Det forsonende håndtryk

Af Lisa Tikkanen, præst i Christianskirken i Lyngby 

KOMMENTAR: Selvfølgelig kan jeg ikke give hånd i kirken i øjeblikket, det er klart. Men det får mig til at opdage, hvor vigtigt håndtrykket er, skriver Lisa Tikkanen.

Som præst kommer jeg kommer i berøring med mange mennesker i løbet af en uge, ganske ligesom mine kolleger. Nogen gir en krammer, andre en hånd, men at stå i kirkedøren som præst og hilse på sin menighed med et håndtryk, et smil og en lille sludder er tæt på at være en del af gudstjenestens liturgi.

Nogle gange mødes vi af ivrigt ruskende hænder, der jubler efter en vielse. Andre gange af fastholdende hænder, der griber efter et medmenneske i sorgen over tabet af en elsket. Om søndagen er det velkendte hænder, der gerne vil holdes, hænder der gensidigt spørger: Hvordan går det med dig?

Lørdag den 7. marts var dag 1 for mig uden håndtryk. Jeg stod med en overraskende fuld kirke til en begravelse af de gode. En kærlig og sammentømret familie skulle sige på gensyn til far, der havde levet godt og længe og gjort en kæmpe forskel i verden, deres såvel som vores. 

Folk i kirken krammede, de gav hinanden hånd, og de var tætte på hinanden. Det var gamle venner, familie og pensionerede kolleger til afdøde, der ikke havde set hinanden i årevis. De fulgte ikke statsministerens anbefalinger, men krammede løs, holdt hinandens hænder og fyldte rummet med samhørighed. Jeg derimod er embedsmand og måtte se på. Og det var godt nok underligt. Selvfølgelig kunne jeg ikke give hånd, det er klart. Vi har et ansvar og en pligt for at skærme de mest udsatte og begrænse smitte. Enken, en klog, pensioneret sygeplejerske, sagde selv, at det måtte være sådan.

Virus er ikke det eneste, der overføres ved håndtryk. Det gør også medfølelse, sammenhold og styrke.

Alligevel var det en meget anderledes dag i dag. Virus er ikke det eneste, der overføres ved håndtryk. Det gør også medfølelse, sammenhold og styrke. Det er en anerkendelse af, at du er her, og jeg er her, sammen med dig – vi har gjort noget sammen, oplevet noget sammen eller er på vej sammen. Håndtrykket fortæller noget om dig og den, du står overfor. Der er den stærke næve, hvor man mærker, at her er et menneske, der er vant til at bestille noget. Der er den bløde, blide og forsigtige hånd, der vidner om kunstnersind og blufærdighed.

Håndtrykket er forsonende, det indleder forhold og indgår aftaler om alt fra verdensfred, hestehandler, fairplay og ægteskab, der som bekendt besegles med ordene Så giv hinanden hånd derpå. Hvis et menneske ikke vil give dig hånden, opleves det i vesteuropæisk kultur, som en kontant afvisning af at ville indgå i fællesskab med dig. Og det i en grad, så man har valgt at udskyde statsborgerskabsceremonierne, indtil det igen anses for sikkert for embedsmænd at give håndtryk. Jeg er ikke enig, men jeg forstår fuldt ud den symbolske betydning af håndtrykket.

Vi talte i kirkedøren om mulige erstatninger. At slå fødderne sammen dur ikke, blev vi hurtigt enige om, for det ville udelukke ham, der var i rollator. En foreslog albuehilsner, som det er sædvane blandt kokke, hvor man er vant til at have nassede fingre. Men en hård albue er en fattig erstatning for alt det, vi får formidlet gennem vores hænder. I lørdags valgte jeg at holde hånden på hjertet og nikke. Det viser, vi har set hinanden, men vi kommer ikke i berøring med hinanden. Det håndtrykket overfører på godt og ondt, holder vi for os selv.

Det siges, at man skal miste noget, før man ser, hvilken værdi det i virkeligheden har. Håndtrykket er ingen undtagelse, og jeg glæder mig, af mange grunde, til igen at kunne give hånd i kirkedøren. 

Gå på opdagelse i

Folk&kirkes magasiner