Solen er ligeglad med corona

Andreas Lindbjerg Nielsen

Der er håb i det fællesskab, som afmagten skaber og i påskens fortælling om opstandelsen, siger hospitalspræst Lotte Mørk.

Covita!

Det lyder lidt spøjst. Som en eksotisk ferieø. Eller måske en helsedrik. Men det er det ikke, faktisk kunne det ikke være længere fra. Det er Rigshospitalets nyoprettede intensivafdeling for nuværende og kommende COVID-19-patienter.

Lotte Mørk er hospitalspræst på stedet, og modsat hvad man kunne forledes til at tro af de mange gule nyhedsbjælker for tiden, så har hun endnu ikke haft ekstraordinært travlt med coronapatienter og deres pårørende endnu. I hvert fald ikke med sjælesorgsarbejdet, som lige nu foregår digitalt over Facetime. Ligesom mange læger taler hun om en slags stilhed før stormen. Og hvis – eller når – afdelingen begynder at blive fyldt op, må Rigets fire præster tage sig af de personlige besøg – selvfølgelig iklædt værnemidler.

At der endnu ikke har været et markant større behov for sjælesorg, sammenligner Lotte Mørk med en situation, hun ofte er vidne til i sit arbejde; den, hvor en patient går igennem et alvorligt sygdomsforløb.

- Når man har fået beskeden om, at man har en livstruende sygdom, så går man i kriseberedskab. Det hele er surrealistisk. Når så behandlingen går i gang, fokuserer du hundrede procent på den, og der er typisk så meget tryk på, at man kun akkurat hænger i med neglene. Men når du kommer ud på den anden side og bliver sendt hjem, forhåbentlig rask, så er det, at den eksistentielle tomhed melder sig, fortæller hun.

Som samfund befinder vi os derfor midt i behandlingen nu. Vi er alle sammen nærmest manisk optaget af kuren (bliv hjemme, hold afstand, vask dine hænder, host ned i ærmet), af statsministerens næste pressemøde (hvad bliver det næste tiltag?), af udviklingen i grafen (er vi stadig i den grønne kurve?). Derfor har vi heller ikke haft tid til sådan for alvor at lade det hele synke ind og reflektere over det. Hvad sker der lige? Hvad gør det ved mig, ved os?

- Den slags eksistentielle spørgsmål, tror jeg, vil trænge sig mere og mere på efterhånden som coronapandemien tager til. Og ikke mindst efter, når tomheden indfinder sig. Og så må vi være klar til at støtte hinanden, det er ikke kun en opgave for os præster, siger Lotte Mørk.

Afmagtens fællesskab 

Det er sjældent, at folk bruger ordet plage i dag. Medmindre man hentyder til en meget irriterende person, eller at der er noget, der nager en.

Lotte Mørk er ikke bange for at bruge ordet om den pandemi, der raserer vores globale samfund lige nu. Ikke i en gammeltestamentlig forstand, hvor plagerne var Guds straf over mennesket og derfor både havde en mening og en årsag. Men i den forstand, at det er en personlig plage, som sniger sig ind på os hver især – nogle mere end andre, selvfølgelig.

- Coronapandemien har sneget en stille angst i vores liv. Pludselig går det op for os, at det faktisk kan ramme os alle. Og det, som den personlige plage gør ved os, er, at den pirker til meningsløsheden. For hvad er det hele egentlig værd, hvis en virus kan kaste hele vores civilisation ud i kaos og ændre vores daglige liv med et fingerknips?

Det er ikke nyt for hospitalspræsten at tale om meningsløshed. Den mærker hun dagligt i sit arbejde med syge og pårørende, hvor døden og lidelsen altid er tilstede. ”Hvorfor skulle det netop overgå mig,” som der står enten på eller imellem alle linjerne i den gæstebog, som ligger i Rigshospitalets lille kirke, lige overfor Lotte Mørks kontor. Men selvom det er oplagt at tale om hospitalet som lidelsens hus, så er der masser af lys, glæde og håb – altsammen på trods. Midt i meningsløsheden.

