Morten Münster: Jytte fra Marketing er desværre gået for i dag

Fuckr md dit arbjdsliv

Henrik Winther Nielsen, præst i Frederiksborg Slotskirke

BOGANMELDELSE: Morten Münsters bog om adfærdsdesign er en stor salgssucces – og det er uhyggeligt. Den opfordrer til at umyndiggøre det individ, som hele den europæiske og jødisk-kristne kultur har brugt 2500 år på at fremelske.

Det er dybt fascinerende at se en nudging-mester udføre sin forførelseskunst. De, der ikke kender til Sir Humphreys nudging-metoder, når han i BBC-serien ‘Yes, Prime Minister’ leder sin minister i den ønskede retning, kender formentlig Jan Hellesøes eksperimenter med vores adfærd i DR3’s serie ‘Fuckr med dn hjrne’. Her får han, lækkert klædt og med en mystisk, stram og ordknap fremtræden, folk nudget – eller manipuleret – til bestemte ting, mens de tror, de træffer helt frie valg. Han får eksempelvis dirigeret en deltager ud af studiet og med både bus og tog og hen til en bestemt lejlighed i Brønshøj, hvor Jan Hellesøe så sidder og venter på den mystificerede deltager.

Måske drømmer man om selv at kunne få folk til at gøre noget, de ikke selv har besluttet. Eller bedre: noget de tror, de selv har besluttet med åbne øjne. Det er magt. Og magt er sexet. Vi fascineres af folk, der kan få mennesker til at gøre noget pr. usynligt snoretræk.

Morten Münster har skrevet en bog, jeg kun vil tøve en lille smule med at kalde ond. Ærligt talt løber det mig koldt ned ad ryggen under læsningen. Ikke så meget på grund af afsløringen af, at man træffer myriader af valg uden at gøre sig klart, at man muligvis er blevet manipuleret til at gøre præcis sådan og sådan. Der er jo ingen overraskelser i, at menneskers adfærd kan påvirkes, blot man tilrettelægger mulighederne med en vis scenografisk snilde. Det hedder i den pædagogiske fagterminologi behaviorisme, og man kan gøre sig bekendt med den ved at læse om Pavlovs forsøg med sin hund.

Det væmmelige består mere i, at bogen opfordrer ledere til at få ansatte til at ændre adfærd uden deres samtykke. Og det gøres med en påfaldende entusiasme. Hvor man så i sidste ende vil hen med metoden, står ikke helt klart, ud over en ret banal omsætningsforøgelse gennem effektivisering. Men resultatet er efter min bedste overbevisning umyndige medarbejdere og borgere.

Jytte, Bjarne, Britta – og os

Bogen er ikke ny. Den blev udgivet i september 2017, men her efter 20 måneder er den stadig på boghandlernes bestsellerlister. Af bogens omslag fremgår det, at den er solgt i over 34.000 eksemplarer, og man må spørge om, hvorfor en vejledning til adfærdsdesign tiltrækker så mange læsere (som man må formode er ledere i alskens organisationer, og som derfor finder metoden nyttig). Jeg gad godt vide, hvilke organisationer der betjener sig af bogens metoder. Det ville sikkert forklare meget.

Bogen giver et gysende indblik i et menneskesyn, der efter antal solgte eksemplarer at dømme kan brede sig i hundredvis af organisationer. Og det kan være nyttig viden, så man kan værge for sig. Der er noget uhyggeligt ved at sætte det myndige menneske ud af kraft, uanset om ’man’ vil os det bedste. Selvbestemmelsen og ansvarspådragelsen er alfa og omega i et voksent menneskes fornemmelse af at være sig selv.

Bogens titel ”Jytte fra marketing er desværre gået for i dag” er i sig selv frastødende, selvom den sikkert er tænkt som frisk og sjov. Man ser hende for sig: ”Jytte” er en tung, midaldrende dame, der udfører de høje (mandlige) beslutningstageres ordrer. Desværre er hun gået, fordi ”hun har knaldet med Bjarne til julefrokosten, og han ikke siden har skænket hende så meget som et øjekast”. Jamen, det står der! Hun er enfoldig, styret af sine følelser og har kun romantisk kærlighed i tankerne, den sørgelige stakkel. Hende kan man ikke forvente sig store tanker eller et dybt og rigt indre liv af. Hun hedder jo Jytte, for fa’en!

