Svend Brinkmann: Mit år med Gud

Kan man tro på Gud uden at tro på Gud?

Tove Bjørn Jensen, præst i Nørremarkskirken. Foto: Gyldendal

ANMELDELSE: Svend Brinkmann har "givet Gud en chance" i sin nye bog Mit år med Gud. Det lykkes ham faktisk at finde et gudsbillede, han kan være i uden at falde i den ”overtro”, han er så bekymret for. Det gør bogen til et godt sted at starte for tvivlere, selvom hans distance også er bogens svaghed.

Jeg kommer jo ikke så meget i kirken, men jeg tror alligevel, at der er mere mellem himmel og jord.” Sådan siger folk tit, når de kommer til en samtale hos mig inden en dåb eller en begravelse, nærmest lidt undskyldende. Og måske er det det allermest almindelige forhold til tro i Danmark.

Men det er ikke denne mellemposition, der får mest plads i den offentlige samtale, hvor opmærksomheden som regel går til debatten mellem skingre ateister og konservative bibelfundamentalister. Og derfor er det en stor gave, at Svend Brinkmann, psykologiprofessoren, forfatteren og radioværten, nu har kastet sig over dette ”mere”. Gennem hele sit liv har han haft et uafklaret forhold til det religiøse, fortæller han, men nu har han besluttet gennem et år at skrive dagbog om emner som ”Hvad er religion?”, ”Hænger etik og tro sammen”, ”Findes sjælen”, ”Hvad kan Bibelen lære os?” og ”Hvad betyder troen for sorgen?”.

Svend Brinkmann betegner sig selv som ”kulturkristen”, han er både døbt og konfirmeret, men kan alligevel ikke sige, at han tror på Gud. Han forklarer selv, at Gud ikke rigtig spillede nogen rolle i hans barndomshjem: ”Der blev ikke bedt aftenbøn eller bordbøn, og vi kom kun i kirken, når nogen skulle døbes, konfirmeres, giftes eller begraves. Når vi talte om religion, var det underforstået, at tro var noget irrationelt, og at verden ultimativt lader sig forklare videnskabeligt.” Alligevel, siger han, kan han heller ikke sige med bestemthed, at han ikke tror på Gud, og han afviser ateismen som ”en lidt for skråsikker position i en verden, der er så mystisk, at astronomer sagtens kan have en personlig tro.” Han har med egne ord besluttet at give Gud en chance.

’Mit år med Gud’ viser meget fint, at troende ikke oplever noget andet end tvivlere og ateister, men at vi bare sætter andre ord på det. Svend Brinkmanns bog kan være første skridt på vejen til at nærme sig det sprog.

Og Brinkmann går til sagen med vanlig akademisk grundighed. Bogen fungerer på mange måder som en guidet tur gennem idéhistorien med Svend Brinkmann som rejsefører. Men det for alvor spændende er, at der er mere på spil for Brinkmann end blot at give den idehistoriske baggrund for vores tanker om Gud, sjælen og det evige liv. Hans søgen er også en personlig søgen efter et religiøst ståsted, som han kan holde ud at være i. Et ståsted, som giver svar på nogle af hans mange spørgsmål, uden at han havner i religiøs fanatisme eller det, som han betegner som ”overtro”, som f.eks. er troen på ”ånder, guder, mirakler, genfødsler eller evigt liv.”

Og det lykkes ham faktisk at finde et ståsted i den amerikanske filosof John Caputos tanker om den svage Gud, som udtryk for det ubetingede. Noget der gør fordring på os uden betingelse; der forlanger, at vi gør det gode: Tal sandt, hold hvad du lover, elsk din næste. Det er en Gud, der ikke eksisterer som en virkende kraft i universet, men som til gengæld insisterer. Gud er ”en mulighed for at gøre det rette, selv når det måske er mere opportunt at lade være,” som Brinkmann skriver. Den barmhjertige gerning er gudsriget. Det er en religion uden metafysik, som Brinkmann finder frem til og kan føle sig hjemme i.

