Anmeldelse af Peder Frederik Jensen: Det Danmark du kender

Det Danmark, du ikke vil kendes ved

Anders Vestergaard, præst i Frihavnskirken

ANMELDELSE: Peder Frederik Jensens roman om social arv i Udkantsdanmark afklæder illusionsløst velfærdssamfundet, men mangler lidenskab for sine personer. Det nytter ikke – der skal kærlighed til, hvis forfatterens ærinde skal lykkes.

Selvom man vokser op under elendige forhold, er der muligheder. Man kan blive til noget. Det er godt for den enkelte og det er godt for samfundet; det er en drivkraft for velfærdstanken. Den historie kender vi godt. Men hvad nu, hvis ham, som skal bære den historie, hovedpersonen, den unge mand med livet og mulighederne foran sig, allerede falder ud på side 5? Hvad er der så tilbage? Så er der det, som Peder Frederik Jensen i sin seneste bog kalder ”Det Danmark du kender”.

Og inden man helt går i gang og åbner bogen, er det vel ikke helt urimeligt at spørge, hvorfor jeg skal læse en bog om det, jeg allerede kender? Og spørgsmålet dukker op igen efter de første par sider. Hvorfor læse videre, når nu ’helten’, mønsterbryderen, ham der kunne ændre historien, er sat ude af spil? Men selvom forfatteren nok tegner et billede af Danmark, som jeg til en vis grad genkender, og som i hans streg igen og igen lever op til mine mest tarvelige fordomme, så tegner der sig langsomt i det flade efterårs morgendis et billede af et Danmark, jeg ikke vil kendes ved. ”Det Danmark du kender” ifølge Peder Frederik Jensen er ikke et Danmark – et velfærdssamfund – jeg vil eller har lyst til at kendes ved.

Som læser står jeg tilbage med en fornemmelse af, at Peder Frederik Jensen nok lidenskabeligt raser over, hvad velfærdssamfundet har udviklet sig til, men at de karakterer, han tegner og bruger, ikke vækker noget tilsvarende lidenskabeligt i ham selv. 

Niels, hedder han, den unge mand, der er vokset op under mere end kedelige kår i randområdet. På Lolland, selvfølgelig, havde jeg nær sagt. Lolland skal stå model til ikke så lidt. Også i fiktionen.

Her går velfærdsnasseri, småkriminalitet, prostitution, stofmisbrug i arv fra den ene generation til den næste. Hjemmet emmer af fugt og skimmelsvamp. Men så længe noget knirker i konstruktionen, er huset da ikke blevet helt blødt. Og enhver fordom, man som læser måtte have om et viljesløst liv i Underdanmark, det bliver trøstesløst bekræftet. Og jeg skal gerne være den første til at indrømme en sær fornøjelse ved at få ret. Men under den her illusionsløse gennemgang håber jeg på samme tid mere og mere, at jeg tager fejl.

Jeg sidder med bogen mellem hænderne og synes, at jeg skulle blive indigneret over, at den sociale arv binder så snært, og at social mobilitet blive beskrevet som en by i Rusland på Lolland. Så tænker jeg lidt på, hvordan folk på Lolland mon læser bogen, hvis de da i det hele taget gør det. Der er trods alt grænser for, hvor ensidige, endimensionelle og stereotype beskrivelser af ens egen egn man orker at beskæftige sig med. På mange måder er jeg glad for, at Peder Frederik Jensen ikke har formastet sig til at skrive om mit barndommens land lige så langt ude i provinsen.

Så læser jeg videre om Niels. Niels kan blive til noget, Niels tager ansvar for sine yngre søskende, sin mor og sig selv. Han hader alt, hvad han kommer fra. Han hader også sig selv. Han må væk. Han vil i forsvaret. Han træner, han er fascineret af politikere som den gamle kuglestøder, der kræver, at man tager ansvar for sit eget liv.  Og han hader Pernille Skippers og Enhedslistens blødsødenhed over for de svage i samfundet, der bare nasser, mens kommunen blindt stiller bolig efter bolig i blokken til rådighed. Det er det, Niels kender. Niels går i gymnasiet. Han skyr fællesskab. Han er som en fremmed, men han er der. Inden skole, inden det er blevet morgen, mens det endnu er mørkt, står han op, trækker i kedeldragten og kører med aviser.

