Anmeldelse af Giese og Allarp: Beve til livet

’Modige’ Giese og ’verdensdamen’ Allarp skriver hinanden op

Af Henrik Winther Nielsen, præst i Frederiksborg Slotskirke

ANMELDELSE: Ditte Giese og Anne Sofie Allarp udveksler breve, som muligvis er tænkt som et styrkende budskab om, at der er et kvindeliv efter de 40, men som snarere vidner om tidstypisk alenehed og isolation.

Jeg har kendt og kender en Guds velsignelse af kvinder. Én af dem siges endda at have født mig. Jeg har haft mange nære veninder, kærester og flirter foruden kvindelige kolleger, klassekammerater, pædagoger, lærere, chefer. Jeg bilder mig ind at vide en del om dem i alle aldre, og jeg har kunnet observere, hvordan de omgås hinanden indbyrdes – hvordan de etablerer venskaber, hvordan de elsker, og hvordan de kriges. Jeg er vel feministisk indstillet, thi jeg har fra barn kunnet se, at kvinder kan alt det, mænd kan. Jeg er det bare ikke på en demonstrativ måde, dertil er det for naturligt virkende i mig.

Denne indledning bliver jeg desværre nødt til at skrive, for at det følgende ikke bliver opfattet som et privilegieblindt, hvidligt mandemenneskes ord. Jeg synes nemlig ikke, at det er en særligt god bog, selvom jeg virkelig havde håbet på det. Jeg havde håbet, at de to markante skribenter Ditte Giese og Anne Sofie Allarp, hvis intelligente klummer jeg læser med fornøjelse, ville udrede boomerdøtrenes liv. Måske kommer den bog en dag, den klassiker, jeg synes mangler i dansk kvindelitteratur - en dansk Judith Butler, en Simone de Beauvoir. Det er ikke denne, beklageligvis.

Ve den kvinde, der spejder forgæves efter kønssolidaritet og må tage til takke med dette styrke-evangelium fra den velbjærgede mediemiddelklasse i København.

På det seneste har jeg lagt mærke til noget tankevækkende, som viser sig mellem mange kvinder: De bruger udtrykkene ’stærk’, ’sej’ og ’modig’ om hinanden, især på de sociale medier. I et af de første breve i denne brevveksling, der udspiller sig gennem coronaperioden fra tidligt forår til sent efterår, skriver Allarp:

’Du er vild og fri og stærk og vital og modig, så utroligt modig.’

Det er iøjnefaldende af to grunde. For det første har Giese netop berettet om sin uhelbredelige kræft. For det andet kender de kun hinanden professionelt og har fulgt hinandens virke i medierne. Netop af disse grunde virker det som en måde at tale hinanden op på (beundringen er nemlig gensidig), snarere end baseret på kendskab til hinanden. Hvori modet og vitaliteten og styrken består, ved vi ikke. Det virker, som om det tales frem, så den anden kan bygge sin videre selvfortælling fra det ståsted, den anden giver én.

Det er underligt forlorent. Det lyder som en paroleagtig søsterhilsen, man råber til hinanden fra hver sin ø for tiden. Og den slags adjektiver (modig, stærk, vild) vidner måske snarere om et manglende fællesskab, hvor den enkelte kvinde skal kunne mønstre de egenskaber i en hård, individbaseret verden uden konkret solidaritet mellem mennesker. I bogen kalder de endda hinanden for ’levekvinde’ og ’verdensdame’. Så har de ligesom placeret hinanden i kategorier, der kan bestyrke dem i deres selvopfattelse.

For at det ikke skal være løgn, lanceres nu en bogturné under overskriften ’Stærke kvinder live tour 2021’, arrangeret af forlaget Alpha og ALT for damerne. Ve den almindelige kvinde, der ikke altid er stærk, og som her skal tage ved lære af tidens stærke kvinder. Ve den uprivilegerede kvinde i Ringsted uden penge, adgang til receptioner eller mulighed for andet end et lortearbejde, så langt øjet rækker. Ve den kvinde, der spejder forgæves efter kønssolidaritet og må tage til takke med dette styrke-evangelium fra den velbjærgede mediemiddelklasse i København.

