Aktivistens blinde øje

Af Juma Kruse, præst på Samsø

ANMELDELSE: Elbæks livshistorie er et stykke kulturhistorie. I selvbiografien ’Et liv’ fortæller han om sin vedholdende aktivisme, der strækker sig fra Next Stop Sovjet over Kaospiloterne til Alternativet. Men bogen viser også, at med en idealisme som den, Elbæk giver udtryk for, er hykleriet næsten en uundgåelig følgesvend, og han er påfaldende blind over for sin egen rolle i Alternativets deroute i 2020.

Hjemme hos familien Elbæk, i Uffes barndomshjem, havde de en juletradition med at pynte juletræet i hvide og røde farver. Det var ikke en henvisning til noget nationalt – nej, den røde farve repræsenterede socialismen, mens den hvide farve repræsenterede verdensfreden, intet mindre. Og det vel at mærke i en tid, hvor Elbækfamilien samtidig var i splid over et sommerhus. Måske man skulle løse problemerne internt, før man taler verdensfred, kan man synes. Men det bemærker Uffe Elbæk ikke.

Historien er sigende for den idealisme, som startede meget tidligt i Uffe Elbæk liv, og som også meget tidligt får hykleriets skær over sig. 

Når Elbæk i 70’erne kiggede ud i verden, så han en verden, der ” vitterlig stod og vippede mellem en undertrykkende kapitalisme og en demokratisk socialisme”. Han så det som sin opgave at kæmpe for friheden og dermed hjælpe til med at sikre at verden vippede til den rigtige side. Som ganske ung får Elbæk et barn (med Karin), men det forhindrer ham ikke i at forlade sin på det tidspunkt toårige dreng og tage et par måneder til USA i 1979, bl.a. fordi han har fået en indbydelse fra American Indian Movement. Turen virker som et stort frirum for Elbæk, om ikke kan få nok af historiens vingesus og mødet med centrale aktivister.

Når det er sjovt for Elbæk, så kører idealismen på fuld skrue. Når det ikke er sjovt for Elbæk længere, så bakker han ud, koste hvad det vil.

Hjemme igen får han en ny kæreste (Kirsten, hvis to børn han bliver reservefar for), men forholdet går i stykker, primært fordi Elbæk var mere til mænd end kvinder, skriver han. Sammen med hende oplever Elbæk, at han blev voksen ”på mange områder af følelseslivet”.

Sommetider lykkes Elbæks aktivisme i særlig grad, som da Next Stop Sovjet kulminerer en måned før Berlin-murens fald, men det er ikke uden omkostninger. Mange slår sig på Elbæk, og hans børn lades sommetider alene, i en lang periode bor Elbæk med sønnen på et køkkengulv hos nogle venner.

Hans politikerliv starter i byrådet i Aarhus, og også her tager han kontroversielle valg. Elbæk er med til at vælte den socialdemokratiske borgmester Flemming Knudsen – med stemmer fra Dansk Folkeparti, som han ellers gik ind i politik for at stække.

Som byrådspolitiker er han også med til at lukke aktivitets- og medborgerhuset Huset i Århus. Og selvom Elbæk argumenterer fornuftig og rationelt for beslutningen, så ændrer det ikke på, at Huset for mange århusianere betød det samme, som mange af Elbæks kæpheste betød for ham. Eksemplerne viser, at han sagtens kan være brutal til trods for den åbne, alt-kan-lade-sig-gøre-attitude, som mange aktivister ellers finder så inspirerende og sympatisk hos ham.

I 2011 bliver Uffe Elbæk tilbudt kulturministerposten og siger naturligvis ja. Hvorefter han i al hast må låne et jakkesæt, inden han skal præsenteres for dronningen.

Men efter kun lidt over et år trækker han sig igen, fordi han ender i en mediestorm. Han bliver anklaget for nepotisme og inhabilitet, da han har lagt tre officielle middage og to debatarrangementer på gøglerskolen AFUK, Akademi for Utæmmet Kreativitet, hvor hans mand var ansat som skolesekretær og han selv tidligere havde siddet i bestyrelsen, og det bliver for hårdt, fordi mediestormen ikke kun retter sig mod ham selv, men også hans mand.

Et års tid efter går Elbæk i gang med at danne partiet Alternativet. Hele optakten, den første valgkamp og tiden herefter viser Elbæk, når han er bedst. Hele ideen om at lade flere hundrede medlemmer brainstorme og komme med forslag til partiprogrammet var nyt, Join the Party-valgkamp-karavanen besøgte de fleste større byer i Danmark med en blanding af politisk talkshow og valgfest. Elbæk forestiller sig fra starten partiet som et ”virusangreb, der ville ændre det repræsentative demokrati”.

Og når det er sjovt for Elbæk, så kører idealismen på fuld skrue. Når det ikke er sjovt for Elbæk længere, så bakker han ud, koste hvad det vil. 

Efter foråret 2017 begynder Elbæk nemlig at kede sig, skriver han. Han finder sekretariatets medarbejdere sjovere, mere interessante og inspirerende at tale med og arbejde sammen med, end flertallet af folketingsgruppen, som beskylder ham for skyggeledelse og at fylde for meget. Modstanden mod Elbæk vokser, og han taber flertallet i folketingsgruppen.

I marts 2020 skal han ”stå skoleret” for sin egen kreds, da han indirekte anklages for illoyalitet overfor den nye politiske leder. En ”kammeratlig samtale”, hvilket han selv synes er helt uhørt. Og han mener selv, at nedturen for Alternativet starter her.

Her må man som læser stoppe op. Og undre sig over, hvordan en så begavet og helt åbenlyst radikalt visionær aktivist som Elbæk kan være så blind for sin egen rolle i konflikten, der førte til sprængning af folketingsgruppen.

Han havde et stort medansvar for at Josephine Fock, Alternativets nye politiske leder fra februar 2020, ikke fik succes. Vælgerne havde faktisk taget godt imod hende, men da dagbladet Information gik til angreb mod hende, bakkede han hende ikke op. Dette medansvar siger han ingenting om.

Umiddelbart efter omtalen af Alternativets krise fortæller Uffe Elbæk om sin kamp for demokratiet i Hong Kong, og det er svært ikke at få et deja-vu til begyndelsen af bogen. Her kunne vi læse, hvordan Elbækfamiliens egne konflikter ikke forstyrrede dem i at pynte juletræet i den hvide farve for verdensfreden. Nu virker hans kamp for demokratiet i Hong Kong tilsvarende udvendig, når han ikke engang kan efterleve og respektere medlemsdemokratiet i sit eget parti.

Selv skriver han ”mit værdikompas den dag i dag er intakt”.

’Et liv’ er i høj grad værd at læse. Uffe Elbæk skriver både levende og sanseligt, og man kan blive virkelig betaget af Elbæks fandenivoldske iværksætterenergi og aktivisme. Hans historie er et stykke kulturhistorie og samtidig en fortælling om, hvor svært det er ikke at være hyklerisk, når man vil nå det ideelle. Derfor giver det også en fornemmelse af en mand, der aldrig for alvor er blevet voksen, men stadig blot følger sin lyst.

Anmelderen Juma Kruse har selv været medlem af Alternativet siden 2014.

Publiceret den 25.2. 2022

De synspunkter, der kommer til udtryk i anmeldelsen, står for skribentens egen regning og er ikke udtryk for folkekirkens holdning.

Gå på opdagelse i

folk&kirkes magasiner