Anmeldelse af Dy Plambeck: Til min søster

Der er kød på Dy Plambeck

Af Caroline Kollenberg Thisted, præst i Værløse og Hareskov Kirker

BOGANMELDELSE: At blive klippet i mellemkødet og at skære bugen op på et rådyr. Modsætningerne får lov at stå helt tæt i den prisbelønnede roman Til min søster.

Kvindelivets krogede vinkler og kropslige sider får sjældent plads i litteraturens verden, men hos Dy Plambeck kommer begge dele til udtryk. Det er næsten med vantro, man læser de første sider, hvor en fødsel beskrives, så enhver, der selv har født, kan genkalde sig dramaet og kroppens ukontrollerede udtryk. Der er kød på, rent ud sagt.

Til min søster går tæt på køn, seksualitet, kød, vold og kvindeliv. Med klinisk nøjagtighed beskrives de mest intime dele af kvindelivet; og skulle man leve i den vildfarelse, at kroppen er noget privat, så deler forfatteren lystigt ud det, vi ellers helst holder for os selv. 

Fortroligt søsterskab

Bogen er medrivende og betagende, og det er fuldt fortjent, at den i 2019 vandt Politikens Litteraturpris. Læsere, der kender forfatteren, hører hendes stemme og stil klart, mens førstegangslæsere har noget at glæde sig til.

Til min søster rummer flere spor. I hovedfortællingen følges søstrene Andrea og Aya og Ayas lille datter, Nola, fra søstrenes barndom til nu, hvor de er i 30’erne. I et andet spor kommer forfatteren J.P. Jacobsens ungdomsveninde, Anna, til orde. Og i tilgift får vi en lille sidefortælling om ægteparret Arthur og Iben.

Aya er fortællingens hovedperson og ’jeg’, søsteren et tydeligt ’du’, hvis historie Aya også giver mæle. Søstrene har været tæt forbundet hele livet, selvom de har ganske forskellige interesser. Bogen efterlader læseren med fornemmelsen af et særligt og fortroligt om end næsten ordløst søsterskab. Sammen har de to kvinder, på nu 35 og 37, delt opvæksten i Kalundborg, udfoldet en vild ungdom, gjort sig de første erfaringer i seng og natteliv og repræsenterer hver især udlægninger af kvindelivet. For den ene er gold, den anden mor. Den ene heteroseksuel, den anden til flere køn. Den ene lever ved håndens gerning, den anden er akademisk optaget. Den ene bestandigt underlagt mandens dominans, den anden berøvet mandens nærvær.

Deres samhørighed styrkes yderligere, da Aya føder sin datter kort efter hun er blevet forladt af barnets far, og Andrea forlader sin kæreste efter længere tids vold og nedbrud. De er forslåede begge to og rækker atter ud efter hinanden. Sammen tager de til Sverige, hvor Aya skal holde et foredrag om Anna, den anden histories kvinde.

Det bliver tydeligt at de fortsat tumler med hver deres eksistensberettigelse. Tydeligt at de realiserer forskellige dele af sig selv og holder andre dele i det indre. Andrea kører vildere, skyder mere, drikker mere, mens Aya oplever sit indre tumle rundt. Hun opdager sider af sig selv, hun ikke kendte, forløst af moderskabet og mødet med sin søsters udslukkede tilværelse. For frisøren Andrea kan ikke længe klippe, hun har mistet troen på sig selv, og hvad der skal blive af hende, ved ingen.

Imellem de to sidder Anna, den anden fortællings feminine kraft. Den for længst afdøde kvinde er i udgangspunktet fokus for Ayas faglige forskerinteresse, men snart viser hun sig at rumme sin helt egen kvindestemme. Anna fylder mellemrummet mellem de to, og treenigheden udgør et kvindeligt hele: Andrea, Aya og så Anna. Anna, der som en blomst visner, inden hun overhovedet er sprunget ud. Anna, som forsvinder ind i sit eget sind. Anna, som ser sin historie blive til litteratur i sin ungdomsforelskelse, J.P. Jakobsens forfatterskab gennem romanen Fru Marie Grubbe. Anna, som kun er noget i kraft af manden, men som undslipper tæmningen kun for at gå til i vanviddet.