Lotte Mørk fortæller om en ung kvinde, der var uhelbredeligt syg. Det gik ned ad bakke med behandlingen, og en aften, da hun fuldstændig havde opgivet håbet, kom der en natsygeplejerske ind på stuen. Den unge kvinde fortalte, at hun ikke kunne holde modet oppe længere, at hun havde opgivet al håb. Sygeplejersken tog patientens hånd og sagde “Læg dig bare lidt tilbage, så holder jeg håbet for dig imens”.

- Det er en historie, jeg holder meget af at genfortælle, for den siger i virkeligheden alt om, hvad der er på spil, når vi står midt i magtesløsheden. At et andet menneske tør række ud og være der hos os i mørket. Men det forudsætter naturligvis, at det menneske tør blive konfronteret med afmagten - som er et menneskeligt vilkår. Der ligger håbet og trøsten. I afmagtens fællesskab, fortæller Lotte Mørk. 

Af samme grund tror hun på, at selvom den nuværende krise kommer til at føre en masse lidelse med sig, kommer den også til at samle os.

- Normalt går vi forbi hospitalet uden at skænke det en tanke, at vi selv kunne ende derinde. Selvfølgelig, det ville jo være uudholdeligt at tænke på hele tiden. Men fordi vi alle sammen nu er i samme båd, så gør det lighederne mellem os mere tydelige. Nemlig, at vi alle er mennesker med ét liv og én død. Det vokser der et fællesskab ud af, siger Lotte Mørk.

Og netop angsten, den fjerne, stille, gnavende angst, som mange vil føle, skal vi ikke lade os overtage af. Men vi skal heller ikke forsøge at undertrykke den. For der kan nemlig også godt være en mening i angsten på trods.

- Den kan forhåbentlig kaste noget lys over, hvad der er vigtigt for os, og hvad der ikke er. Det specielle ved lige præcis corona-kuren er, at vi er blevet handlingslammede frem for at kunne handle. Kuren er ikke at gøre noget, men bare være. Og det er en udfordring, der er virkelig svær for mange af os. Bare at være med alle vores tanker, angst og tvivl, fordi vi er så vant til at kunne handle og have kontrol.

Ud ad hovedet og ned i hjertet

Det er lettere sagt end gjort. Også hjemme hos Lotte Mørk i lejligheden på Vesterbro er det svært bare at være, når hverdagen er vendt fuldstændig på hovedet. Både hun og hendes mand arbejder hjemmefra, samtidig med at de passer deres datter på 11, der også er hjemsendt fra den specialskole hun går i.  

Når det hele bliver for kaotisk, og angsten, håbløsheden og meningsløsheden trænger sig på, så griber hun selv til det mest oplagte, det hun altid har grebet efter, når tilværelsen har vaklet. Korset om halsen.

- Mit ritual er bønnen. Når jeg beder, er det for at minde mig selv om, at jeg ikke kan alt selv, men at jeg ikke må forsvinde ned i afmagtens tanker. Og det er rigtig nemt at føle sig afmægtig i disse tider, hvor alle de faste rammer er slået itu.

Det er samtidig Lotte Mørks bedste råd til os andre: Find nogle ritualer og dyrk dem. Det behøver ikke at være bøn, det kan lige så vel være en daglig gåtur. Eller at man lige husker at sige tak til solen hver dag, fordi den er stået op igen. Eller simpelthen bare at smøre sig en leverpostejmad til frokost ude i køkkenet. Det er ikke afgørende, hvad det er.

- Ritualerne giver os mulighed for at handle, og så har angsten og frygten ikke så let ved at overmande os. Ritualer laver struktur midt i kaos. Og vigtigst af alt: Det taler til hjertet i stedet for til hovedet. Og det er enormt vigtigt i denne her tid, at vi kommer lidt ud ad hovedet og ned i hjertet. Og så hjælper ritualet os med at kunne rette blikket ud, så vi kommer ud af egen navle.

