Anmeldelse af Sally Rooney: Skønne verden, hvor er du

Det skønne er så snublende tæt på

Af Hanne Jul Jakobsen, præst i Møllevangskirken. Foto: Patrick Bolger.

ANMELDELSE: Sally Rooney har skrevet endnu en intens roman, hvor kloge unge mennesker står midt i det rodede, besværlige liv og forsøger at finde meningen med det. 

Skønne verden, hvor er du”. Romanens titel stammer fra et digt af Friedrich Schiller, som Schubert satte melodi til i 1819. Det er også et spørgsmål, som de to kvindelige hovedpersoner kæmper med, når de forsøger at finde mening og håb i en verden, der på mange planer er forstyrret og i forfald. Så hvor er det skønne?

Ja, det har i hvert fald været aldeles skønt at læse denne bog. Den er levende som et teaterstykke og intens som et brev fra din bedste ven. Eileen, som er en af bogens to kvindelige hovedpersoner, rammer bogens nerve godt, når hun siger: ”Måske er vi skabt til at elske og bekymre os om dem, der er tættest på os, og til at blive ved med at elske og bekymre os, selv når der er vigtigere ting, vi burde gøre.”

Alice er en succesfuld forfatter, der har skrevet to storsælgende romaner og er blevet kendt i medierne, hvilket hun har svært ved at håndtere. Som udgangspunkt ligner hun altså Sally Rooney selv, der brød i gennem med romanen ’Samtale mellem venner’ i 2017 og i 2019 udgav den lige så populære Normale mennesker, der blev til en dundrende succesfuld tv-serie, der kan streames på DR.

Efter et psykisk sammenbrud er Alice flyttet på landet for at få ro til at skrive en ny roman. Hun kæmper med at forsvare, at det, hun laver, er væsentligt i forhold til de problemer, verden står overfor. Hun har brudt med sin familie og har meget få nære relationer, vennerne Eileen og Simon. Ret tilfældigt møder hun lagerarbejderen og rationalisten Felix, som hun impulsivt inviterer med til Rom, og de indleder et forhold. Det er de fire, Alice, Eileen, Simon og Felix, bogen handler om.

De er hinandens fortrolige, tætte venner og elskende. De kan ikke undvære hinanden, men de kan heller ikke finde ud at være sammen. De har rod i deres kærlighedsliv og de har det svært med deres forældre og søskende. De sårer hinanden konstant og føler sig ofte helt alene. Måske stiller de for store krav til, hvad et venskab skal kunne holde til? De stiller store krav, ikke bare til hinanden, men også til sig selv og lever med en skuffet forestilling om, at de kunne gøre en forskel og være med til at ændre verden. 

Det er en af de gode romaner, der ikke slutter på sidste side. Ikke kun fordi den sætter nogle tanker i gang hos læseren, eller i hvert fald hos mig, om, at det skønne og gode i livet er snublende tæt på og derfor altid også besværligt. Også fordi, vi kan forvente, at det fortsætter. Alle problemerne, alle bekymringerne, alle skuffelserne og alle glæderne. Det slutter ikke her. Det slutter aldrig.

Nu er de omkring de 30 år. Mennesker i deres desillusionerede alder. De har drømt om at frigøre sig. De har længtes efter at sætte en ny dagsorden. De havde håbet, at det blev deres generation, der løste verdens store problemer som klima og fattigdom. De har søgt skønheden i kærligheden, i venskabet, i litteraturen, i kunsten. Og nu står de her som voksne i hver deres lille liv og har svært ved at se perspektiverne i den store sammenhæng. Hvad nytter det at være elsket i medierne, hvis der ikke er nogen, der elsker en i virkeligheden? Hvilken forskel gør det at sidde til alenlange møder med samme dagsorden som sidste år? De har brugt store dele af deres ungdom på at realisere sig selv, og nu savner de at realisere noget uden for sig selv.

Vi lærer dem primært at kende gennem indbyrdes samtaler, måske som en understregning af, at vi formes og lever af vores relationer. Store dele af bogen foregår som en mailudveksling mellem de to veninder, Alice og Eileen, og de øvrige dele af fortællingen er teaterlignende scener, hvor vi ser personerne udefra og hører deres indbyrdes replikker. De taler konstant med hinanden, også når de har sex! Der er også nogle kapitler i bogen, der fortæller deres historie sideløbende, som i små klip fra det ene liv til det andet, så kontrasterne står tydeligt frem. Fortælleteknisk er Rooney helt formidabel.

