Den frie vilje 
– til terror og kærlighed

Af Elon Jepsen, præst i Vor Frelsers Kirke i Vejle
Foto: Jason Alami

KOMMENTAR: I tv-serien Når støvet har lagt sig spørger Marias mor, hvad det er for en gud, der lader børn blive ramt af terror. Her er et bud på et svar.

Kære Louise

Du spørger: "Hvis der virkelig findes en Gud, hvordan kan han så lade folk gå ind og skyde en niårig?"

Det er et godt spørgsmål, og jeg vil gerne forsøge at give dig et svar. Der er intet af, hvad jeg skriver nu, som vil kunne fjerne din smerte eller som vil få din datter, Maria, til at komme sig. Desværre. Livet er til tider ubeskriveligt hårdt og uretfærdigt. Både børn og voksne bliver ramt af tragedier, som synes fuldkommen urimelige, hvis der skulle være en kærlig og almægtig Gud til. Jeg har i løbet af de seneste måneder begravet to børn. Hvilket svar kan man som præst give til forældrene i sådan en situation? Eller give sig selv for den sags skyld? For også jeg bliver påvirket og mærket af smerten og meningsløsheden. Det bedste svar er nok det svar, sygeplejersken giver dig, da du stiller dit spørgsmål. Hun svarer med stilhed. Men hun bliver ved siden af dig midt i smerten og forsøger at dele den med dig, så godt hun kan.   

Men nu stillede du spørgsmålet, og så vil jeg alligevel forsøge at svare dig, så godt jeg kan. Det menneske som skød din datter, har begået en forfærdelig handling. Din datter er uendeligt værdifuld – i det sprog, vi bruger i kirken, siger vi det på den måde, at hun er skabt i Guds billede. Og det har denne mand forsøgt at ødelægge. Det er dybt forkert, og du mærker det tydeligere end nogen anden.

Men sagen er, at vi mennesker er skabt med en fri vilje. Vi kan handle i kærlighed og velvilje mod hinanden eller opføre os ondt eller selvisk over for hinanden. Det er en enorm gave, som netop er det, der gør os til mennesker og ikke robotter. Men det er også det, som gør os i stand til at skade hinanden så forfærdeligt.

Og hvorfor griber Gud så ikke ind? Det hurtige svar er, at hvis han gjorde, ville han ophæve den frie vilje og dermed alligevel gøre os til robotter. Men jeg er udmærket klar over, at det sandsynligvis ikke er et svar, som giver dig nogen trøst lige nu. Måske er det endda med til at gøre Gud foragtelig eller måske bare latterlig. Hvad skal man så bruge ham til?

Men selv om vi kan føle, at Gud ikke er, som han bør være, er spørgsmålet, om vi er bedre stillet uden ham? Er der nogen trøst i din og din datters situation i et univers, der er skabt af og styret af tilfældigheder?

Du kan i hvert fald starte med at bruge ham til at skælde ud på. Bibelen er fuld af mennesker, der gør det. Tænk bare på den vigtigste af dem alle, nemlig Jesus, der bliver pint og pisket og efterfølgende sømmet fast til et kors. Da Jesus hænger der på korset i den dybeste smerte og ensomhed, råber han ud til Gud: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig!”

Du ville formentlig sige, at Gud aldrig har været i dit liv, så derfor kan han heller ikke have forladt dig, men min pointe er, at vi på ingen måde står alene med vores råb. Din datter er ikke alene i smerten. Du er ikke alene i smerten. Ingen af os er det. Selv hans egen søn protesterer over Guds passivitet.

Men selv om vi kan føle, at Gud ikke er, som han bør være, er spørgsmålet, om vi er bedre stillet uden ham? Er der nogen trøst i din og din datters situation i et univers, der er skabt af og styret af tilfældigheder? Er der nogen trøst i, at livet er et kort lille blink mellem mørke og intethed før livet og mørke og intethed efter livet? Oplever du ikke netop, at din datters liv er dybt meningsfuldt, langt ud over et tilfældigt og kort blink af liv? Det mener jeg, at det er.

Men det giver kun egentlig mening, hvis vi netop er uendeligt værdifulde, skabt i Guds billede. Og at livet her på jorden ikke er det eneste, der er at sige om os. Du kan jo prøve at lege med den tanke. For hvis Gud er til, så svæver hun ikke frit mellem liv og død, men er netop nu i hans kærlige og stærke hånd.

Det håber jeg og tror jeg er rigtigt. Og når støvet har lagt sig, er smerten og spørgsmålene, der sikkert endnu. Men måske er de til den tid også farvet af en oplevelse af en hånd, der bærer jer, hjælper jer og elsker jer.

Med håbet om snarlig helbredelse af din datter!

Gå på opdagelse i

Folk&kirkes magasiner