Selv dronningen må stå alene i disse dage

Af Jørgen Christensen, præst i Frederiksborg Slotskirke og provst i Hillerød.
Foto: Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

KOMMENTAR: Vi hænger sammen, vi hører sammen, vi hænger på hinanden, og vi har ansvar for hinanden, også selv om afstanden er der.

Forleden gik jeg en tur i parken ved Frederiksborg Slot i Hillerød. Midt i den kunstige sø, Ødammen, ligger Louises Ø med en norsk bjælkehytte. Få hundrede meter fra Frederiksborg Slot kunne Frederik VII få lidt fred og ro fra konen, Louise. Med fiskestang kunne han nyde stilheden i ophøjet isolation ude på øen.

Den sidste tid har jeg tænkt meget på min latinske læsebog, hvor en af de første sætninger lød: ”Sardinia insula est” – ”Sardinien er en ø” – på italiensk isola. Og lige præcis isola har vi hørt meget om den sidste tid, hvor mange af os har følt os isolerede og alene. Vi har siddet med afstand og har kunnet skype og telefonere, men vi har været isolerede fra hinanden.

Den 16. april var det dronningens fødselsdag. Et af de stærkeste billeder fra dagen var, da hun stod helt alene på trappen foran Fredensborg Slot i sin irgrønne dragt, der matchede slottets kobbertage. Et menneske, der helt alene træder ud af sit store slot. Selvfølgelig har hun tjenestefolk på slottet, men der, hvor hun normalt ville stå omgivet af sine børn, svigerbørn og børnebørn, ja, så stod hun muttersalene, uden et menneske, og vinkede til dem, der stod på behørig afstand – også afstand af hinanden. 

Det kan godt være, at Frederik VII har nydt at være lidt for sig selv når han søgte ensomheden på sin lille ø, men de fleste af os nyder det ikke spor.

Og hvem ringer klokkerne for, ja, de ringer for dig og mig og os alle sammen – de ringer for at minde os om, at intet menneske er en ø.

Akkurat som John Donne udtrykker det i sit digt:

Intet menneske er en ø;
en verden for sig.
Ethvert menneske er et stykke af fastlandet,
en del af det hele.
Om en lerklump skylles bort af havet
eller et forbjerg,
eller din vens hus eller dit eget.
Europa bliver mindre derved;
ethvert menneskes død river noget fra dig,
thi du er ét med den ganske menneskehed.
Så derfor skal du ikke spørge:
Hvem ringer klokkerne for?
De ringer for dig.

Mens jeg stod og så ud på kongens lille ø, ringede kirkeklokkerne, det var organist Ulla Handler, der spillede på Frederiksborg Slotskirkes klokkespil, som hun gør det hver dag kl. 12 i denne coronatid.

Og hvem ringer klokkerne for, ja, de ringer for dig og mig og os alle sammen – de ringer for at minde os om, at intet menneske er en ø.

Vi hænger sammen, vi hører sammen, vi hænger på hinanden, og vi har ansvar for hinanden, også selv om afstanden er der. Det er også en del af det kristne budskab; alle steder understreges sammenhængen. 

Dronning Margrethe må stå alene, men hun vinker til os, og vi synger for hende. Vi hører sammen, og vi har ansvar for hinanden. Det må vi forvalte så godt, som vi kan, her hvor vi er isolerede og håber på, at isolationen snart kan brydes, og vi kan komme væk fra hver vores ø.

Indtil da må vi passe godt på hinanden, selv om det er med isolation og på afstand.

For intet menneske er en ø!

Gå på opdagelse i

Andre magasiner