da det virker, som om det værste stormvejr er drevet over, så indskriver Adam også sig selv i en #Metoo-skandale ved en henkastet bemærkning.

Der er meget, der stormer og raser i bogen, men Adam Huus bevæger sig roligt igennem sin eksistentielle tumult og levner plads til filosofiske refleksioner over både kærlighedens og bevidsthedens væsen.

Kærlighed gør ondt

Bogen giver en ærlig præsentation af den menneskelige tilværelse. Vi mennesker lever vores liv op og ned ad hinanden, og vi kommer indimellem til at såre dem, som vi holder allermest af – det er nærmest uundgåeligt. Det ser vi igen og igen i bogen, men det gør den hverken kynisk eller pessimistisk i sit menneskesyn. For bag hvert et svigt og hver en sårende handling står der et helt og komplekst menneske, og derfra skinner kærligheden igennem. Og det er bogens sande force.

Det gør ondt at se et elsket menneske glide bort foran en, når demensens tågede slør sænker sig over dem. Det gør ondt, når folk dør. Det gør ondt, når forhold går i stykker. Det gør ondt, når venner glider væk fra en. Men gennem bogen fornemmer man trøsten i, at det er den bagvedliggende kærlighed, der er skyld i, at det gør ondt.

Uden at afsløre for meget kan man fremhæve de udfordringer, bogens karakterer oplever i forbindelse med deres rolle som fædre. Adam ærgrer sig over, at han ikke længere kan tale med sin søn. Han overbeviser sig selv om, at han har fejlet som far, selvom han har været fysisk til stede og stået og frosset på sidelinjen til adskillige af sønnens fodboldkampe uden at forstå de basale regler. Adam bærer på skyld og skam fra mange af sine relationer, men i forholdet til sønnen, der forløses det hele, da faren og sønnen endelig får talt sammen. For sønnen havde slet ikke et behov for, at faren rent faktisk interesserede sig for fodbold, det var nok, at han bare stod der kamp efter kamp.

Vi møder også en anden far, der ofrer sig selv for at redde sin datter fra at give afkald på det liv og den karriere, hun er så godt i gang med. Men selvom han gør det af den bedste mening, så ender det alligevel med, at datteren må ofre karrieren – nu har hun bare mistet sin far også.

Og sådan er det. De mennesker, vi tør holde af, ender altid med at såre os før eller siden. Det gør ondt at se et elsket menneske glide bort foran en, når demensens tågede slør sænker sig over dem. Det gør ondt, når folk dør. Det gør ondt, når forhold går i stykker. Det gør ondt, når venner glider væk fra en. Men gennem bogen fornemmer man trøsten i, at det er den bagvedliggende kærlighed, der er skyld i, at det gør ondt.

Jens Christian Grøndahl (Foto: Lærke Posselt)

Skaber selv vores uvejr   

Hvor stammer de fra, alle disse problemer? Trækker stormen bare ind over os, eller udgår den fra os?

Grøndahl holder på det sidste: Vi skaber tit selv vores livs uvejr. ”En hvirvelvind tog mig og førte mig med sig, og det er allerede løgn, for det var jo mig, den kom ud af, jeg havde selv sat den i gang.”.

En af de storme, som persongalleriet i romanen selv sætter i gang, er den #Metoo-skandale, der involverer en forlægger og en forfatter, og som sidenhen også indfanger bogens hovedperson. Men bogen formår at bevare overgrebsmændenes menneskelighed, så man stadig holder af dem og ikke bare ser dem som monstre. Og deres familie og venner står tilbage og undrer sig over, hvordan folk de kender og holder af, pludselig kan være omdrejningspunktet i sådan en skandale – ganske som det må være tilfældet i virkeligheden.

En misundelsesværdig karriere kan smuldre i løbet af den korte tid, et overgreb tager, men livet fortsætter alligevel – og der er nogle gange stadig tid og plads til smil, nærvær, rødvin og bøger og til at svigtede relationer kan genoptages igen.

Verdensomvæltende trivialiteter

Skilsmisser, cokepsykoser og overgreb er trivielle. Den slags ting foregår hver eneste dag, men for dem der lever i det, er det verdensomvæltende, og intet menneske går igennem livet uden at opleve følelsen af at have stået på kanten og stirret ned i en afgrund.

Det hele går ikke op i en højere enhed og ender lykkeligt, for karakterne og romanen drager ikke endegyldige konklusioner, men sådan er livet, det fortsætter, hvad end vi vil det eller ej. Selvom det hele ramler, så fortsætter livet ufortrødent, og det eneste vi kan gøre er at spænde bæltet og klare det, vi møder, så godt vi kan.

Gå på opdagelse i

Andre magasiner