Kvindekønnets faldgruber

De tre kvinder udtrykker forskellige faldgruber for kvindekønnet. Historisk har kvindelivets udfoldelsesmuligheder været ganske begrænsede, forstår vi med Anna, og nutidigt udtrykker både Andrea og Ayas fortælling, at spørgsmålene er de samme på tværs af tid: Er kvinden noget i sig selv? Er hun kun noget, hvis hun har en mand? Eller et barn? Eller et arbejde? Er vi noget i kraft af det, vi har, og det, vi gør? Realiseres mennesket i mødet med andres forventninger til os? Eller bærer vi – mænd som kvinder – en livskraft, som i sig selv er noget. Og i givet fald, hvad da?

Det er spændinger, som altid har optaget tænkere. Er mennesket unik og ukrænkeligt bare ved at være til, eller må det vise sit værd gennem sit liv og sine evners udfoldelse. Er vi gode nok bare ved at være til, eller må vi gøre os fortjent til det gode liv. Og under det hele ligger der en spænding mellem frihed og vilkår.

Det er betagende at betragte Andreas ekskæreste, Mark, der udgør et særligt krydsfelt. Han manifesterer den korporlige vold i fortællingen og afspejles i søstrenes egne liv. I Andreas jagttegn og håndtering af de døde dyr, i Annas voldsomhed i barndomshjemmet og gennem den årelange indlæggelse på psykiatriske hospitaler, og måske mest i Ayas genkendelse. Hun opdager, at i moderskabet bor en vildskab: hvis du rører hende, slår jeg dig ihjel. Og da Mark har lagt hånd på Andrea, får Aya detaljerede fantasier om netop dette, at slå ham ihjel. Hun opdager, at volden er en del også af hende selv.

Vold, våben, penge, røveri, mord indgår også i sidefortællingen om Arthur og Iben og autoværkstedet, men mest er den en modfortælling om et harmonisk, varmt, livslangt ægteskab. Om mand og kvinde i samklang. Om at meningen finder vi hos hinanden. Og om overskud, ordentlighed og stort mod. Sidefortællingen står stærkt som en egen lille ø. Ikke som et ideal, bare som en virkelighed side om side med de to hovedfortællinger, og udgør sin egen konstatering, nemlig at brutalitet finder vej de fredeligste steder hen. Den er et vilkår vi ikke kan undslippe, men må leve med. Dels fordi den bor i os, i kroppen og kødet, dels fordi vi ikke kan gøre noget for at hindre, at verden trænger sig på og gør os ondt. Mennesket lever grundlæggende ukontrolleret; underlagt vores køn og krop og historie.

Død, vold, liv og fest

Bogen er værd at læse i sig selv. Flydende og beskrivende med stor sanselighed og billedrigdom. Hør fx linjerne om mødet med en indsunken, udtørret mand: Sådan en mand, sagde du, når jeg ser ham, får jeg lyst til at skyde fløde og konfetti ind i ham med mit haglgevær.

Det er åbenbart ikke kun død og vold, som jagttegnet giver adgang til, ikke kun kød og knive og blod. Det er også liv og næring og fest.

Dy Plambeck blander gennem hele bogen modsætningerne så tæt, som de netop står i verden. Liv og død i ét. Fødsel og mord. At blive klippet i mellemkødet og at skære bugen op på et rådyr. Og begge dele bor i mennesket: en evne til at leve og det vilkår, at vi forgår – i døden og også undervejs, lader det til. For Anna insisterer sig selv frem og mister alligevel livet, da hun på en sær måde vinder sig selv. Og Aya opdager, at hun kan give liv og føle trang til at tage liv, mens Andrea end ikke kan værne sit eget liv, men lægger det ud til andres forvaltning, som var hun en tandløs kludedukke. Livløs undertiden.

Hvis du som læser synes, at virkeligheden gerne må afspejles på siderne, så læs Til min søster. Hvis du er nysgerrig på, hvordan menstruation, undfangelse, lyst, abort, fødsel og meget mere opleves for en kvinde; så læs den. Hvis du for én gangs skyld vil høre en stærk kvinderøst fortælle om stærke kvindeoplevelser og -erfaringer; så læs! I det hele taget: Bare læs den.

Men hvis du er til pastelfarver og milde beretninger, til happy endings og til heteronormativ evig kærlighed. Så hold dig væk. Eller – på den anden side. Så læs den måske netop.

Gå på opdagelse i

folk&kirkes magasiner