Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Når smitten stiger, søger flere sjælesorg

Når smitten stiger, søger flere online for at få en fortrolig samtale med en præst. En ny undersøgelse viser, at hver tredje måske vil benytte sig af folkekirkens tilbud om sjælesorg. 

Sjælesorgssamtale over nettet

Over dobbelt så mange som normalt søgte sjælesorg på nettet i månederne efter nedlukningen i marts sidste år.

Andreas Lindbjerg Nielsen

Når coronapandemien udvikler sig, og smittekurverne stiger, er der flere, som henvender sig for at få sjælesorg. Præster fortæller om flere telefonopkald, og mange har under nedlukningen benyttet sig af den anonyme chattjeneste på nettet, Sjælesorg.nu.

I de tre måneder, som fulgte efter nedlukningen den 11. marts 2020, var der således mere end 900 henvendelser på Sjælesorg.nu, hvor man kan få en fortrolig og anonym sjælesorgssamtale med en præst online. Det er mere end dobbelt så mange som i de tre måneder, der ledte op til nedlukningen.

LÆS MERE: Ny podcast skal vise, hvad sjælesorg er

Krisen forstærker eksistentielle problemer

Daglig leder af Sjælesorg på Nettet, Pernille Hornum, giver sit bud på, hvad det stigende antal henvendelser skyldes:

- Den digitale adgang til sjælesorgssamtaler er oplagt i en tid, hvor de samfundsmæssige restriktioner gælder, og den sociale omgang i befolkningen er begrænset. Coronakrisens motto, "sammen hver for sig", er præcis det, man oplever, når man logger ind på Sjælesorg.nu. Folk kan henvende sig uden at føle sig utrygge eller frygte smitten og samtidig få en nær samtale med en sjælesørger.

LÆS MERE: Hvad er sjælesorg?

En del af henvendelserne er coronarelaterede, fortæller Pernille Hornum. Samtalerne drejer sig både om frygt, utryghed og ensomhed på den ene side og familiekonflikter, uvished og håndtering af en ny hverdag på den anden side. Men det kan også være helt normale eksistentielle dilemmaer, som er blevet tydeligere for folk under den tvungne isolation. Pernille Hornum uddyber:

- Folk har mere tid til refleksion og eftertanke over deres livssituation. Det kan forstærke de eksistentielle dilemmaer, man har bokset med både før og under coronakrisen. Og nogle vælger så at dele det, de har på hjerte, i en fortrolig og anonym samtale med en præst. 

Opgørelsen fra Sjælesorg på Nettet viser desuden, at fra den 12. juni 2020 og tre måneder frem, altså i perioden, hvor samfundet igen blev åbnet, faldt antallet af henvendelser. Men mønsteret gentog sig i efteråret, hvor tallet igen steg i takt med smittestigning og ny nedlukning.

Fakta

Data fra Sjælesorg.nu

Før nedlukning af samfundet (12. december 2019 til 12. marts 2020): 449 henvendelser

 

Under første nedlukning af samfundet (12. marts 2020 til 12. juni 2020): 952 henvendelser

 

Under genåbning af samfundet (12. juni 2020 til 12. september 2020): 456 henvendelser

 

Ved anden smittestigning (1. oktober 2020 til 1. januar 2021) 618 henvendelser

 

Året før samme periode (1. oktober 2019 til 1. januar 2020): 322 henvendelser

Undersøgelse: Hver tredje uafklaret

I en helt ny undersøgelse fra Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, 'Danskerne og folkekirken' har man undersøgt befolkningens kendskab til folkekirkens sjælesorg.

Undersøgelsen viser, at 72 % af de adspurgte godt ved, at de kan få en gratis og fortrolig samtale med en præst. Og hele 30 % - knap en tredjedel – svarer, at de er uafklarede om, hvorvidt de vil tale med en præst om personlige problemer, men at de ikke afviser det. Derudover svarer 22 %, at de gerne vil have sjælesorg hos en præst.

Til tallene svarer daglig leder af Sjælesorg på Nettet Pernille Hornum:

- Det fortæller mig, at selvom mange faktisk ved, at man kan få samtaler med en præst, så er der stadig en stor gruppe, som ikke helt ved, om de vil benytte sig af det. Som er uafklarede. Derfor er der behov for, at man fra folkekirkens side fortæller, hvad det er, man kan tale med en præst om, og hvad sjælesorg, omsorg for sjælen, egentlig betyder.

LÆS MERE: Sjælesorg podcast

Fakta

Om undersøgelsen 'Danskerne og folkekirken'

Undersøgelsen 'Danskerne og folkekirken' skal afdække, hvordan den danske befolkning (både medlemmer og ikke-medlemmer) har brugt folkekirken i 2020, og hvad deres forhold er til kirken. Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter (FUV) har taget initiativ til undersøgelsen, og Norstat står for indsamlingen af data. 1000 respondenter har besvaret spørgeskemaet.

 

FUV har planer om at gennemføre en tilsvarende undersøgelse hvert år for at følge udviklingen i danskernes brug af og forhold til folkekirken.