Nyheder
Nyheder

Forstå kirkepolitikken

Her kan du læse baggrund og argumenter for nogle af de emner, der bliver diskuteret inden for kirkepolitik.

Det er op til folketingsmedlemmerne på Christiansborg at stemme om, hvad der skal vedtages af love på det kirkepolitiske område.

Nanna Rønnov Johansen

Sygeplejersker, flygtninge og klima. Frem til folketingsvalget den 5. juni er der mange områder, politikerne diskuterer, når de stiller op i debatter eller vælgermøder.

Selvom kirkepolitikken ikke er det, der fylder mest i diskussionerne, har de kandidater, der snart får en plads i Folketinget, en holdning til folkekirken, og de kommer til at lovgive på kirkeområdet i fremtiden.

Her kan du læse nærmere om baggrunden for nogle af de kirkepolitiske emner, der muligvis kommer på dagsordenen i næste valgperiode. Du kan også se eksempler på argumentation for og imod politiske forslag.

LÆS MERE: Kirkepolitik siden 2015

Skal kirke og stat adskilles?

I Grundlovens § 4 står der: ”Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke, og understøttes som sådan af staten.”

Det kommer i dag til udtryk i økonomisk støtte og moralsk opbakning. Den økonomiske støtte kommer gennem et statstilskud, og ved at staten opkræver kirkeskat fra medlemmer af folkekirken. Den moralske støtte kommer blandt andet til udtryk i, at staten anerkender de kirkelige helligdage, at der i folkeskolen bliver undervist i kristendom og at kirkelig vielse og navngivning ved dåb har juridisk gyldighed.

Kirken og statens sammenbinding kan også ses ved, at folkekirken omvendt understøtter staten ved for eksempel at tage hånd om begravelser, stå for personregistrering og vedligeholde kirkebygninger, som er dansk kulturarv.

Når spørgsmålet går på, om kirke og stat skal adskilles, møder man typisk disse argumenter for og imod:

Imod: Båndet mellem stat og folkekirke skal bevares af respekt for Grundloven og i anerkendelse af, at kristendommen er en vigtig del af den danske identitet og det danske kulturgrundlag. Kristne værdier som tanken om næstekærlighed, og at det enkelte menneske har en enestående værdi, regnes i dag for danske værdier.

For: Der er flere religioner i Danmark, og den evangelisk-lutherske folkekirke skal ikke have særstilling, da det diskriminerer andre livssyn. Staten skal være for alle, og da religion er en privatsag, skal staten ikke knyttes til en særlig trosretning.

LÆS MERE: Kirke og stat

LÆS MERE: Hvem understøtter hvem?

Forfatning til folkekirken?

Der har været tale om, at folkekirkens styre skal ændres, og at kirken skal have sin egen forfatning. En grundlovsparagraf, som er relevant i forhold til det, er § 66: "Folkekirkens forfatning ordnes ved lov."

Paragraffen stammer fra den første grundlov i 1849, men er aldrig blevet ført ud i livet. Tanken var, at folkekirken skulle have en mere selvstændig rolle i forhold til staten. Men man er aldrig blevet enige om en egentlig kirkeforfatning. I stedet er der vedtaget love, der giver folkekirkens medlemmer indflydelse på kirkens styre, eksempelvis på lokalt plan gennem menighedsråd. Der er også lovgivning om, hvordan præster ansættes, hvordan biskopper vælges, om brugen af kirkerne og om folkekirkens økonomi.

Mange spørgsmål om kirken afgøres af kirkeministeren. Det fungerer på den måde, at kirkeministeren fremsætter lovforslag, som handler om folkekirken, til afstemning i Folketinget. Eksempler på det kan være et lovforslag om vielse af par af samme køn eller et forslag om at ændre loven om folkekirkens økonomi.

Lovforslagene er normalt resultat af et udvalgsarbejde, hvor relevante folkekirkelige aktører har været med i diskussionen. Det kan for eksempel være biskopperne, Landsforeningen af Menighedsråd, Provsteforeningen og Præsteforeningen. Udvalgene kommer med betænkninger og udkast til lovforslag, bekendtgørelser og cirkulærer. De bliver almindeligvis sendt til en bred høring, som giver alle i folkekirken mulighed for at sige deres mening, før ændringerne bliver endeligt vedtaget.

