Anmeldelse af Lone Frank: Størst af alt

Kærligheden er vejen

Af Kristian Tvilling, præst i Virum Kirke

ANMELDELSE: Lone Frank har skrevet en klog og berigende bog om kærlighed. Det største problem for videnskabsjournalisten er sjovt nok hendes begrænsede forståelse af, hvordan man opnår objektiv viden, og hvad der kvalificerer som videnskab.

Da Lone Frank mister sin mand, bliver hun samtidig grebet af en følelse af, at kærligheden er forsvundet ud af hendes liv. Hendes forældre er for længst døde, og vennerne er ikke helt så tæt på, som hun troede. ”Nu, hvor han var væk, var der ikke et eneste menneske tilbage i live, som jeg kunne sige, at jeg elskede,” skriver hun. ”Der var heller ingen, som elskede mig.”

Den erkendelse får Lone Frank til at kaste sig ud i en undersøgelse af, hvad kærlighed overhovedet er for en størrelse, og det er der kommet en spændende, hudløst ærlig og uhyre velskrevet bog ud af. Som læser får man et både bredt og dybt indblik i, hvordan moderne videnskab forsøger at forklare mekanikken i kærligheden, både forstået som forelskelse, den dybere kærlighed i et parforhold, forældres kærlighed til deres børn og kærligheden mellem venner – uden at man dog bliver voldsomt klogere på selve kærlighedens væsen. Men det er i sig selv et af de sympatiske træk ved bogen. Lone Frank postulerer ikke, at hun på baggrund af sin videnskabelige research kan forklare kærlighedens væsen, men sammen med hende bliver man klogere på, hvorfor kærligheden er så svær at blive klog på.

Bogen forsøger at skrive sig rundt om kærligheden i form af en række klart formidlede referater fra forskningens verden om snart sagt alt, hvad der har med kærlighed at gøre. Vi præsenteres for biologi, biokemi, neurovidenskab, genetik, antropologi, evolutionsteori og psykologi, alt sammen holdt på plads af Franks egen livshistorie og hendes samtaler med den dygtige psykolog Asger Neumann.

Det er interessant at iagttage, hvordan Frank omtaler kærlighed, når det ikke lige handler om videnskabelige målinger. Så er kærlighed pludselig ikke længere bare en følelse forårsaget af processer i vores hjerne, den er ikke inden i os, men derimod mellem os. Kærligheden er et bånd, en resonans – somme tider endda noget, man kunne kalde en kraft. Det er med andre ord ikke bare en følelse, men et mellemværende, og her kunne det have været interessant, hvis hun havde taget teologien med.

Vi hører om Lone Franks liv og hendes erfaringer med kærligheden, ikke mindst kærligheden mellem hende og hendes far, en kærlighed, der beskrives som en særlig resonans imellem dem. Vi hører også om resten af familien, kærester, elskere, hendes afdøde mand, utroskab, sorger og glæder, alt sammen præsenteret med skarpe observationer, både af Frank selv og hendes omgivelser. Man kan næsten sige, at hun underlægger sig selv og sit eget liv et videnskabeligt blik, selvom hun samtidig formår at formulere det medrivende, som var der tale om en roman. I et andet spor får Asger Neumann lov til at kommentere på Franks erfaringer og forsøge at nå frem til, hvilken rolle kærligheden har spillet i Franks liv, og hvad det har betydet for hendes kærlighedskapacitet.

Og endelig føres vi i et tredje spor igennem et utal af spændende videnskabelige resultater og betragtninger om alt fra de biokemiske virkninger af oxytocin, vasopressin, og beta-endorfin på hjernen, hvilke hjernecentre der bliver aktiveret under forskellige påvirkninger, evolutionspsykologiens syn på, at kærlighed er opstået, fordi det har kunnet betale sig rent overlevelsesmæssigt, antropologiske studier i kulturelle forskelle på kærlighedens udtryk samt genernes og opvækstens rolle for vores evne til at knytte bånd. Alt sammen præsenteret eminent klart og med en aldrig vigende sans for, at én videnskabelig indsigt aldrig kan stå alene. Kun ved at sammenholde resultaterne fra alle de forskellige videnskabelige discipliner kan man gøre sig håb om finde kærlighedens mønster.

Men her viser videnskabsjournalisten Lone Frank også en overraskende videnskabelig svaghed.

Målet med enhver videnskab er at nå frem til objektiv viden, og det kan man opnå ved brug af mange forskellige metoder og videnskabelige discipliner, fx naturvidenskab, filosofi, sprogforskning, teologi, psykologi osv. Forskellige discipliner og metoder egner sig bedre eller dårligere til undersøgelse af forskellige emner, men Frank mener tydeligvis kun at objektivitet er at finde inden for naturvidenskaben. Det er en stor begrænsning af hendes eget synsfelt, eftersom naturvidenskaben trods alt kun dækker en forholdsvis lille del at de fænomener, vi som mennesker kan iagttage. Filosofien afskrives således hurtigt som udtryk for personlige og helt igennem subjektive oplevelser på linje med poesien. Dette når hun frem til ved i en meget kort og overfladisk gennemgang at sidestille tre tilsyneladende helt tilfældigt valgte filosoffer og vise, at de ikke siger det samme om kærlighed, og det er naturligvis en fejlslutning. Newton og Einstein siger fx heller ikke det samme om det, vi normalt kalder for tyngdekraften, men det vil næppe få Frank til at mene, at der derfor er tale om subjektive oplevelser. Når filosofferne ikke siger det samme om kærlighed, er det nok snarere, fordi kærlighed er et meget stort og uhåndterligt begreb, hvilket Franks undersøgelse da også viser, at den er.

