Har du en anden kandidatgrad end teologi, kan du ansøge, om at gennemføre et teologisk efteruddannelsesforløb, som giver dig adgang til at søge præstestilling på lige fod med teologiske kandidater. Ordningen er midlertidig og bliver evalueret i 2030.
Efteruddannelsesforløbet fastlægges i en individuel uddannelsesplan, der udarbejdes for hver ansøger på baggrund af dennes kompetencer og kvalifikationer. Der er ikke tale om en selvstændig uddannelse, men et efteruddannelsesforløb sammensat af fag, som allerede udbydes på teologistudiet.
Fagene sammensættes af et rådgivende udvalg efter ansøgning til Kirkeministeriet, og man skal selv søge optagelse på universiteternes enkeltfagsudbud, den såkaldte 'tompladsordning'.
Uddannelsesforløbet svarer til 2½ års fuldtidsstudie. Undervisningen foregår i dagtimerne, og man følger de almindelig hold på teologistudiet på Københavns eller Aarhus Universitet.
Paragraffens ordlyd
§ 1 a. Kirkeministeren kan efter anmodning give en person, der ikke opfylder betingelserne i § 1, stk. 1, men som har bestået kandidateksamen ved et dansk universitet eller en anden offentlig anerkendt udenlandsk eksamen på kandidatniveau, og som har bestået et af kirkeministeren individuelt sammensat teologisk efteruddannelsesforløb på baggrund af ansøgerens forudgående kompetencer og kvalifikationer, tilladelse til at søge præstestillinger i folkekirken.
Stk. 2. Kirkeministeren nedsætter et rådgivende udvalg, der skal afgive indstilling til kirkeministeren om sammensætningen af det teologiske efteruddannelsesforløb i henhold til stk. 1.
Stk. 3. Kirkeministeren fastsætter nærmere regler om krav til det teologiske efteruddannelsesforløb nævnt i stk. 1 og om det rådgivende udvalg nævnt i stk. 2, herunder om udvalgets sammensætning, virke og kompetence til at fastsætte kriterier for indstilling.
Læs også paragraffen på Retsinformation.dk.
Læs mere
Hvis du er interesseret, kan du læse mere på Folkekirkens Intranet.
Der kan du både finde svar på en række ofte stillede spørgsmål og søge om forhåndsgodkendelse.