Hun er, må vi forstå, en helt anden type end dig og mig, der er kloge, sexede og strategiske, og som træffer brillante beslutninger og bare véd noget om ’virkeligheden’. Hun bor sikkert også grimt, gennemsnitligt og fantasiløst. Vi er noget andet end hende. Husk dét.

Andre steder i bogen nævnes den lige så intetsigende ”Britta nede fra it”. Man bør lægge mærke til forholdsordet ”nede”. Som i ”nedenunder os ledere”. Det er efter alt at dømme ubevidst anvendt fra forfatterens side, men så meget desto værre, for det er jo præcis den ubevidste, irrationelle adfærd, Morten Münster gerne vil betjene sig af. Og det kan som bekendt føre alle mulige uhyrligheder med sig, viser historien.

Men altså. Fordi Jytte er gået for i dag, må ”vi” selv påtage os markedsføringen.

Bogen giver et gysende indblik i et menneskesyn, der efter antal solgte eksemplarer at dømme kan brede sig i hundredvis af organisationer. Og det kan være nyttig viden, så man kan værge for sig, selvom bevidstheden om, at man bliver nudget øger éns mistillid, agtpågivenhed og kynisme. Det er prisen. Der er noget uhyggeligt ved at sætte det myndige menneske ud af kraft, uanset om ’man’ vil os det bedste. Selvbestemmelsen og ansvarspådragelsen er alfa og omega i et voksent menneskes fornemmelse af at være sig selv.

Vi er simple og magelige

Bogen handler som nævnt om adfærdsdesign. Idéen er, at fordi mennesker har svært ved at omsætte tågede begreber som ’vision’, ’mission’, ’mål’, ’delmål’ og ’virksomhedsværdier’ til konkrete handlinger, bør man som ledelse spare sig for den slags og i stedet anspore direkte til adfærden.

Grunden til, at Morten Münster har skrevet den er, at ”der er opstået et presserende behov for konkrete instruktioner til at guide adfærd”. Hvori det pressende behov består, hører vi ikke noget om. Ej heller hvordan dette behov er opstået, eller – nok så væsentligt! – hvem behovet er presserende for. Sikkert ikke for romantiske og enfoldige Jytte. Måske for os, der ved, hvad der rører sig ude i ’den virkelige verden’ (et gennemgående udtryk i bogen), og som har sat os for at styre den smart, effektivt og strategisk. Hvorhen ved ingen.

Bogen har to ambitioner, dels at vise ”det uomgængelige regelsæt, som mennesker i den virkelige verden bruger, når de skal beslutte sig for at gøre det ene eller det andet”, og dels at ”omsætte al denne værdifulde viden til en konkret metode, du selv kan bruge”.

Morten Münster beskriver kort sagt ’regelsættet’ sådan her: Vi tror, vi er styret af vores holdninger og visioner, men vi er meget mere simple end som så. Det er vores handlinger, der kommer først, og de er langt hen ad vejen styret af magelighed og dovenskab. Og så overvurderer vi os selv big time.

Efter denne diagnosticering, som hævdes at være ’videnskabeligt underbygget’ med et væld af ’undersøgelser’, som kaldes ’evidensbaserede’, men hvis dybde og metodiske troværdighed, man desværre ikke tilstås indblik i som læser, udfoldes metoden trinvist hen over de følgende godt 200 siders manual.

Desværre er ledelseslitteraturen præget af en amerikaniseret tænkning, der groft sagt går ud fra skemaet ’Her står vi nu – hvordan kommer vi derhen?’ Og det er for slapt og endimensionelt til en kompleks tilværelse. Man kan måske håbe, at en leder, der er sin stilling værd, ikke betjener sig af overfladiske strategier for at holde styr på sin flok. Der er noget creepy ved tanken om, at din leder skal bruge en bog som denne for at forstå dig. Hvor megen tillid kan man have til en leder, der ser på sine ansatte som nogle får, der skal ledes til det, som han/hun selv synes er grønne enge? Uden medbestemmelse, uden fornemmelse af, hvad der foregår, og hvor vi er på vej hen.

Nudging er muligvis godt, når det drejer sig om motion og rygestop, hvor man så kan narre sit bevidste jeg ved at gå bagom det og udnytte sine reflekser til at blive lidt sundere. Men når andre sætter målene for én (for dit eget bedste, naturligvis), burde man nok betakke sig.

Det gode ved bogen er Münsters lodrette afvisning af alt det, vi er dødtrætte af: seminarer, visionsmøder, workshops osv.