I denne tid kan vi let komme til at føle, at vi burde bruge den ekstra tid, der er blevet skænket til os, på at danne os selv og fordybe os. Hvorfor ikke få læst James Joyces ’Ulysses’, nu hvor muligheden ligefrem byder sig? Eller få taget hul på Knausgaards monsterværk ’Min kamp’, som har stået hengemt og hånende i reolen i årevis?

Men det skal ikke være så instrumentaliseret. Det skal ikke blive til endnu en jagt i selvforbedringens navn og endnu et forsøg på at nå frem til en afklaring eller en mening med det hele. For så må vi nok desværre ofte gå med uforrettet sag, forklarer Lotte Mørk.

- Man kan ikke aktivt handle sig frem til en mening med eller årsag til den situation, mange af os står i lige nu. Men med ritualerne og det åndelige rum, de skaber, kan man være heldig – helt upåagtet – at blive strejfet af noget, vi måske kan kalde mening. Selvom den er flygtig.

Om at vandre i Dødsskyggens Dal

I takt med at coronaens smittekurve kravler opad, nærmer påsken sig i kirkekalenderen. Kristendommens vigtigste højtid, hvor vi mindes Jesus død og opstandelse, kommer muligvis til at falde lige der omkring, hvor kurven når sit højdepunkt.

- Det er vældig interessant i denne her tid at huske på påskens beretning, som indeholder essensen af det kristne budskab: At Jesus levede og døde på et kors for vores skyld. Korset er et billede på vores menneskelige lidelse. Det er jo det, vi går igennem i denne her tid.

Da Lotte Mørk forleden talte med Anders Laugesen i forbindelse med hans nye P1-program ’Pilgrim’, spurgte han hende, om man kunne sige, at vi i denne pandemiske tid vandrer i Dødsskyggens Dal?

- Og det, synes jeg, er et meget passende billede. Men selvom Jesus i påskefortællingen dør på korset, så slutter det jo ikke der. Det slutter i opstandelsen. Og opstandelsen er meget konkret for mig. Det er det under, der sker hver dag, når jeg slår øjnene op. Det er hverdagens små opstandelser. Solen er ligeglad med corona. Den står op hver dag alligevel, og det burde vi måske blive bedre til ikke at tage for givet.  

For Lotte Mørk symboliserer påskedag, hvor Jesus står op fra de døde, også kærligheden.

- Opstandelse er kærlighed, kærligheden som overvinder døden. Og det er ikke bare tomme præsteord. For vi stopper jo ikke med at elske nogen, bare fordi de dør. Kærligheden fortsætter. Den er ligeglad med døden - den er opstand mod døden. Den fortælling bliver jeg mindet om her i påsketiden. Og når der sker store, omvæltende ting i vores liv som for eksempel denne her pandemi, så går vores egen fortælling om os selv i stykker. Og så har vi alle sammen brug for at blive fortalt ind i en større fortælling - nemlig den kristne, der ender i opstandelsen. 

Her griber Lotte Mørk igen til korset. For kristendommen tør godt at tale om lidelse, smerte og død. Ikke mindst i langfredagens mørke. Men selv der, pointerer hun, i Jesus – og vores – mørkeste og mest meningsløse stunder, er der et håb.

- Det kan godt virke lidt som et typisk, kirkeligt ”quick-fix” – at vi bare skal huske at bevare håbet. Jo tak, men hvad nu, hvis vi simpelthen ikke kan mønstre det? Det er netop her vi har brug for fællesskabet - afmagtens fællesskab - at en anden kan holde håbet for dig, når du ikke selv kan håbe. 

Lotte Mørk forsøger altid at huske sig selv og andre på, at håbet er i os uanset hvad.

- Håbet er der, selvom vi ikke kan se det eller mærke det. Om vi så ”har det” eller ej. Efter langfredags mørke kommer påskedag, og solen står op igen. Og det er en fortrøstningsfuld tanke.

Tekst: Andreas Lindbjerg Nielsen
Foto: Simon Knudsen