Inden nye love og regler bliver en realitet, bliver folkekirkelige stemmer altså hørt. Men det er i sidste ende op til kirkeministeren at beslutte, hvad der bliver fremsat som lovforslag, og op til folketingsmedlemmerne at stemme om, hvad der skal vedtages.

Nogle mener, at folkekirken skal have sin egen forfatning, så det ikke er kirkeministeren og politikerne, men en slags kirkeråd med repræsentanter fra folkekirken, der træffer beslutninger om kirken. Argumenterne for og imod lyder gerne således:

Imod: Kirkeministeren gennemfører ikke nye love på området enerådigt, da forskellige kirkelige aktører kan sidde med ved bordet, og alle i folkekirken har mulighed for at sige deres mening.

For: Politikerne skal blande sig uden om folkekirkens anliggender. Der skal hellere blive etableret et kirkeråd, som kan træffe beslutninger om kirkens forhold.

LÆS MERE: Folkekirken og Grundloven

LÆS MERE: Folkekirkens organisation

Ny ledelse af Fællesfonden?

Folkekirkens økonomi består af tre dele, hvoraf den ene er Fællesfonden. Den er folkekirkens fælles kasse og dækker en række fælles folkekirkelige udgifter, blandt andet lønnen til præster og provster. Indtægterne fra fællesfonden kommer primært fra landskirkeskatten, som opkræves blandt folkekirkens medlemmer. Det er kirkeministeren, der bestemmer, hvad pengene i Fællesfonden går til.

En budgetfølgegruppe, som består af relevante kirkelige aktører, rådgiver kirkeministeren om fordeling af pengene, men i sidste ende er kirkeministeren den eneste, der kan bestemme budgettet. Der er ikke nogen kirkelig myndighed eller et kirkeligt organ, som har kompetence til at bestemme eller være medbestemmende over Fællesfonden.

Nogle vil gerne have, at ledelsen af Fællesfonden skal overdrages fra kirkeministeren til en driftsledelse eller en slags bestyrelse, hvor menighedsråd og andre kirkelige aktører er repræsenteret.

For: Den person eller bestyrelse, som bestemmer over Fællesfondens budget, bør være valgt af folkekirkens medlemmer. Derfor bør det ikke være kirkeministeren, som er udpeget af regeringen.

Imod: Kirkeministeren skal fortsat bestemme over Fællesfonden. Hvis kirkeministeren bliver erstattet af en driftsledelse, vil det være begyndelsen på et kirkeråd.

LÆS MERE: Folkekirkens økonomi

Ingen statsbetalt præsteløn?

En anden del af folkekirkens økonomi er statens tilskud, som kommer via finansloven hver år. Størstedelen af statens tilskud bliver brugt til at dække dele af lønnen til præster og provster samt den fulde udgift til pension til tidligere præster og provster.

Oprindeligt bestod en præsts løn af afkastet af præstegården, afgrøder og tiender. Tiende var en årlig afgift af en landejendoms afgrøder og andre produkter, der blev betalt til kirken eller præsterne. I begyndelsen af 1900-tallet svandt præstens mulighed for "selvfinansiering" ind, da tiende blev afskaffet, og præstegårdsjorden skulle udstykkes til husmandsbrug. Staten indførte derfor i 1919 kirkeskat, der skulle dække en del af lønnen, og tilbød præsterne en fast godtgørelse, som dækkede resten af lønnen. Fordelingen har ændret sig med tiden, og i dag dækker statstilskuddet 40 procent af præsternes løn, mens de resterende 60 procent bliver betalt via kirkeskatten.

Det er imidlertid blevet foreslået at omlægge statens tilskud til folkekirken, så det ikke længere går til præstelønninger, men udelukkende går til eksempelvis kirkegårdsdrift, personregistrering og vedligeholdelse af kirkebygninger.

For: Præstelønninger bør komme fra kirkeskatten, som kun folkekirkens medlemmer betaler. På den måde kan ikke-medlemmer undgå at betale til folkekirkens præster. Staten bør udelukkende yde økonomisk støtte til bevarelse af kirker og genstande af almen fredningsmæssig, kulturel og historisk interesse samt de fælles samfundsopgaver, som folkekirken løser, frem for til forkyndelse.

