Fortsæt til hovedindholdet
15. januar 2026

Unge skal møde budskaber uden præstationskrav på TikTok

Når danske unge scroller efter svar på livets store spørgsmål, møder de ofte faste svar og moralske anvisninger fra udenlandske kirkesamfund. Ny indsats på TikTok skal give unge et folkekirkeligt alternativ med plads til tvivl, og hvor menneskets værdi ikke afhænger af at leve ‘rigtigt’.  

Hænder der holder en telefon med TikTok på skærmen

På TikTok møder danske unge faste svar og moralske anvisninger fra udenlandske kirkesamfund. Ny indsats på skal give unge et folkekirkeligt alternativ. Modelfoto

Astrid Højbjerg, Charlotte Kongsgaard Nielsen

Skal du finde en opskrift, have styr på beauty-rutinen, forstå en trend eller mærke, hvad der rører sig lige nu, er TikTok det første sted, mange unge søger.  

Men det digitale videomedie er ikke længere kun en underholdningsplatform.  

TikTok er i høj grad også blevet et sted, hvor unge finder svar på livets store spørgsmål. Den åndelige interesse er nemlig stigende blandt unge, og derfor skal de nu møde mere folkekirkeligt indhold på den sociale videoplatform. 

- Folkekirken skal være, hvor folk er. Også blandt unge med en telefon i hånden, for meget tyder på, at samtaler om tro, tvivl og mening i dag foregår digitalt, siger Ellen Aagaard, der er redaktør på folkekirken.dk.  

Nåde frem for præstation  

Indtil nu har kun enkelte folkekirkelige præster kastet sig ud i at formidle tro på den populære app. Derfor møder danske unge primært religiøst indhold fra amerikanske megakirker, russisk-ortodokse præster og alternative trosfællesskaber, når de scroller efter svar på livets store spørgsmål.  

Det giver de unge en kristendomsforståelse, der er meget langt fra den, man møder i folkekirken, forklarer Ellen Aagaard, der har en baggrund som præst.  

For selv om kristendommen er global, rummer de forskellige kirkesamfund meget forskellige forståelser af tro, menneskesyn og moral. Meget af det kristne indhold fra udlandet kommer med klare svar og faste moralske anvisninger, imens der i folkekirken er plads til tvivl og nuancer.  

- Folkekirkekristendom er præget af den historie og kultur, vi er fælles om i Danmark. Her står vi på en luthersk teologi, hvor vi ikke skal præstere et fejlfrit liv eller demonstrere en stærk tro for at kunne kalde os kristne. Det kan tilbyde de unge en kristendomsforståelse og et sprog for liv og tro, som ikke bygger på præstation, men på det, vi i kirken taler om som nåde, siger hun.

LÆS MERE: Kunstig intelligens kan fastholde unge i mistrivsel

Et 2.000 år gammelt kompas  

Netop det kan unge mennesker have god gavn af, mener strateg og livstilsekspert Jacob Holst Mouritzen.  

- Vi ser lige nu en ungdom, der søger efter et fast ståsted i en omskiftelig verden med fokus på præstation. Kristendommen tilbyder et værdikompas, der er 2.000 år gammelt, og som nok stadig holder om 2.000 år, og det tilbud tror jeg, rigtig mange unge kunne have brug for, siger Jacob Holst Mouritzen, der er direktør og strategikonsulent i Holst Mouritzen og livstilsekspert i DR-programmet ’Kender du typen?’.  

Ifølge ham er der lige nu en historisk stor interesse for kristendom blandt unge mennesker, men da han selv gik på jagt efter kristent indhold på TikTok, løb han meget hurtigt tør for dansk indhold.  

- På TikTok er der masser af plads til gode debatter og budskaber med tyngde, men der er ikke meget folkekirkelig stemme til stede derinde. Hvis folkekirken vil være en del af debatten, kræver det tilstedeværelse, siger han.

LÆS MERE: Hver femte udøbte teenager vælger nu dåben til

Mening i det daglige scroll  

Ellen Aagaard ser frem til at tage del i den digitale samtale:  

- Vi glæder os til at opbygge et univers, hvor unge kan møde en meningsfuld folkekirke i deres daglige scroll. TikTok giver mulighed for at vise en nutidig kirke, der er engageret i aktuelle temaer og tager de unges spørgsmål alvorligt, siger Ellen Aagaard, der har indgået et samarbejde med et hold af unge, men erfarne kommunikatører for at sikre, at indholdet bliver digitalt kompetent og relevant.  

- I opstartsfasen handler det først og fremmest om at blive genkendt og taget imod på en platform, hvor folkekirken endnu ikke har en naturlig plads. På TikTok afgør de første sekunder, om man overhovedet bliver set. Derfor begynder vi med indhold, der skaber nysgerrighed, relation og tillid. Når vi først har skabt kontakten, kan vi tage de større samtaler om tro, tvivl, liv og mening. 

Bag beslutningen om at gå på TikTok står folkekirken.dks bestyrelse med biskop Thomas Reinholdt Rasmussen som formand.