Amalie Langballe gør mig mindre alene

Af Therese Møller, præst i uKirke, Vesterbro. Foto: Miklos Szabo

ANMELDELSE: Hvad ved præster om håb og kaos? Samtalebogen ’Forsøg udi Håb’ tilbyder et sprog til en kriseramt tid og giver os en pause at ånde i.

Amalie Langballe har et problem. Eller rettere sagt er der vel tale om mange problemer, et tidstypisk kaos, med bekymringerne hængende som i en perlerække: Brexit, moderens død, klimakrise, Donald Trump, seksuelt overfald, Rasmus Paludan, hadsretorik, coronakrise, jobsikkerhed, kærlighedssorger, generationskløfter, ensomhed, internetafhængighed og afmagt. Bekymringer nok til at slå selv det mest rolige og rationelle menneske ud. Måske er det netop derfor Amalie vælger at spille bold op ad noget andet end det rationelle og diagnosticerende sprog, men i stedet tyer til det religiøse, poetiske og filosoferende sprog, for at lufte sine bekymringer. For hvad i alverden stiller vi op med det hele? Og hvor gør man af alle bekymringerne? I bogen ”Forsøg udi håb” præsenterer Amalie ni af sine bekymringer for ni præster for at få deres bud på, hvordan man lærer at leve i spændingsfeltet mellem håb og kaos.

”Forsøg udi håb” er en stor bog i en lille indpakning. Selvom bogen centrerer sig om samtalerne med de ni præster, er det i høj grad Amalie Langballes egen filosoferen over de forskellige præsters svar, der gør indtryk. Bogen er letlæselig, men den ligefremme måde, bogen er skrevet på, og den måde hvorpå hun reflekterer over sine egne omstændigheder, skaber et samspil, der giver den en overraskende dybde. Den efterlader én med store tanker og eftertænksomhed, som kan være tiltrængt i en verden, hvor vi ellers mest råber af hinanden.

For hvert præstebesøg bliver man inviteret ind i et brudstykke af en samtale, der aldrig rigtig giver en løsning, men nærmere en betragtning. En vinkling af måden at se verden på. Og måske er det netop dét præster kan: De flytter perspektivet fra frø til fugl og giver os en lille pause at ånde i. Her findes det ikke-diagnosticerende sprog, her er der ingen effektiviseringspolitik. Her er det bare to mennesker der taler og lytter, og rummet åbnes både opad og udad.

Måske er det bare fordi jeg aldersmæssigt ikke er så langt fra forfatteren. Hun er 29, og jeg er 37. I hvert fald kender jeg ikke nogen voksne på min egen alder eller yngre, der ikke er ramt af mindst én af de beskrevne kriser. I generationerne efter mig kommer kriserne med deres eget opgør; en større aversion imod sociale medier, og den ensomhed der ligger i dets kølvand, en større bevidsthed omkring klimapolitik og social uretfærdighed, og et skarpt blik på kønsstrukturer og systematisk undertrykkelse. De har været hurtigere til at træffe livsvalg; de indfører kødløse dage og insisterer på, at magthaverne stilles til ansvar, de køber bæredygtigt og er opmærksomme på pronominer og sexisme. I min egen generation er vi, som altid, en smule bagud, men forsøger at halte efter i et småluntende tempo, med kriserne susende om ørerne.

Her giver bogen en hjælpsom hånd. Hvis man har den mindste tendens til at mærke livets tyngde sætte sig som nakkespændinger, synes jeg, at man burde læse denne bog. For hvert præstebesøg bliver man inviteret ind i et brudstykke af en samtale, der aldrig rigtig giver en løsning, men nærmere en betragtning. En vinkling af måden at se verden på. Og måske er det netop dét præster kan: De flytter perspektivet fra frø til fugl og giver os en lille pause at ånde i. Her findes det ikke-diagnosticerende sprog, her er der ingen effektiviseringspolitik. Her er det bare to mennesker der taler og lytter, og rummet åbnes både opad og udad. Bogens opbygning giver en følelsen af at sidde som den tredje person i samtalen. Man får mulighed for at lytte og tænke med, og de små afsnit, hvor perspektivet skifter mellem forfatter og præst, giver også små åndehuller til at tænke videre på egen hånd.

Det er svært at fremhæve en enkelt af de ni samtaler – selvom de er vidt forskellige, har jeg følelsen af, at der bliver trukket i de samme tråde. Ord som modkultur, forsoning og forbundethed til verden og naturen er gennemgående tematikker. For mig var det Karsten Møller Hansens tanker om at være til stede i nuet og at turde lægge al forudindtagethed bag sig i mødet med et andet menneske, der talte til mig. ”Der sker nogle gange noget fuldstændig magisk, hvis man tør efterlade sig selv. Hvis man ikke vil noget med den, man sidder med. Så kan der opstå en helt ny forbindelse,” siger han og kommer dermed med en fin beskrivelse af det, der er bogens styrke: at den netop består af små møder mellem mennesker, der lægger sig selv til side for at se hinanden. Kan der komme noget særligt ud af at tale med en præst? For mig bliver svaret ja.

Det mest opløftende ved denne bog er, at man faktisk sidder håbefuldt tilbage, når man vender sidste side. Det skyldes hverken præsternes svar eller Kirkegaardcitaterne og de små salmestrofer af Grundtvig, der fint er placeret, så deres betydning træder klarest frem. Det er snarere det rum, der bliver skabt, når to fuldstændig fremmede sætter sig ned og prøver at have en samtale, hvor de tager hinanden alvorligt. Jeg har prøvet at sætte en finger på det, men kunne kun komme frem til, at man sidder tilbage med det modsatte af ensomhed. Dét at læse en bog, som har et sprog, for mange af de bekymringer, jeg slet ikke selv har sat ord på endnu, gav mig en følelse af ikke at være alene. At håbet virkelig er i ledtog med kaos, som Amalie så fint formulerer det – at håb og kaos kan sameksistere i et rum og deles med andre.

Gå på opdagelse i

folk&kirkes magasiner