Men selvom Svend Brinkmann har svært ved at forholde sig til den skabende Gud, afviser han ikke, at han har haft religiøse oplevelser. På en ferie på Sardinien med sine sønner havde han en oplevelse på en sejltur, hvor han blev overvældet af en følelse af at ”alt var OK”. Han havde en tung og insisterende følelse af, at hele verden klikkede: de ældgamle klipper i vandet, havet, solen, hans børn. Der var ro og mening i tilværelsen.

Han forklarer det blandt andet med den tyske sociolog Hartmut Rosas begreb om ’resonans’: en oplevelse af, at verden vil os noget, og tilslutter sig Rosas forståelse af religion ”som en ide om, at der er et noget, som er responsivt, imødekommende og forstående, og som udtrykkes gennem ritualer og praksisser, sange og historier, kunst og arkitektur.”

Efter en samtale med sin redaktør nævner Brinkmann da også selv, at han skal huske at have blik for, at ikke alle mennesker har det samme intellektuelle forhold til tro som han selv. ”For de fleste er det religiøse givetvis i højere grad knyttet til en oplevelsesdimension i tilværelsen. En oplevelse af noget helligt, af Guds nærvær, af en glæde ved skaberværket osv.” Han afviser dog at undersøge denne dimension af det religiøse ved eksempelvis at gå i retræte i et kloster: ”Jeg tror det ville blive for påtaget og måske tivolisere undersøgelsen af religion for meget.”

Men i stedet for at gå i retræte kunne han jo også blot vælge at gå i kirke. Bogens forside viser faktisk Svend Brinkmann på vej ind i Essenbæk Kirke i Assentoft ved Randers, men i et interview i Kristeligt Dagblad siger han selv, at hans søgen efter Gud ikke har fået ham til at gå til gudstjeneste eller på anden måde søge efter Gud i kirken. Og det er helt bevidst: ”Mit år med Gud har på ingen måder handlet om at opsøge spirituelle oplevelser, og havde jeg dem, ville jeg ikke tolke dem religiøst. At gå i kirke er praksis, og det er ikke praksis, jeg har villet undersøge, men spørgsmålet om troens relevans for et videnskabeligt uddannet menneske.”

Jeg synes, det er ærgerligt, at han på denne måde kommer til at skille de to ting ad. Min erfaring som præst er, at også videnskabeligt uddannede mennesker med et kritisk forhold til religion kan have en religiøs praksis, som er mindst lige så vigtig for deres forhold til Gud, som hvad de tænker om ham. De går til gudstjeneste, de beder til Gud, de folder deres hænder.

Derfor vælger mange da også – ligesom Brinkmann selv – at få deres børn døbt og deres døde begravet ved en kirkelig højtidelighed, selv om korsets tegn over barnet og velsignelsen over afdøde ikke nødvendigvis giver mening intellektuelt. Så selv om Brinkmann prøver at huske sig selv på at have blik for denne dimension ved det religiøse, så er det alligevel som om, han ikke tager det alvorligt. Eller også er han simpelthen for bekymret for ”overtroen” til at undersøge, om troens praksis og fællesskab også kunne have en betydning. Og det er nok bogens største svaghed.

Alligevel vil jeg anbefale bogen til de tvivlere, som bogen er dedikeret til. Dem, der ”tror, der er mere mellem himmel og jord”, men ikke har sprog til at forstå det og tale om det. ’Mit år med Gud’ viser meget fint, at troende ikke oplever noget andet end tvivlere og ateister, men at vi bare sætter andre ord på det. Svend Brinkmanns bog kan være første skridt på vejen til at nærme sig det sprog. Og kan man tro på Gud uden at tro på Gud? Brinkmann kan i hvert fald godt, og jeg tror, han på denne måde gør det lidt lettere at være tvivler.

Og samtidig vil jeg også anbefale bogen til mine præstekolleger. Vi møder jo mange af de samme spørgsmål, som Brinkmann stiller, hos de mennesker vi skal være præster for. Vores prædikener bliver somme tider med en vis ret kritiseret for at ”svare på spørgsmål, som ingen stiller”. Hvis vi i stedet vil bestræbe os på at forsøge at svare på de spørgsmål, som mange mennesker rent faktisk stiller, med den samme åbenhed som Brinkmann lægger for dagen, så er ’Mit år med Gud’ et godt sted at begynde.

Gå på opdagelse i

folk&kirkes magasiner