Selv psykologien medtages med en vis skepsis, fordi den i store dele ikke er evidens- men teoribaseret – måske med undtagelse af evolutionspsykologien – og når hun alligevel opsøger Asger Neumann er det kun, fordi han interesserer sig professionelt for kærlighed. Det gør teologer selvfølgelig også, men de er ganske enkelt ikke med i Franks bevidsthed. Religion er en kognitiv parasit, mener hun, og man må derfor formode, at hun ikke forestiller sig, at teologer kunne have ret meget fornuftigt at sige i det hele taget. Derfor er det også lidt pudsigt, at hun vælger at betitle sin bog med et Paulus-citat, men det skyldes måske, at hun ender med at komme frem til et begreb om kærlighed, der i hvert fald ikke ligger ret langt fra kristendommens syn på sagen.

I størstedelen af bogen behandles kærlighed som ren følelse. Kærlighed er noget, vi føler eller ikke føler, og netop derfor kan man måle på den og finde frem til, hvilke processer der foregår i hjernen, når følelsen optræder, ligesom man kan teoretisere omkring, hvilken funktion følelsen har haft for menneskeracens overlevelse. Kærligheden er noget, der findes i vores hjerner, og som man derfor kan måle.

Men det er interessant at iagttage, hvordan Frank og i øvrigt også flere af de forskere, hun citerer, omtaler kærlighed, når det ikke lige handler om videnskabelige målinger. Så er kærlighed pludselig ikke længere bare en følelse forårsaget af processer i vores hjerne, den er ikke inden i os, men derimod mellem os. Kærligheden er et bånd, en resonans – somme tider endda noget, man kunne kalde en kraft. Det er med andre ord ikke bare en følelse, men et mellemværende, og her kunne det have været interessant, hvis hun havde taget teologien med.

For i en teologisk forståelse kan kærlighed ikke bare reduceres til en følelse. Gud er nemlig kærlighed, som der står der i 1. Johannesbrev. Bevares, kærligheden afstedkommer følelser, og det er dem, man kan måle, når forskerne sætter hjernen under lup. Men det er ikke selve kærligheden, man måler. Den ligger ikke inden i hjernen, men befinder sig imellem os. Kærlighed og følelse hænger tæt sammen, men er ikke det samme. Følelsen er vores egen, mens kærligheden selv er en melleminstans.

Og i teologien er kærlighed en uhåndterlig størrelse, ligesom Gud er det. Det er på en gang en kraft, der gennemsyrer verden og bliver til virkelighed mellem mennesker, og samtidig er den et krav: Du skal elske. Det ville være et absurd krav, hvis der var tale om kærlighed som en følelse, vi ikke har nogen kontrol over. Men kærlighed er i kristen forstand først og fremmest kendetegnet ved handling, nærmere betegnet handlinger, hvor man sætter hensynet til næsten over hensynet til sig selv.

Og det er faktisk også denne erkendelse, Lone Frank kommer frem til i løbet af bogen: at kærligheden er uhåndterlig, og at den ikke blot kan defineres som en følelse. Erkendelsen kulminerer i nogle af de sidste samtaler med psykologen Asger Neumann. Kærligheden ikke er en følelse, siger han, men kvaliteten af et bånd til et andet menneske. Senere formulerer han det sådan: ”At elske er et verbum”, og hvis man vil forstå kærligheden dybere, skal man få en fornemmelse af, hvad der er kærlige handlinger og så øve sig i dem. Lige præcis! Det oldnordiske ord for at elske hedder elska, og det betyder at nære, opdyrke, give vækst; opfattelsen af kærligheden som handling ligger altså i selve vores sprog. At give vækst drejer sig om at tale og handle, så man får den anden til at vokse, og det er noget, der kan kræves, og som vi kan øve os på livet igennem. Kærligheden er på én gang noget, der ligger uden for os selv og noget, vi kan øve os på.

Til at begynde med kunne jeg have ønsket mig, at Lone Frank med sin store begavelse ville udvide sit videnskabsfelt og sin objektivitetsforståelse til at omfatte andre videnskabelige metoder end den naturvidenskabelige, men spørgsmålet er, om det ikke også er det, hun ender med i bogen, muligvis uden at opdage det selv? Hendes udgangspunkt er en naturvidenskabelig undersøgelse af kærligheden som følelse, og det kommer der meget interessant viden ud af, men ikke noget, der kan tilfredsstille Lone Franks eget ønske om at nå frem til et samlet billede af kærlighedens væsen. Derfor ender hun med at forkaste sin videnskabelige definition af kærligheden som følelse og ender et helt andet sted, som vel bedst kan beskrives som et sted mellem filosofi og teologi.

Frank ender selv med at opsummere sine nyvundne erkendelser i konklusionen: ”Kærligheden er ikke et endemål, et sikkert ståsted, som man kan nå hen til og puste lettet ud. Kærligheden er selve vejen, vi går ad.” Ja, man fristes næsten til at citere Jesus: ”Jeg er vejen, sandheden og livet”.

Hør Lone Frank fortælle om sin bog

Gå på opdagelse i

folk&kirkes magasiner