Anmeldelse af Morten Pape: I ruiner

Når kapitalisme rimer på kannibalisme

Af Morten Miland Samuelsen, præst i Haraldskirken i Høje Gladsaxe. Foto: Les Kaner

ANMELDELSE: Man skal lede godt efter for at finde et håb i Morten Papes roman ’I ruiner’. Menneskers liv bliver hugget i stykker med og uden macheter, og forfatteren er vred. Det lykkes at holde to store historier sammen … næsten.

Morten Pape er trådt ud af de snævre rammer, der definerer livet for dem, der er længst ude og længst nede i samfundet. Det var de liv, han gjorde levende i sine to første bøger, ’Planen’ og ’Guds bedste børn’. De foregik på det inderste nordvestlige Amager, fra Urbanplanen til Christiania. I den tredje bog i trilogien, ’I ruiner’, skriver han om den nederste middelklasse i villakvartererne på Vestamager, der hvor man altid ser striberne fra forbipasserende fly på himlen. Nu har han netop modtaget Politikens Litteraturpris for bogen.

Han fortæller om, hvordan Amagerbankens krak i 2011 lagde familien Clemmensens liv i ruiner – lige så eftertrykkeligt som folkemordet i Rwanda lagde en anden families liv i ruiner. Det fører til en intens og vildtvoksende roman om ”en håbløst almindelig familie, der endte med at blive alt andet, bortset fra håbløse.”

Bogen er kæmpemæssig. Ikke kun i sidetal (599), men også i de temaer den tager op. Så kæmpestor, at mit hoved har svært ved at holde den sammen. De sidste hundrede sider kæmper med at få flettet alle trådene til et farverigt mesterværk. Det lykkes … næsten. Historierne bliver ved med at stritte i hver sin retning. Hvis det er historien om bankkrakkets virkninger på almindelige mennesker, er der for meget stof. Hvis det er en coming-of-age roman om fortælleren, så tror jeg på den.

Ærligt talt havde jeg hellere set Morten Pape få Politikens Litteraturpris for ’Guds bedste børn’. Denne her vil for meget forskelligt, og det lykkes ikke denne gang at holde historien så meget sammen, at den føles uundgåelig. Dette her er en rigtig god bog. Men den forrige var et mesterværk.

I ruiner’ beskriver i grufulde detaljer, hvordan menneskers liv bliver hugget i småstykker af macheter i Rwanda og håbløse hemmeligheder på Amager. Voldsomt beskrevet med en litterær nødvendighed, der fastholder læserens opmærksomhed – og med en rød tråd af moralsk placering af skylden for det hele. Forfatteren er tilsyneladende så vred over de ulykker, han beskriver, at læserne må og skal skrive under på hans dom – at ”kapitalisme rimer på kannibalisme”, som far Stig i familien på Vestamager yndede at sige.

Det gør det svært at finde den tone af et sagte håb, som man sad tilbage med efter læsningen af Morten Papes forrige bog, ’Guds bedste børn’. Næstekærlighed, familie, venskaber, tilgivelse – alt sammen problematiseres det. Man bliver ikke forbavset ved at høre forfatteren slutte et interview med sætningen: ”Og hele vejen igennem handler det om det samme. Det handler om at fortælle, hvor bundrådden verden, den er.”

Ærligt talt havde jeg hellere set Morten Pape få Politikens Litteraturpris for ’Guds bedste børn’. Denne her vil for meget forskelligt, og det lykkes ikke denne gang at holde historien så meget sammen, at den føles uundgåelig. Dette her er en rigtig god bog. Men den forrige var et mesterværk.

Størstedelen af bogen har Amalie Clemmensen som jeg-fortæller. Hun er yngste datter i familien på Vestamager med halvstoresøsteren Maya og lillebror Oliver, som hun fortæller historien til. Mor arbejder i Amagerbanken, og far forfølger iværksætterdrømmen, mens han gambler, først i Amagerbank-aktier, efter konkursen på betting-apps. Amalie besøger i hemmelighed sin morfar, som familien har brudt med.

Amalie prøver at bryde ud af Amager ved at gå på Zahles gymnasium, læse film- og medievidenskab og arbejde som facer for en u-landshjælpeorganisation. En tid er hun kæreste med en dreng fra en salonsocialistisk overklassefamilie, som udleverer sig selv i en række komiske scener, ikke mindst et tåbeligt teaterstykke på Aveny-T.

