Fortsæt til hovedindholdet
Herrens Veje
Ti facts om første afsnit af 'Herrens Veje'
Herrens Veje

Ti facts om 'Herrens Veje'

Hvad laver en provst? Gør en præst selv rent i kirken? Hvad er historien om rødkælken? Her får du ti facts om første afsnit af 'Herrens Veje'.

Tryk på pilen i billedgalleriet herunder for at se alle ti facts.

1. Hvad laver en provst?

Johannes Krogh er provst i Lindegård Provsti i Herrens Veje. 

Et provsti er en enhed bestående af flere sogne. Flere provstier udgør et stift.

En provst er en administrativ leder, der fører tilsyn med provstiet på vegne af biskoppen, der er leder af stiftet. Provsten har derudover opsyn med kirkegårdenes og kirkebygningernes stand og med at præsternes arbejde hviler på det folkekirkelige grundlag. Provsten er også sognepræst.

LÆS MERE om at være provst her

Skuespilleren Lars Mikkelsen spiller provsten Johannes Krogh i Herrens Veje.

Foto: Bjarke Bergius Hermansen, DR.

2. Hvad er historien om Rødkælken?
  
Den lille fugl har en stor birolle i serien. På ét af morgenmøderne på provstekontoret fortæller kirketjeneren, at det røde på fuglens hals er Kristi blod, da den lille fugl skulle have sunget for den døende Jesus på korset.  

Rødkælken er et andet navn for Rødhalsen, og historien om den lille fugl stammer ikke fra Bibelen, men fra den svenske forfatter Selma Lagerlöf, der skriver om den i bogen ’Kristuslegender’ fra 1904. I bogen gendigter Lagerlöf 11 centrale fortællinger fra Det Nye Testamente, og historien om Kristus på korset bliver til en legende om, hvordan den lille rødhals får sin røde farve på grund af mod og næstekærlighed.

Foto: Shutterstock

3. Gør præster selv rent i kirken?

I første afsnit ser vi Johannes Krogh med klud og sæbevand - i gang med at vaske krucifikset inde i kirken.
Det er dog ikke præstens opgave at gøre kirken klar til gudstjeneste. Det sørger kirketjeneren for.

LÆS MERE om kirketjeneren her

Foto: Arkivfoto

4. Var Grundtvig en gal mand?

I første afsnit får vi at vide, at præstefamilien Krogh eftersigende er beslægtet med N.F.S. Grundtvig (1783-1872), som Johannes' søn Christian beskriver som en gal mand.

Grundtvig blev 89 år, hvilket var en usædvanlig høj alder i hans samtid.
Han var sandsynligvis manio-depressiv og havde mange kriser i sit liv. Blandt andet døde hans kone Marie efter blot tre års ægteskab.

Foto: Wikimedia Commons

5. Hvad laver en biskop?

Biskoppen er stiftets øverste myndighed i kirkelige sager. Der er en biskop i hvert stift, og dermed 10 biskopper i Danmark samt én i Grønland.

Alle biskopper er lige.

Færøerne er siden 2008 ikke længere et stift i den danske folkekirke, men den færøske biskop deltager fortsat ved folkekirkens bispemøder. 

Foto: Arkivfoto.

6. Hvad er Matthæusprincippet?

'Thi den, som har, ham skal der gives, og han skal få overflod; men den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har'.

Sådan står det skrevet i Matthæusevangeliet 13:12, som Christian refererer til i træningslokalet, hvor han boksetræner med sin bror, August.

Tekststykket fra Bibelen bliver kaldt Matthæusprincippet og er et udtryk for, at en person, der i forvejen er begunstiget, begunstiges mere.

Foto: Arkivfoto.  

7. Hvem har skrevet salmen 'Op al den ting, som Gud har gjort'?

I første afsnit af 'Herrens Veje' ser vi Johannes Krogh synge med den kræftsyge Niels Erik. De synger sammen salmen 'Op al den ting, som Gud har gjort'  af H.A. Brorson, der er en yderst populær salme.

Hans Adolph Brorson (1694-1764) var biskop i Ribe og en af de mest anerkendte salmedigtere i Danmark. Han har blandt andet også skrevet 'Den yndigste rose'.

Foto: Wikimedia Commons.

8. Hvor ligger Marmorkirken?

I første afsnit af 'Herrens Veje' ser vi, at August bliver tilbudt at være præst i Marmorkirken. Det er en af Københavns mest kendte kirker og er helt centralt placeret lige ved Amalienborg Slot.

Marmorkirken kendes også som Frederiks Kirke, og den blev opført under kong Frederik den femte i 1749. Bygningen er tegnet af arkitekten Nicolai Eigtved og stod færdigbygget i 1894.

Foto: Marmorkirken.dk

9. Hvad er Sjælesorg?  

Sjælesorg betyder omsorg for sjælen. Det er en samtale med en præst om det, som kan gøre livet svært.  

I Herrens Veje ser man samtaler omkring døden, men der findes ingen regler for, hvad samtalerne skal handle om. Ej heller skal man være troende eller kristen – sjælesorg er for alle, der har brug for det.
 
Det er en gratis tjeneste, som alle sognepræster stiller til rådighed.

Præsterne har tavshedspligt.

Foto: Arkivfoto.

10. Hvor stammer titlen ’Du må ikke have andre guder end mig’ fra?    

Titlen på første afsnit af 'Herrens Veje' stammer fra Det Gamle Testamente, Anden Mosebog, vers 3. 
Det kendes også som det første af de ti bud, der blev givet til Moses af Gud på toppen af Sinaibjerget.

De resterende bud kan findes lige her.

De ti bud kan måske fungere som en lille spoiler til de næste afsnit af serien. 

Foto: Arkivfoto.

Herrens Veje

  • Et familiedrama om det moderne menneskes tro og tvivl.
  • TV-serien handler om en præstefamilie, om fædre og sønner, om forventninger, kærlighed og konflikter i en familie, hvor de hver især udfordres i deres personlige tro.
  • Sæson 1 består af 10 afsnit og har premiere på DR1 søndag den 24. september 2017.
  • Der er også planlagt en sæson 2 til efteråret 2018.

LÆS ALLE artikler og interviews om 'Herrens Veje' her.


LÆS OGSÅ:

Lars Mikkelsen: Mere legalt at tale om sex end om tro

Passion og lidenskab i præstegården