De fleste organister er over 60: Jonas kæmper for at få unge til orglet
Om 10 år kan der mangle 600–700 organister i Danmark. Den 34-årige organist Jonas Hellesøe er blevet pibe-influencer, og nu arbejder han ihærdigt på at sikre orglets fremtid i folkekirken.
Jonas Hellesøe er organist i Risskov Kirke og pibe-influencer på Instagram
Johann Sørensen
De færreste organister kan prale af at have spillet i verdens højeste kirke, den imponerende La Sagrada Familia i Barcelona, og samtidig have over 14.000 følgere på Instagram.
Organist ved Risskov Kirke Jonas Hellesøe har prøvet lidt af hvert, og han er nok noget af det tætteste, man kommer på en ægte superstar, når det handler om piber - helt præcist orgelpiber og kunsten at kunne håndtere ét instrument, som indeholder lyde fra et helt symfoniorkester.
- Grunden til jeg valgte at spille orgel er, at jeg synes, det er et vildt fascinerende instrument. Det forener min kærlighed for teknik og min kærlighed for musik, fordi det er et utroligt teknisk instrument. Det kræver utroligt meget at få til at lyde musikalsk, siger Jonas Hellesøe.
Og hvorfor er orgelet et så fedt instrument?
- I orgelet har jeg et helt orkester. Jeg har trompeter, oboer og fløjter. Jeg har alle mulige forskellige lyde, som jeg kan kombinere ligesom jeg har lyst til, siger han.
LÆS MERE: Pressemeddelelse Kirkemusikskoler: Gør uddannelse obligatorisk
Mangel på organister
Det er tydeligt at mærke, at Jonas Hellesøe ikke mangler begejstring for sit instrument. Til gengæld skønnes det, at der om cirka 10 år vil mangle 600-700 organister i Danmark. En rapport fra de danske kirkemusikskoler viser, at omkring halvdelen af de danske organister er over 60 år, og at hver 10. har rundet 80 år.
Med sine 34 år er Jonas Hellesøe med til at trække gennemsnitsalderen for organister ned. Han har søgt og er blevet tildelt midler fra forskellige fonde, som gør det muligt for ham at tilbyde gratis skolekoncerter. Projektet hedder ”Orglets Hemmeligheder” og består af 50 skolekoncerter i hele Danmark.
- Jeg tror, der er mange, som ikke ved, hvor spændende et instrument orgelet er, og hvor sjovt det kan være at spille på. Nu har jeg lige spillet 50 koncerter rundt omkring i Danmark for i alt omkring 3000 børn. De har set orgelet tæt på og på en storskærm. De har set mig spille klassisk musik og set mig spille noget af deres egen musik såsom popmusik og filmmusik, som på en eller anden måde kan være med til at få dem ind i det her univers. Pludselig åbner de ørene og lytter faktisk til det, der foregår, siger Jonas Hellesøe.
Over 14.000 følgere på Instagram
Det er ikke kun med gratis skolekoncerter, at Jonas Hellesøe forsøger at skabe interesse for orgelet. Et kig på hans Instagram-profil viser, at han har over 14.000 følgere, og livet som ”organistinfluencer” har skaffet ham mange sjove kontakter. Dog har en travl hverdag som børnefamilie sat influencerkarrieren lidt på pause.
- Jeg brugte rigtig meget tid på Instagram og lavede en masse videoer, og jeg har fået nogle bekendte og sjove koncerter gennem Instagram. Jeg har været mindre aktiv de sidste år, hvor jeg har haft travlt med at have små børn derhjemme. Men jeg har stadigvæk en masse følgere, og jeg har også live-streamet mange af mine koncerter på Instagram. På den måde fik jeg kontakt med en promoter i Tyrkiet, og på den måde kom jeg til at spille i en koncertsal i Ankara for 350 fuldstændig ellevilde mennesker. Ankara er en millionby, og i et helt år havde der ikke været en eneste orgelkoncert, indtil jeg kom, fortæller Jonas Hellesøe.
LÆS MERE: Babysalmesang har knyttet småbørnsforældre til kirken
Orglet kræver god fysik
Hvis man har set en af Jonas Hellesøes mange videoer, kan man ikke undgå at se, at han bruger kroppen rigtig meget, når han spiller. Derfor er det en klar fordel, at man som organist er i god fysisk form.
- For at kunne blive ved med at spille på det her instrument, er man nødt til at træne lidt, så jeg styrketræner. Jeg ved, at hvis jeg ikke får det gjort, så får jeg ondt i ryggen, fordi jeg bevæger min krop meget, og den har alle mulige underlige positioner, når jeg spiller, siger Jonas Hellesøe.
Vil gerne inspirere fremtidens organister
I yderområderne i Danmark oplever man en begyndende mangel på organister. Med sit store engagement og begejstring for orgler håber Jonas Hellesøe, at han kan være med til at især børn og unge får øjnene op for et instrument, som for mange er ukendt.
- Jeg synes, det er er rigtigt fedt at kunne lave nogle ting, hvor jeg lærer nogen om orgelet, som ikke er vant til at se og høre et orgel. Så jeg håber, jeg kan inspirere nogle af dem til måske at få lyst til at spille orgel på et tidspunkt, slutter Jonas Hellesøe.