Corona bliver ingen gamechanger

Af Henrik Winther Nielsen, præst i Frederiksborg Slotskirke
Illustration: Norman Wilkinson, Sinking of the Lusitania (1915)

KOMMENTAR: Lige nu finder vi de ’sande værdier’ frem, men det går over lige om lidt, uden at noget bliver anderledes. Livet er absurd - en guddommelig sang uden nogen grund og uden noget formål. Det må vi leve med!

Rune Lykkeberg mener, at verden bliver en anden efter coronaen. Man vil ikke længere kunne tro på en kapitalisme, hvor alt er til salg, så noget vil der ske, erklærer han i en klumme i Information.

Det tror jeg ikke på. Mit bud er, at intet vil ændre sig bagefter. Muligvis et skærpet krav til hygiejne på de kinesiske wet markets. Som sikkert ikke bliver håndhævet. Resten kommer til at gå, omtrent som det plejer. Der kommer ingen revolution. Ingen nye økonomiske teorier overtager. Folk vil ikke sætte pris på de ’sande værdier’ mere end seks måneder efter. Coronaen bliver ikke en kulturel game changer. Der skal mere til, beklager.

Tidligere har vi jo ellers set, hvordan store kriser har vendt op og ned på alt i samfundet. 1. verdenskrig ændrede på kunsten, litteraturen, filosofien, teologien, ja, intet menneskeligt udtryk var som før. Der skulle tænkes nyt fra granatkraterets bund. Vi skulle omdefinere værdier, tænkemåder og hvad mennesket overhovedet var for noget.

Og der er dem, der håber noget lignende vil ske igen. De peger på alle de fine ting, vi går og gør for hinanden her under coronakrisen.

Men i dag har vi det for godt til at ændre på noget som helst. Infrastrukturen er upåklagelig. Systemet fungerer ret godt. Nogle er døde. Nogle har mistet deres job. Nogle keder sig. Og det er ikke for at nedtone elendighed og angst – den er vi mange, der arbejder med at afhjælpe hver dag. Men det er ikke noget ukendt. Det er ikke noget, der ændrer på vores grundlæggende livssyn, menneskesyn eller kultur. Vi er ikke overrumplet over fundamentalt ændrede vilkår. Der vil ikke blive tænkt nyt, for der er intet nyt at tænke over.

Det er sådan, at et hemmeligt og uhyggeligt sted i os findes der en mystisk længsel efter skibskatastrofer, hærværk og pludselig død, som Tom Kristensen skrev. Så når en pandemi som nu Covid-19 slår ned, får angsten en genstand og bliver til frygt for noget konkret. Og når den vågner i alle på samme tid, deler vi pludselig vilkår.

De letomskiftelige følelser

At virus tager livet af os lynhurtigt – det ved vi allerede. Pesten, Den Spanske Syge, koleraen. At økonomien er globaliseret? Det lærte Lehman Brothers’ kollaps os i 2008 - noget, der sært nok kom bag på aktørerne.

Okay, verden er, som den ér. Men hvad med den enkelte? Den enkelte dansker kan jo sagtens få øjnene op for noget nyt. Mange taler jo nu om de ’sande værdier’, om at skære ned på ’overforbrug’ og den slags. Selv tror jeg ikke, det holder længe. De ’sande værdier’ er noget, man synes, man indser i krisetider – og som man glemmer meget kort tid efter. Det gør man fordi ’værdier’ er noget, man skal holde fast i og dyrke og udleve, selvom de ikke understøttes af ens letomskiftelige følelser. Men når mennesker f.eks. er ramt af hjertesorg, udviser de generelt forbløffende lidt tilbøjelighed til at protestere over børnearbejde og trafficking og andet, som ikke harmonerer med de ’sande værdier’.

Det er det ene. Det andet er, at udholdenhed ikke er menneskehedens stærkeste side. De fleste korn lander på klippegrund, og det viser sig, at ganske kort tid efter helbredelsen for kræft brokker man sig igen over, at bussen er forsinket. Og jeg vædder min gamle hat på, at det ’samfundssind’, vi udøver og den opmærksomhed, vi giver hinanden i disse uger, forsvinder som dug for solen bagefter. Hvorfor? Fordi alting fungerer som altid, og derfor er der ingen grund til, at vi fælles skulle gøre nogen altomvæltende prøve på vores kultur over en årrække.

Livets vælde

Det er sådan, at et hemmeligt og uhyggeligt sted i os findes der en mystisk længsel efter skibskatastrofer, hærværk og pludselig død, som Tom Kristensen skrev i digtet ’Asiatisk i Vælde er Angsten’.

Så når en pandemi som nu Covid-19 slår ned, får angsten en genstand og bliver til frygt for noget konkret. Og når den vågner i alle på samme tid, deler vi pludselig vilkår. Frygten bliver berettiget og får en konkret årsag, og det letter os at få at vide, hvad vi skal være bange for. Vi kan placere den angst, vi ikke synes burde være der, men som ikke desto mindre hører med til det at være en udsat krop i tid og rum. Måske nyder vi endda skibskatastrofen en lille smule?

Når medierne råber, at denne virus vil ændre alting for altid med sit globale ’bøh’, tror jeg, det er udtryk for et ønske om drama. Eller måske rigtigere: udtryk for det søde gys ved, at livets vælde (endelig) rører på sig. Upåvirkeligt, ubarmhjertigt, døvt for bønner.

Jeg tror ikke, at Covid-19 ændrer på noget som helst, hvad angår kultur og opfattelsen af, hvad det vil sige at være menneske – hverken individuelt eller i fællesskaber. Ikke på længere sigt. Vi har dem, vi ikke kender på radaren nu, fordi vi ved, hvordan en smittekæde fungerer. Men bagefter? Når vi ikke smitter længere? Når frygten igen bliver til eksistentiel angst, hvad så?

Ja, så er vi tilbage ved de samme dilemmaer, de samme menneskelige vilkår, så som livets grundlæggende absurditet: at det ikke fører til noget (andet), end dét, det er, nemlig liv. Formålsløst liv – og absurditeten kan enten føre til fortvivlelse, fordi det ikke har nogen videre betydning. Eller den kan føre til, at man opfatter dette absurde overflødighedshorn af liv for dets egen skyld - som en guddommelig sang uden nogen grund, og har glæde af dén tanke.

Og det lader ikke til at ændre sig synderligt, det vilkår. Men vi begyndte at tale om det og har prøvet at finde os nogenlunde tilrette med det siden 1. verdenskrig. Dengang brød menneskehedens omhyggeligt opbyggede selvbillede sammen. Det gør det ikke på et forår og en sommer i coronaens kløer. Der er nemlig ikke noget ved Covid-19, der ryster forestillinger om samfund, kultur – eller menneskelivets vilkår. 

Gå på opdagelse i

folk& magasiner