Altså lige indtil den morgen, hvor han bliver kørt ned. Og ikke af hvem som helst. Men af den lokale ambassadør for den danske velfærdsmodel. Den socialdemokratiske borgmester Morten Jørgensen, der på vej hjem i bil fra et sent partimøde i København med ministerdrømme i maven, en cigaret mellem læberne, som han ikke rigtigt kan få skoddet og en promille i blodet af en anden verden; er så optaget af sit eget, at han ikke længere ser på vejen. Morten er ikke længere ung, men han er fremadstormende, og i morgenmørket på de flade veje pløjer han avisbuddet ned i et sving. Niels ligger livløs på vejen stadig med hjelmen spændt under hagen.  Se, det er ”vel færd” ifølge Peder Frederik Jensen i ”Det Danmark du kender”, hvor ham, der skulle bane vejen for de svage, ham, der har gjort det til sit levebrød at udligne de største forskelle i samfundet, har mistet et blikket for dem, som han skulle være der for. Det er bogstaveligt talt vel færd på afveje.

Snart er ulykkesstedet badet i lyset fra en stor Scania lastbil, der standser. Fra førerhuset hopper den modne langturschauffør Frank ned og undersøger den tilskadekomne og ringer til alarmcentralen, tilkalder hjælp og bliver stillet om til Akut Medicinsk Koordinationscenter. Ambulance, politi, helikopter. Redning i yderste potens.

Så er Niels, Morten og Frank og deres familiehistorier sat i scene til en beretning om det Danmark, du kender – eller vel i virkeligheden en hel række historier, som alene fletter sig sammen i indledningsscenen. Ellers lever de deres liv parallelt uden at komme i berøring med hinanden og sædvanligvis uden at blive udfordret på deres forestillinger om de andre. Her er der ikke noget med, at modsætninger mødes og sød musik opstår. Her er der alene lyden af bil, der kører alt for stærkt, og som i mørket banker ind i en knallert, mens bremserne hviner.

Peder Frederik Jensen er bedst, når han udstiller og afklæder et velfærdssamfund, der forlængst har hævet sig over selvkritik, gennem Morten Jørgensens tanker, der stadig refererer til fortidens koryfæer som Anker Jørgensen og H.C. Hansen; Morten kigger snarere tilbage end frem. Det er beskrevet overbevisende og troværdigt. Det overstråler langt skildringerne af personer, som der ellers er så rigeligt af. Og det er synd. Det er, som om karaktererne aldrig rigtigt får et eget liv og da slet ikke får gjort forfatteren nysgerrig på, hvem de er. Jeg kan ikke mærke, at forfatteren egentligt brænder for nogen af dem. Og som læser står jeg tilbage med en fornemmelse af, at Peder Frederik Jensen nok lidenskabeligt raser over, hvad velfærdssamfundet har udviklet sig til, men at de karakterer, han tegner og bruger, ikke vækker noget tilsvarende lidenskabeligt i ham selv. 

Det skaber en dum ubalance, som sidder i mig et godt stykke tid efter endt læsning. Som så langsomt bliver afløst af et ønske om, at forfatterens kritik af den socialdemokratiske velfærdsmodel, som på mange måder i bogen har sejret ad helvede til, munder ud i en mere konstruktiv tilgang i en ny bog forude. Peder Frederik Jensens ærinde er godt nok påtrængende, så længe den sociale mobilitet er for nedadgående, som de seneste undersøgelser viser, men den kan næppe drives ret meget videre af raseri og social indignation, som i denne bog. Der må forfatteren til at holde mere af dem, han ikke af sig selv holder af. Det ville også være et Danmark, jeg ville kendes ved.

Hør forfatteren Peder Frederik Jensen fortælle om sin bog "Det Danmark, du kender"

Gå på opdagelse i

folk&kirkes magasiner