Imod: Det er fint, at staten betaler dele af præsternes løn. Omvendt påtager kirken sig forpligtelser, der ellers skulle blive løst af det øvrige samfund. Når folk betaler skat til staten, kan man alligevel ikke undgå at opleve, at staten bruger penge på foreninger eller formål, som man ikke selv er tilhænger af. Desuden vil en omlægning ikke løse noget som helst, for både hvis tilskuddet går til præsterne eller til kirkerummene, vil det være et tilskud til den kristne forkyndelse.

LÆS MERE om kirkeskat

LÆS MERE: Hvad gør kirken for staten?

Forhandlingsret til Menighedsråd?

Menighedsrådet udgør den lokale kirkes ledelse, der har ansvar for kirkens økonomi og er arbejdsgiver for alle personalegrupper undtagen præsterne. Det vil sige, at når for eksempel en graver, organist eller kordegn søger job, går de til jobsamtale hos kirkens menighedsråd, som også står for ansættelsen.

Kirkeministeriet spiller også en rolle i ansættelserne, da det er ministeriet, der forhandler overenskomster med de faglige organisationer på det kirkelige område.

I Danmark der knap 1.700 menighedsråd, og Landsforeningen af Menighedsråd er deres interesseorganisation. Spørgsmålet er, om Landsforeningen af Menighedsråd bør overtage forhandlingsretten fra Kirkeministeriet?

Imod: Landsforeningen af Menighedsråd skal være en folkelig forening, ikke en arbejdsgiverorganisation. Det er fint med den nuværende ordning, da ministeriet forhandler med stor nænsomhed og respekt for menighedsrådene. Hvis man flytter forhandlingsretten, kan det medføre, at det ikke længere er muligt at sikre en form for parallelitet mellem vilkårene for de ansatte i folkekirken.

For: Landsforeningen bør have forhandlingsretten, så den danske model også kommer til at gælde på folkekirkens område ligesom på det øvrige på arbejdsmarked. Forhandlingsretten bør følge dem, der rent faktisk ansætter folk. Det vil give bedre ejerskab til aftalerne, fordi det vil være repræsentanterne for arbejdsgivere og arbejdstagere, som forhandler aftalerne direkte.

Akademikere i præsteembeder?

Der er problemer med at få nok ansøgere til ledige præstestillinger. Mange præster går på pension, uden der er nye præster til at overtage deres embeder. Da det er et problem for folkekirken, er der et Præstemangelsudvalg, som arbejder på at finde en løsning.

Manglen på præster hænger sammen med, at der bliver uddannet for få teologer, og at både nyuddannede teologer og erfarne præster i større grad end tidligere søger job uden for folkekirken. Derfor har Præstemangelsudvalget tidligere foreslået, at andre akademikere end teologer skal kunne søge præstestillinger, hvis de gennemfører en teologisk efteruddannelse på 2-3 år.

Der findes allerede en speciel paragraf 2-ordning, hvor ikke-teologer kan søge om at blive præst. Paragraffen er dog tiltænkt som en undtagelse, og derfor får kun en til to personer hvert år mulighed for at søge en præstestillingen på den måde.

Det er op til politikerne i Folketinget, om de vil vedtage en lov, som åbner for den nye mulighed. Lovforslaget har tidligere været på regeringens lovprogram, men nåede ikke til en afstemning. Der er dog mulighed for, at emnet bliver taget op på ny i den næste valgperiode. Men hvad er argumenterne for og imod en teologisk efteruddannelse til andre akademikere?

For: Præstemangel er et problem, der skal gøres noget ved nu. En tillægsuddannelse giver mulighed for at fastholde et højt akademisk niveau blandt præster, samtidig med at man gør noget ved problemet med præstemangel og dermed sikrer folkekirkens fremtid.

Imod: Problemet er ikke så akut, at man skal gribe ind med lov. Der er mange andre ting, man kan afprøve først, som for eksempel at forbedre arbejdsforholdene for præster. Man kan også gøre mere brug af paragraf 2-ordningen.

LÆS MERE: Folkekirken kommer til at mangle præster

LÆS MERE: Nyt udvalg skal gøre det mere attraktivt at være præst

LÆS MERE: Ny vej til præsteembedet

Om artiklen

Det er op til de nye medlemmer af Folketinget at vælge, hvad der skal på dagsordenen i folketingssalen. Emnerne i artiklen her er eksempler på, hvad der før er blevet talt om, og hvad der muligvis vil blive drøftet i næste valgperiode. Emnerne og argumenterne er sat op i vilkårlig rækkefølge og skal ikke opfattes som fuldstændige. De er kortet ned for at give et overblik.