Bogen skulle have været ’en fortælling om, hvor awesome det er at være kvinde efter 40’, som der står i forordet. En ’anden ungdom med fester, fri sex, cool karriere, søde, frække og gradvist mere selvstændige børn og en barm, der stadig vækkede begejstring hos det modsatte køn’. Kræft og corona satte dog en anden dagsorden for brevvekslingen. Det kom til at betyde, at forfatterne bruger en del mere på forholdet til døden, der bliver en følgesvend i brevvekslingen. De skriver både om deres egen dødelighed og hvad den kan koste Gieses søn, og om deres tidligt afdøde forældre. Men det ændrer desværre ikke på det grundlæggende livssyn i bogen.

De to brevskrivere kommer ind på alt mellem himmel og jord – sex, familie, karriere, ups and downs, alvorlige sygdomme, mænd, politik, livet på de bonede gulve og samfundsforhold. Meget af det elementært interessant, sine steder sjovt, noget direkte tanketomt og tåbeligt.

De passager i bogen, der virker bedst, er der, hvor deres meninger om samfundet brydes – de har begge gode argumenter og fremfører dem som drevne skribenter med sproglig veloplagthed. Og så de passager, hvor de fortæller om deres liv uden samtidigt at levere en færdig analyse af det, de har oplevet. Når mennesker ganske simpelt fortæller om deres liv, er det oftest mere interessant end tolkningen.

Flere steder undrer man sig imidlertid over det miljø, de kommer i. Er det virkelig sådan, at hvis man kommer til en reception som en dame, der nærmer sig et halvt århundrede med ’en meget yngre plus-one’ under armen, så vil det ’visuelt udfordre folk på deres antagelser om, hvad livet er, og hvordan det bør leves’ ? Og som det tilføjes lidt oppustet ’Jeg tænker, at jeg er sat i verden for at udfordre vanetænkning.’

Come on! Hvis der skal så lidt til, er kulturelitekredsene noget mere blaserte og konforme, end jeg havde forestillet mig.

For mig at se forråder denne bog sit sigte. Hvis den skulle være et bestyrkende vidnesbyrd til andre (kvinder) om, at der er liv efter de fyrre, og hjælpe andre til at gribe ud efter det liv, oplever jeg snarere, at den gør det modsatte. Under ordvekslingen ligger en foruroligende bævrende grund, ikke af sygdom og livets skrøbelighed, men af en slags eksistentiel alenehed og isolation, hvor man må råbe styrke og mod frem i hinanden, så man kan leve et (kvinde-)liv på de præmisser, der er til rådighed for hvide, privilegerede middelklassekvinder i kultureliten.

Det ér et hårdt liv. Og denne bogs evangelium om styrke og mod og et spændende sexliv gør det ikke mindre hårdt. Tværtimod er denne rapport fra kvindelivet inden for Københavns volde omtrent som at få et brev fra sin kollega om, at hun nu er kommet op i lønramme 37, mens man selv sidder tilbage i 35. Hvordan bliver sådan en bog her mon opfattet af Dorte på bænken?

Denne anmeldelse kan sagtens forveksles med dum misogyni eller misundelse eller lignende. Det er den ikke. Jeg tror heller ikke, at den foruroligende isolation bag disse breve begrænser sig til kvindernes verden. Vi lever i en tid, hvor vi er henvist til hver især at frembyde styrke, mand som kvinde, for at kunne klare tilværelsen og siden fremvise et vellevet liv til almen beundring.

Jeg håber stadig på kvindelitteraturklassikeren. Jeg tror fortsat på, at min generations kvinder formår at udrede kvindelivet, og der er tegn i sol og måne på, at den intellektuelle kapacitet og energien findes her i landet. Jeg kender personligt forskere og højtbegavede kvinder, der kunne. Giese og Allarp har jeg også tiltro til. Men i denne omgang må man nøjes med en brevveksling, hvor de begge på en måde fylder for meget i deres liv. Eller i hvert fald i det liv, de fremstiller her i bogen.

Eller som forlagsredaktøren mener kan sælge – og det er et større og mere tidstypisk problem end som så.

Gå på opdagelse i

folk&kirkes magasiner