Hvis vi kendte menneskers historie, ville vi aldrig fordømme nogen

Af Mette Marie Trankjær, præst i Horbelev Kirke. Foto: Politikens Forlag

ANMELDELSE: Jesper Steins roman 'Rampen' kan ligne en udlevering af forældrene, men er snarere en rehabilitering, fyldt med kærlighed.

Rampen er navnet på en vej i Risskov. Adressen er også affyringsrampe for Jesper Steins roman om en opvækst i et hus, der blev kulisse i en Niels Malmros-film. Klassikere og moderne litteratur stod side om side i reolen, og møblerne var af samme kaliber. Og så var der menneskene: En kernefamilie, ser man på omslaget, hvor litteraten Finn Stein Larsen står lidt i baggrunden sammen med storebror Peter, mens moren Jytte står i forgrunden sammen med den lille blonde Jesper. En familie præget af kærlighed til kultur og til hinanden, men også af mangel på mandsmod, afgrundsdybe svigt fra forældre, der bestemt ikke var uden kærlighed til hinanden, men endte med, meget mod deres vilje, at gøre hinanden og deres børn ufattelig ondt.

I disse år skrives der mange bøger om forældre, for om man vil det eller ej, har de en enorm betydning for ens liv. Forældre præger ens egen opvækst, og samtidig er man et hjælpeløst vidne til den del af deres modning eller mangel på samme, der stadig pågår, selv om de formelt er voksne, midaldrende, ja, endda gamle. Man kan mene om disse bøger, at forældrene udstilles, og ’Rampen’ er ingen undtagelse i det stykke.

At være gift slår en ring af urørlighed omkring én – også selvom man skulle have affærer, eller manden har det. Det er bare ikke moderne at indrømme, at der for kvinder er en værdighed i at være gift, og at den flås af én, når man forlades, og man bliver en rasende Medea! Det er urgammelt, og vi kan ikke politisere eller ideologisere os ud af den dybdegrammatik.

Finn er den begavede litterat, afholdt gymnasielærer og skribent, en mand hvis tiltrækningskraft i langt højere grad ligger i hans ånd og eminente sprogbehandling end i hans fysisk fremtoning. 

Broderihandlerdatteren, den smukke, mørke Jytte, blev sygeplejerske, selv om hun gerne ville have været kunsthistoriker og sagtens kunne være blevet det, hvis økonomien og tiden havde været en anden. Hendes søn gør sig tanker om, hvordan det ville have været, hvis hun var havde fået sin drøm opfyldt. I mange år leves et familieliv med højt til loftet, med søndagshygge med tegneserier og krummer i sengen, et liv hvor Jytte i høj grad er den, der tilrettelægger og orkestrerer, også for Finn. 

Men så indtræffer katastrofen. I bogstavelig forstand. Kernefamilien eksploderer. Ned ad rampen går det. Finn bliver forelsket i én af sine elever og forlader Jytte efter mere end 20 års ægteskab. Storebror Peter er flyttet hjemmefra, så den 16-årige Jesper er nu alene i huset på Rampen med en mor, der er halvgal af sorg, rasende bitter og hurtigt får hun sig sippet ind i et overforbrug af hvidvin. Grænseoverskridende er hun også. Det er ensomt at være Jesper. Ingen passer på ham. Alle er optagede af deres eget.

Ingen tvivl om, at Jesper har elsket sine forældre højt. Båndet til Jytte er stærkt, aldrig har jeg set en mand skrive så indfølt og samtidig usentimentalt om sin egen fødsel, set fra den fødendes perspektiv, sjældent har jeg set en søn skrive så hjerteskærende om en mors sorg over at skulle aflevere sin lille ganespaltede søn til operation på hospitalet, hvor hun efterfølgende ikke må besøge ham. ”Rampen” er i høj grad også historien om en mor. Dilemmaerne, kærligheden, smerten. Et stykke kvindehistorie skrevet af en mand, der ikke selv slap uskadt fra historien, men som også evner at rehabilitere sin mor. Den kvinde, som de, der mødte hende efter skilsmissen fra Finn, oftest så med et bittert drag om munden, men som også i udgangspunktet var en stor begavelse, humoristisk og usnerpet.

For tiden tales der meget om, hvem der må skrive om hvem. Så må en mand skrive et stykke kvindehistorie? Ja, da! Især når det gøres så nuanceret som her, hvor den ulykkelige, rasende, bitre og grænseoverskridende kvinde også rehabiliteres og samtidig bliver eksponent for alle de andre kvinder, der både før, samtidig og efterfølgende har lidt samme skæbne. Hvis vi altid kendte et menneskes hele og fulde historie, ville vi aldrig fordømme nogen. Og dette her jo ikke engang hele Jyttes historie men bare en flig. For lige meget, hvor godt vi synes vi kender hinanden, vil der altid være noget ved det andet menneske, der unddrager sig én. Det gælder også for forældre.

Og så er der noget i fremstillingen af forsmåede kvinder, som aldrig bliver sagt direkte, men som fremgår implicit i fremstillingen af Jytte i ” Rampen”. At det er en skam at blive forladt, at blive skilt. Også i dag. At være gift slår en ring af urørlighed omkring én – også selvom man skulle have affærer, eller manden har det. Det er bare ikke moderne at indrømme, at der for kvinder er en værdighed i at være gift, og at den flås af én, når man forlades, og man bliver en rasende Medea! Det er urgammelt, og vi kan ikke politisere eller ideologisere os ud af den dybdegrammatik. Den skilte kvinde er på én gang forkastet, til rådighed, til fare for sig selv og andre, udleveret til spot og spe. Til at skamme sig. Da jeg luftede disse tanker for en fraskilt ven, sagde han, at hans ekskone oplevede helt andre konsekvenser af skilsmissen end han – også selv om det var hende, der ville skilles.

Rampen udstiller et forældrepar, både hver for sig og sammen, men den ærer dem også, ikke mindst moderen. Den helt stor skurk i fortællingen er kong Alkohol, der får et mere og mere gennemgribende tag også i Jesper selv. Den er ved at ødelægge ham. For alkohol er en god tjener, men en meget streng hersker.

Rampen formår på en gang at ære et forældrepar og en bror og at fremstille en families forlis i en tid, hvor den slags blev mere og mere almindeligt. Det er mesterligt skrevet. Og foretrækker man at lytte til bøger, er ” Rampen” kongenialt indlæst af forfatteren. Som at være der selv!

 

Hør Jesper Stein fortælle om sin roman her:

Gå på opdagelse i

folk&kirkes magasiner