Anmeldelse af Douglas Stuart: Shuggie Bain

I Thatchers kølvand

Af Henrik Winther Nielsen, præst i Frederiksborg Slotskirke

ANMELDELSE: Der er ingen arbejderromantik i Douglas Stuarts roman om Shuggie Bain. Mennesker går til i det afstumpede og trøstesløse miljø, og alligevel får længsler, håb og drømme plads i romanen om 1980’ernes Glasgow.

Gråt foroven, gråt under fødderne, og gråt så langt øjet rækker. Skibsværfterne er lukket, og det samme er himlen over det 1980’er-Glasgow, vi møder i Douglas Stuarts Shuggie Bain. Historien foregår efter Thatchers økonomiske chokdoktrin, som affødte stor fattigdom i Nordengland og Skotland, og muligvis er der en sol et sted; den trænger bare aldrig igennem. Truget er fortvivlende tomt, og hestene bides. Faktisk skal vi helt om til side 244, før vi møder en venlig medmenneskelig handling, og som læser bliver man helt rystet over, at den venlige gestus ikke ledsages af prygl eller regulær voldtægt.

I det trøstesløse slumområde Sighthill møder vi den strålende smukke og elegante, men dybt alkoholiserede Agnes Bain, som har haft den ulykke at gifte sig med Hugh Bain, der kører taxa og er utro hvert andet øjeblik. Sammen har de tre børn, hvoraf Shuggie er den yngste. I et nådesløst hårdt miljø med en maskulinitetskultur, der kun tillader vold og hårdhed, passer Shuggies homoseksualitet ind som en frikadellebutik i Kabul. Han er følsom, tænksom og kan ikke finde ud af at gå som en ’rigtig’ dreng skal gå, hvor meget han end prøver, og med hans utilpassethed som prisme bliver den menneskelige armod og afstumpethed i bogen sat i hårdt relief.

Vi møder afhængighed i alle former, druk, piller, ja, men også Shuggies ubrydelige kærlighed til og afhængighed af sin stadig mere smadrede mor. Efter Hugh Bains sidste sidespring går ægteskabet i opløsning, og Agnes flytter med sine børn ud til Pithead, et lille, kummerligt kvarter omkring en lukket kulmine, hvor mændene drikker, kvinderne topper deres gin op med piller og ungerne går for lud og koldt vand. Her er der intet overskud; alle hakker på hinanden. Hjerterne er lige så golde som askedyngerne oppe ad bjergskråningen. Her går mennesker til, forkomne og med sammenknebne øjne. Her er der ingen romantisk simpelhed eller ædelhed hos arbejderklassen, som f.eks. i feelgood-filmene ’The Commitments’ eller ’The Full Monty’. 

Men fra askedyngernes helvede spirer der liv, lige så grundløs som kærligheden, der kan opstå og finde sted uafhængigt af omstændighederne. Shuggies kærlighed til sin mor er der ikke meget i omgivelserne, der taler for, men det er netop kærlighedens styrke i bogen, såvel som i almindelighed, at den ikke behøver grobund for at kunne finde sted.

Her er der ingen romantisk simpelhed eller ædelhed hos arbejderklassen, som f.eks. i feelgood-filmene ’The Commitments’ eller ’The Full Monty’. Men fra askedyngernes helvede spirer der liv, lige så grundløs som kærligheden, der kan opstå og finde sted uafhængigt af omstændighederne. Shuggies kærlighed til sin mor er der ikke meget i omgivelserne, der taler for, men det er netop kærlighedens styrke i bogen, såvel som i almindelighed, at den ikke behøver grobund for at kunne finde sted. 

Douglas Stuart tegner sine figurer med stor dygtighed, men trods det barske miljø og dens skildring af den menneskelige fallit, som man ikke ved om man skal tilskrive fattigdommen eller en maskulinitetskultur, der er så enstrenget, at man(d) får åndenød, formår han at lade længsler, håb og drømme få plads. Fattigdommen og armoden får ikke altid bugt med den menneskelige livsvilje, men alt, hvad der får mennesker til at leve, får virkelig kamp til stregen af den doktrin, der ifølge Thatcher nede i London skulle få folk til at tage sig sammen og ikke falde hen i apati og bare gå ud fra, at staten eller samfundet nok skulle sørge for det mest nødvendige.

Shuggie Bain er en yderst velskrevet (og veloversat) bog og virkelig værd at læse. Den har potentiale til at blive obligatorisk læsning i skotske skoler. Dens livtag med seksualitet, udstillingen af den brutale kultur, realismen og dens skildringer af forholdene mellem inde og ydre liv er forbilledlig.

Bogen skildrer en fattigdom, som overstiger danske forhold, men man kan læse den med udbytte, ikke kun hvis man er interesseret i Thatcher-epoken, men også hvis man har gået med tanker om, i hvor høj grad miljø og omstændigheder spiller en rolle for muligheden af menneskelig værdighed og, ja, for troen, håbet og kærligheden.

Stuart fik Booker-prisen 2020 for denne bog, som er hans debut, og i forskellige interviews tilkendegiver han, at Shuggie-figuren er ham selv. Jeg er lidt i tvivl, om han har en bog mere i sig. Bogen indskriver sig i en tendens i tiden, hvor forfatteren skriver fra hovedstolen; man skriver sin egen livshistorie med et fiktionaliseret præg. Det betyder, at plotstruktur, begivenhedernes sammenhæng og hovedpersonens indre liv, ja, hele historien, er givet på forhånd. Netop de ting er det jo ellers forfatterens opgave at finde på for at kunne sige sin samtid noget.

Jeg er ikke sikker på, at der kommer mere fra Douglas Stuart. Men jeg håber det, for han kan både skrive og fortælle.

Gå på opdagelse i

folk&kirkes magasiner