Spørgsmålet om tro, spiller en afgørende rolle i romanen. Simon, der er praktiserende katolik, er egentlig den eneste, der ikke taler om det. Det er interessant at det er sådan, at vi ser hvad troen gør for Simons måde at agere på, uden at han selv sætter ord på det, eller reflekterer over det. De andre spejler sig i hans tro, og er lige dele skræmte og fascinerede over at han kan tro. Alice, har læst Bibelen, da hun var indlagt på psykiatrisk hospital og er optaget af Jesus som etisk forbillede og gør sig mange tanker om Gud, som den man kan forholde sig til uden for én selv. Eileen er måske misundelig, eller i hvert fald fascineret af Simons tro. Felix er den eneste, der er helt afvisende over for Guds eksistens og som har svært ved at forholde sig til Simon, før han møder ham:

”Altså, han tror simpelthen på Jesus? (…) Fuck, seriøst? Er han skør i hovedet eller hvad? (…) Kan et menneske i vores tid virkelig tro på det der? En fyr springer ud af graven for et par tusind år siden, og det er meningen med alting?”

Alice er af den opfattelse, at vi alle sammen tror på skøre ting, og at de fleste mennesker foretrækker at tro, at der er en eller anden mening. Selv er hun usikker på, hvad hun tror, men hun er blevet optaget af Jesus og refererer flere gange til specifikke tekster i evangelierne. Hun skriver om Jesus på en meget lidenskabelig måde: 

”Jesus forekommer mig at inkarnere en art moralsk skønhed, og min beundring for denne skønhed giver mig sågar lyst til at sige, at jeg ”elsker” ham, selvom jeg udmærket er klar over, hvor latterligt det lyder. (…) Og mens jeg ikke som sådan virkelig ”tror” på Jesu genopstandelse, er det samtidig sådan, at nogle af de mest bevægende scener i evangelierne og nogle af dem, jeg oftest vender tilbage til, foregår efter genopstandelsen.”

Eileen er ikke troende, men forelsket i Simon, og en dag tager hun med ham til messe, uden helt at vide hvorfor. Hun er på en eller anden måde jaloux på Gud. Hun sidder ved siden af og betragter ham, og skriver efterfølgende om det til Alice. På den ene side er det så fremmed for hende, at hun næsten ikke kan være i, at Simon deltager i det hele, uden ironisk distance. Men, der sker alligevel noget med hende under messen. Da Simon, som en del af messen, vender sig mod hende og ønsker hende ”Guds fred”, håber hun af hele sit hjerte, at han faktisk tror det. At opleve den mand hun elsker, deltage i messen, gør et stort indtryk på hende. Hun skriver sådan her til Alice:

”Måske var det bare den rolige, blide måde, Simon opførte sig på i kirken, at han reciterede bønnerne så stille og beroligende, præcis som de små, gamle kvinder gjorde, og at han ikke prøvede at skille sig ud fra dem, ikke prøvede at vise, at hans tro var mere eller mindre glødende end deres, eller vigtigere eller mere intellektuel end deres, men præcis den samme. Og han virkede ikke det mindste pinligt berørt over, at jeg sad der og iagttog ham.”

Mig bekendt har Rooney ikke tidligere beskæftiget sig med troen så indgående som i denne roman. Når man selv er troende, er det interessant at få dette ydre blik på sig. Jeg oplever Simon som identifikation for et moderne troende menneske, der finder mening i at komme i kirken og være en del af et ritual, som på forhånd er givet. I bogen bøvler han med parforhold, arbejdsliv og familierelationer ligesom de andre, men han fremstår også anderledes og mere grounded end de andre.

Det er en af de gode romaner, der ikke slutter på sidste side. Ikke kun fordi den sætter nogle tanker i gang hos læseren, eller i hvert fald hos mig, om, at det skønne og gode i livet er snublende tæt på og derfor altid også besværligt. Også fordi, vi kan forvente, at det fortsætter. Alle problemerne, alle bekymringerne, alle skuffelserne og alle glæderne. Det slutter ikke her. Det slutter aldrig.

Men midt i al besværet har vi brug for et helle, eller et centrum. Det er en viden, der er kommet til Alice med alderen: ”Jeg har brug for at føle, at mit liv har en form for centrum, et sted, mine tanker kan vende tilbage til og hvile ved. (…) Når det gælder at sætte noget i centrum af livet, så slår Gud mig som et godt valg.”

Gå på opdagelse i

folk&kirkes magasiner