Pjank!

Få kan sige det med så meget pondus og syrlighed som Venstre-politikeren, højskolemennesket og forfatteren Bertel Haarder. Man kan næsten høre det for sig. Pjank. Det er samtidig et meget Bertel Haardersk ord, en smule bedaget, men selvfølgelig har den tidligere kulturminister og kirkeminister (blandt meget andet) ikke grebet det ud af den blå luft. Det stammer fra et ældre teaterstykke (Indenfor Murene, 1912) og er for Bertel Haarder et meget præcist udtryk for den åndelig tørke, vi befinder os i. Hvor fikse idéer, politisk korrekthed og psykosociale forklaringer har erstattet alt det, tilværelsen egentlig handler om.

- Det er meget vigtigt for den enkelte at have åndelige fikspunkter. Noget åndeligt at stå i mod med. Hvis det kun er det sociale og demokratiske og psykologiske, så risikerer man at miste livsmodet. For eksempel vores forhold til døden. Vi skal jo dø alle sammen, det er den vigtigste realitet af alle – og døden må ikke være et tabu. Men i vores kultur er døden blevet noget, vi glider let henover.

En af de vigtigste årsager til den stigende ”åndløshed” og meningstab er ifølge Bertel Haarder, at vi er ved at skylle de kristne begreber ud med det sekulære badevand.

- Igennem det kristne sprog kan man lære at føle sig hjemme mellem ondskab og kærlighed, forfald og evighed, samvittighed og tilgivelse. Simpelthen fordi de kristne grundbegreber sætter ord på det vigtigste i tilværelsen. Jeg plejer at sige, at de fleste dage i ugen handler om det, vi som mennesker kan forandre, men i kirken om søndagen handler det om det, vi ikke kan forandre. Livets konstanter. Det som vi må forholde os til og som psykologien ikke giver os adgang til. 

En del af noget større/Åndelig opblomstring

Egentlig har Bertel Haarder ikke noget imod udtrykket ”åndelig oprustning”, selvom det er blevet kritiseret for at være for militaristisk og for uklart. Men han kan lige så godt lide at kalde det ”åndelig opblomstring”. Men hvordan og hvad skal vandes, for at åndeligheden igen kan trives? 

- Politisk handler det om at holde fast ved kristendomskundskaben som et kulturfag og ikke bare et orienteringsfag. Vi må ikke lade indvandrere og efterkommere i stikken ved at være kulturelt og åndeligt utydelige ved for eksempel at give alt lige meget plads i undervisningen.  Og så er kulturlivet og teatret jo også vigtigt, især dem som har sans for ånd.

Det var de store linjer. Men hvordan forholder det sig på et individiuelt plan, hvad kan vi gøre for at (gen)opbygge åndeligheden hos hinanden?    

- Vi kan vi jo ikke gør andet end at forbedre os selv, og gøre hvad vi kan, hvor vi er sat. Og lære at se sig selv som en del af noget større – det er jo det, alt dannelse handler om. Dansk Boldspil-Unions slogan ”En del af noget større” burde stå over indgangsdøren til hver en skole i landet. 

En lille tro og en stor tvivl

Bertel Haarder har, hvad han selv vil kalde ”en lille tro - og en stor tvivl”. Men han har samtidig en stor kærlighed til alt, der omgiver kirken og kristendommen i Danmark. Salmerne ikke mindst.

- ”Den lille tro” er et udtryk, jeg har stjålet fra SF’s Poul Dam, da han som kirkeordfører sagde: ”Folkekirken er ikke kun for den stærke tro – den er også for den lille mand med den lille tro.” Det tænker jeg på hver juleaften, når jeg sidder i kirken og ser rundt på mine naboer, som kommer med børn og børnebørn. For nogle er det måske den eneste gang på året, de kommer i kirken. Det synes jeg er meget rørende.

Og hvis Bertel Haarder skulle give os alle et kærligt sjælespark?  

- Så ville jeg få jer til enten at se et godt drama eller en film eller læse en bog, der bevæger. Men det behøver ikke være noget intellektuelt, ånden er noget alle har adgang til. Ånd er det, der bevæger og binder alting sammen. Ligesom den mørke energi i universet.