Kolde sneengle på vej mod opløsning

Af Lizette Harritsø Lauritzen, præst i Hornbæk Kirke. Foto: Johan Paulin/DR

ANMELDELSE: DR1’s dansk-svenske søndagsserie fortæller om ensomme mennesker, der kæmper deres kampe alene. Det er ikke til at bære.

Sneengle er smukke og skrøbelige. I hvert fald dem, du smider dig i den nyfaldne sne for at lave ved at bevæge arme og ben op og ned. De er bløde, rene og kolde. I deres natur er de flygtige, de forsvinder hurtigt igen, drukner i mere sne eller løber som beskidt smeltevand ud i kloakken.

DR’s nye store dansk-svenske satsning ”Sneengle” er et drama med garanti for gåsehud og små modbydelige gib gennem hele kroppen. Hvorfor serien hedder, som den gør, er ikke til at regne ud. Der er ikke noget smukt og blødt over denne fortælling. Der er til gengæld både kulde og skrøbelighed. Det er hardcore socialrealisme, grågrynet i sit udtryk, nøgent og hårdt.

Jeg kan lige så godt melde klart ud med det samme: Serien her er overvældende! Den kryber ind under huden på mig. Jeg sidder på spring hele vejen igennem den time, et afsnit varer. På vagt, for katastrofen lurer lige under overfladen. Det er et spørgsmål om tid, før det sker. Det! Og det er egentlig imponerende, at serien kan udløse den følelse af at være på vagt, for det er allerede sket, den kun fem uger gamle Lucas er væk. Det værst tænkelige, enhver forælders mareridt.

Jeg trygler i mit indre tv-guden om at lade dét være tilfældet: Der være noget dæmonisk, noget psykopatisk, noget overnaturligt på spil i denne tragedie. At det ”bare” skulle være menneskeligt forfald og forfærdelige tragiske skæbner og ulykker, er ikke til at bære.

Man får således slutningen serveret fra begyndelsen, for første afsnit starter den dag, hvor det går op for den unge pilleafhængige mor, Jenni, at Lucas er væk. For at tydeliggøre tragedien er det juleaftensdags morgen. Den dag, hvor decembers hygge, kærlighed og nærhed skal kulminere i en sand lykkerus af familiesamvær – i hvert fald hvis man er til fals for glansbillederne fra de glittede julemagasiner og ikke mindst vores Instagramfeed – bliver til dagen, hvor fejringen af Jesusbarnets fødsel erstattes af den fortvivlede søgen efter det barn, som er sporløst forsvundet.

Efter første afsnit spoles tiden tilbage til før den skæbnesvangre dag, og vi får et indblik i de liv. som hovedpersonerne lever, og i de begivenheder, der fører til Lucas’ forsvinden. Hvordan kom det dertil, og hvem i det store nuancerede persongalleri kender noget til det? Hvem er skyld i tragedien? Hvem kunne have gjort noget, for at det ikke skete?

Der er et stort persongalleri i serien, måske næsten for stort, og det ser ud til at der stadig kan komme flere til, men hovedpersonerne er tre kvinder.

Der er moderen Jenni, der kæmper med sit pillemisbrug, med sin rolle som mor for både spædbarnet Lucas og den ældre hørehæmmede datter, med den omsorg som hun egentlig gerne vil give, men som hun ikke magter. Formentlig fordi hun aldrig selv har modtaget den fra sin egen mor, der er langt mere interesseret i at være tatovør.

Så er der sundhedsplejersken Maria, som er alene om at tage vare på sin handicappede bror, med den ensomhed, det medfører, når den man udviser omsorg for, ikke rigtigt kan eller vil gengælde den. ”Han har kun mig,” er hendes evigt gentagede mantra. Men vil han overhovedet have hende?

Og så er der politikvinden Alice, der har taget orlov fra sit arbejde for at passe sin syge mand, men får at vide, at han egentlig hellere ser, at hun vender tilbage til jobbet.

Deres liv er omdrejningspunktet, og det er især deres fortællinger, der rulles ud. Det er fortællinger om dyb krise, om sorg, smerte, omsorg eller mangel på samme. Og så især om ensomhed. Noget, der slår hårdt igennem hver eneste scene i serien, er, hvor ensomme alle personerne er. Hver især kæmper de en kamp, som ingen andre indvies i. Det er tung kost.

Jeg kommer til at holde af personerne og tager derfor mig selv i at håbe, at det, jeg synes jeg ser fortalt i glimt igennem de indtil videre tre afsnit, ikke passer. Jeg trygler i mit indre tv-guden om at lade dét være tilfældet: Der være noget dæmonisk, noget psykopatisk, noget overnaturligt på spil i denne tragedie. At det ”bare” skulle være menneskeligt forfald og forfærdelige tragiske skæbner og ulykker, er ikke til at bære.

Måske er det deri, titlen får sin betydning. Menneskeskæbner er både smukke og skrøbelige. Og så flygtige som sneengle, der ganske sikkert begynder rejsen mod opløsning, så snart de er blevet skabt.

Seriens dystre stemning understreges af det mørke filter, der ligger hen over skærmen. Det får billederne til at se lige så trøstesløse ud, som begivenhederne føles. Det giver en god effekt. I hvert fald er den virkningsfuld.

Virkningsfuld er også skuespilpræstationerne. Særligt Josefin Asplund som moderen Jenni går lige i hjertekulen, og jeg har lyst til at grave hende ud af skærmen og tvangskramme noget kærlighed ind i hendes forpinte kaotiske sind.

Jeg synes, du skal se ”Sneengle". Men lad være med at forvente søndagshyggelig og nem underholdning. Serien sætter sig som en lille gnavende mavepine, der ikke levner plads til hverken popcorn eller chokolade.

Gå på opdagelse i

folk&kirkes magasiner