Hun bryder med familien efter en voldsom krise og finder endelig hjælp hos en ikke helt autoriseret psykolog, Harriet fra Rwanda. En tid bor hun hos hende i et kolonihavehus på Vestamager, og Amalie bliver forelsket i Harriets søn Innocent, kaldet Inno.

Familien Clemmensen går fra hinanden i stumper og stykker, mens Amalie rejser til Rwanda. Her er det for en tid Harriets oplevelser under folkemordet, der beskrives. Det er næsten en bog i sig selv, fuld af uhyggelige detaljer og berettiget kritik af hjælpeorganisationer og vestlige regeringer.

I slutningen af bogen, efter en surrealistisk, næsten mytologisk afstikker til Paris, står Amalie (næsten) alene i verden, hvor ”Intet er som før” – men ”Amager minder nu mest om sig selv”.

De forskellige handlingsspor har alle sammen et forhold til de hemmeligheder, der findes i en familie. Forældregenerationen ser hemmelighederne som noget af det, der holder familien sammen, for hvis de kom ud … Teenagerne og de efterhånden voksne børn mærker de ødelæggende resultater af de hemmeligheder, som de ikke kan få at vide. Som Amalie siger til sin far: ”Ingen fortæller nogen noget i den her familie! Alt skal bare se godt ud, og det der gør ondt, kan man bare tie stille om og håbe på forsvinder.”

Hemmelighederne er også en nøgle til det ødelæggende samspil mellem hjælpeorganisationer og militser i Rwanda, og de er med til at afsløre, hvor falsk og forløjet flere af personerne oplever ’godhedsindustrien’.

Hemmelighederne handler oftest om skyld, og det at holde på dem påfører personerne en tung følelse af skam. En af de voksne, der forklarer Amalie, hvorfor hun nu vælger at afsløre en hemmelighed, siger det på denne måde: ”Det er vel for at få en slags syndsforladelse … blandet med noget selvpineri.”

Men hvad så med tilgivelsen, spørger jeg. Også tilgivelsen skydes ned som noget abstrakt og måske ligefrem et middel til manipulation: ”et luftigt, udefinerbart begreb, et altoverskyggende mantra som alle i landet [Rwanda] tilsyneladende bekender sig til. Tilgivelse, forsoning. … En nærmest umenneskeligt overbærende almentanke. Og måske endda mest af alt en skarpt formuleret politisk doktrin, udtænkt af magten for at forhindre gengældelse og mere blod.”

Bogen har ikke et budskab som sådan, det er en roman. Men den tror på værdien af sandheden, at hemmeligheder er farlige og skadelige, og den tror på at det er vigtigt at placere et ansvar hos dem, der er skyld i katastroferne.

”Det handler om at fortælle, hvor bundrådden verden, den er,” som forfatteren selv siger. Men hvorfor? Fordi det kan ikke blive ved med at være sådan. Hvis vi ikke fortæller om verdens råddenskab, så bliver det ikke muligt at leve sandfærdigt i den. Det er vel også den eneste grund til at de få af hovedpersonerne, der overlever indtil epilogen, faktisk lever videre, faktisk behandler livet som om det har en eller anden mening. To af dem finder sammen igen, da den ene to gange reddes tilbage fra gravens rand – med den andens hjælp. Opstandelsens håb er der stadig, muligheden for at leve trods alt det meningsløse.

Harriet fra Rwanda har en bittersød slutreplik: “Det er en sød tanke, Amalie. Tak for det … Bare husk at bag enhver nobel handling er der som regel en skummel bagtanke. Det troede jeg faktisk jeg for længst havde lært dig.” 

Med Harriets baggrund er det ikke svært at forstå, at hun tænker sådan. Men jeg tror ikke, Morten Pape tænker det samme. Håbet er måske gemt mere af vejen i denne bog, men det stikker hovedet frem til sidst. Den ”håbløst almindelige familie” ender ikke bare som håbløse.

Publiceret den 4. marts 2022

De synspunkter, der kommer til udtryk i anmeldelsen, står for skribentens egen regning og er ikke udtryk for folkekirkens holdning.

Gå på opdagelse i

folk&kirkes magasiner