Det uhyggelige er umyndiggørelsen. I dette tilfælde er det nemlig på sin plads at tale om et systematisk ledelsesredskab. Og et redskab skal bruges til at håndtere ting. Ikke mennesker.

Etisk betænkeligt

Nudgingens metode handler om at udnytte den adfærd, vores krop udfører, uden at vi behøver at tænke over det, som når vi tager bad eller cykler. Men det er en etisk betænkelig sag at ’gå bagom’ et menneskes bevidste jeg. Både i parforhold og i arbejdslivet. Forestil dig at du lægger tingene tilrette derhjemme, sådan at din partner gør det, du vil have. Mit bud er, at du vil stå dig væsentligt bedre ved ganske enkelt at være oprigtigt interesseret i ham/hende. Måske vil din partner endda ligefrem elske dig – helt ægte og frivilligt. Det er da forsøget værd?

Man må spørge, hvorfor en sådan bog virker tiltrækkende. Hvorfor er det, at man gerne vil kontrollere og retningsbestemme de ansattes handlinger, uden at de selv er klar over det? Mit gæt er, at den leder, der ganske vist nok vil kunne fremvise flotte resultater og glade medarbejdere, i sin seng og med lyset slukket vil overveje værdien af sin strategi. Det afgørende tilfredsstillende i mellemmenneskelige forhold, hvad enten det er privat eller på arbejdet, er den anden parts frivillighed. Resultater baseret på manipulation, om end den er nok så venligt ment, fører i sidste instans til ensomhed og isolation på chefkontoret. Lederen har ikke fået sine ansattes respekt frivilligt, og derfor er den tom.

En lige så dyster tanke melder sig derpå: Hvorfor er vi glade for en kantineordning med frugt sat strategisk frem, og for trappetrin med kalorieforbrændingsskema malet på? Skyldes det en mistillid til os selv og vores evne til at påtage os dybdeansvaret for vores tilværelse?

Der er noget behageligt ved, at tingene bare kører, uden at vi skal påtage os ansvaret for det. Tænk, hvis du kunne holde op med at ryge, bare ved at regeringen fjernede tobakken fra dit synsfelt i supermarkedet. Det ville da være dejligt.

Sagen er bare, at det næppe ville stoppe dér. Hvis det er en effektiv metode, skal fantasifulde folk nok finde på endnu mere, du skal spares for. For dit eget bedste, naturligvis. Skam få den, der tænker ilde derom. Vil du ikke gerne have udgifterne til sygehusvæsenet ned? Jo, det vil du gerne – hvad ellers? Men siden du nu er forhindret af din egen hjerne, så overlad du bare den slags vigtige beslutninger til os. Okay, Jytte? Vi har nemlig den rette metode. Stol på os, lev du bare i nuet og lad være med at tænke så meget. Det er vi bedre til. Du vil jo gerne tales ned til, ikke sandt, Jytte? Du har det godt i dét, som vi kalder ”nede”, ikke?

På deres frugter 
skal du kende dem

Niveauet af menneskelig indsigt i konsulent- og ledelseslitteratur er efter min mening skandaløst. Det er uhyggeligt at være i hænderne på et ledelseslag, hvis blik rettes ind efter denne type metoder. Både fordi bogens indsigter er forholdsvis banale, og fordi metoden opfordrer til at umyndiggøre det individ, som hele den europæiske og jødisk-kristne kultur har brugt 2500 år på at fremelske.

Menneskets myndighed og selvtilblivelse har været omdrejningspunktet både i den religiøse og den filosofiske tænkning, og det har været en dyrekøbt sejr, som har sat sig uvurderlige frugter i vores kulturkreds. Man rystes noget over den lemfældighed, med hvilken det kan sættes over styr – og især fordi målet med det stadig er tåget. Hvis det kun drejer sig om kapitalforøgelse, er det til at forstå. Men næste skridt er jo at overveje, hvad den kapitalforøgelse skal afstedkomme i det lange løb.

Og det giver Münsters bog intet svar på. Formodentlig fordi han ikke har tænkt over det, selvom han uomtvisteligt er godt begavet. Men måske skal du heller ikke tænke for meget over den slags? Var det ikke bedre, om du koncentrerede dig om dit knuste hjerte, dit kondital og din livsforlængelse, selvom du ikke ved, hvad du skal stille op med den?

Jo. Det er det nok, mit barn. For som der står i bogens indledning: ”Bed så om et glas varm mælk, så du kan falde i søvn. De voksne skal tale sammen nu.”

Gå på opdagelse i

folk&kirkes magasiner