Podcast: Om søndagen græder vi

Om søndagen græder jeg med Hella og Marie Louise

Af Julie Bjørklund Rebel, præst i Lundtofte Kirke. Foto: Podimo

ANMELDELSE: Hella Joof og Marie Louise Tüxen har en podcast på Podimo om tilgivelse, ensomhedsfordrivelse og salt. Den gør de mørke søndage lidt lettere at komme igennem.

Om søndagen græder vi. Sådan hedder podcasten, hvor skuespiller, filminstruktør m.m. Hella Joof og forfatter og radiovært Marie Louise Tüxen inviterer indenfor i deres lille tomandsboble. Her bliver livets store og små spørgsmål dissekeret og kærligt sat sammen, så søndagen igen bliver tålelig, og mandagen og den kommende uge ikke synes helt uoverskuelig.

Titlen i sig selv er ikke til at stå for – særligt fordi årets mange første søndage for mit eget vedkommende har været både tårevædede og mørke. Og for at finde vej ud af mørket er jeg på jagt efter stemmer, der kan bryde stilheden og sorgen og hjælpe med at sætte ord på alt det, som er svært, utroligt og næsten ubærligt. Så jeg downloadede forventningsfuldt Podimoappen og tunede ind på de to kvinder. En lys og en mørk. Mørke og lys.

Søndagen kan synes ubarmhjertig set fra visse perspektiver, uanset tro og ståsted, og netop det fanges så fint og selvironisk ind både i titlen og i programmets intro, hvor en dyb og behagelig herrestemme sætter rammen om programmet: ”Om søndagen er der tre ting, vi trænger til: tilgivelse, ensomhedsfordrivelse og salt”. Og det er disse tre overskrifter, som overordnet er setting for alle samtalerne, uanset hvilke temaer de to kvinder har valgt til dagen. Hella og Marie Louise mødes på skift hos hinanden og omgivelsernes lyde høres og kommenteres. De drikker kaffe og vand, og der er altid noget salt at spise, for om søndagen trænger man til salt. De to damer skiftes til at præsentere det, de har valgt at tale om, og hvert af temaerne kategoriseres under overskriften: tilgivelse, ensomhedsfordrivelse eller salt. Indimellem temaerne er der små mellemspil, som renser, lader op og laver skiftet mellem emnerne. Til hver gang har en af dem skrevet en tekst eller et digt, der læses op af forfatteren. De to kvinder filosoferer over den ugentlige kropssum, altså, hvordan deres kroppe har det, og her lægges ikke fingre imellem. Afslutningsvis har de til hver gang også skrevet en sang om dagens temaer på en kendt melodi, og den synger de så, inden den behagelige herrestemme igen dukker op med ønsket om, at søndagen er blevet lidt mere tålelig, mere lys og mindre mørk, og hvis ikke, ja, så vender Hella og Marie Louise tilbage næste søndag. Det forekommer mig, at herrestemmen er en sådan lidt en von Triersk ”Riget”-reference, og jeg kan lide det. Det gør godt. Mine søndage bliver faktisk lidt mere tålelige.

Tiden flyver afsted, mens vi kærligt, ærligt og respektfuldt bliver draget ind i to begavede, sjove, indsigtsfulde, alvorlige og nogle gange navlepillende kvinders samtale

Jeg har måttet overgive mig totalt til konceptet. Hvor er det i grunden en skam, at vi ikke dyrker samtalen som hobby eller kunstform noget mere. Hvornår har du sidst haft en samtale, hvor du satte en ramme og besluttede sammen med din samtalepartner, hvilke tre emner I skulle komme omkring? Igennem de sidste par uger har jeg i bedste selskab bevæget mig igennem emner som at græde for tit, få klask i røven og sygemeldt hår, om det pinlige, skammelige og ensomme, om utroskab, sorg, død og om tro og tvivlens nådegave. Der ligger i alt 76 timers podcast, og tiden flyver afsted, mens vi kærligt, ærligt og respektfuldt bliver draget ind i to begavede, sjove, indsigtsfulde, alvorlige og nogle gange navlepillende kvinders samtale. En samtale, som er insisterende og generøs og går så tæt på, at man kan høre, når Hellas mave knurrer og stemmerne bliver grødede, når de taler om noget helt personligt. Som fx da temaet er sorg, og Hella fortæller om sin mors død, og hvordan hun har forsonet sig med hende, men først efter hendes død. Eller da Marie Louise beskriver, hvordan det er gå til et arrangement hos Gyldendal som single og blive bænket med tre par, der kun er optaget af hinanden, og ingen byder hende ind i samtalen og fællesskabet, og hun sidder lidt for længe og nipper af et glas, som for længst er tømt, og knuden i maven vokser og vokser. Man er der næsten selv eller gyser for, hvornår det bliver ens egen virkelighed.

De to kvinder og veninder har deres eget lingo. Fx begrebet ”Gyldendal”, som ikke bare er det forlag, de begge er i stald hos, men også en følelse – af lige dele ærefrygt og sitrende mindreværd og forfængelighed. Eller når Marie Louise taler om hår, der er sygemeldt, eller Hella sammenligner mennesker med zebraer, der går og græsser, mens løverne hviler under baobabtræerne, og alle ved, at om lidt, så ryger der en zebra, men ingen af zebraerne tror, at det bliver den. Det sker altid for en anden. En anden end en selv.  Derfor ender man med at græde om søndagen. 

Der er helt sikkert nogle, der er trætte af Hella, fordi hun igennem de sidste mange år har skullet mene noget om alt. Og Marie Louise Tüxens stemme kan blive lidt for lillepigeagtig og for følende, men ærligheden, eller måske autentiteten bærer det. Nogle vil måske også finde de to kvinders samtale belastende eller for meget, fordi de går så tæt på, og hvordan kan man fx tale en time om mænds hår, den ubegærede krop og skilsmissejul? Jeg vil dog vove at påstå, at hvis man lytter, så bliver man klogere, også som mand. Jeg tror faktisk, man kan lære meget ikke bare om kvinder, men om at være menneske. Og hvis du ikke bliver klogere, så er du i hvert fald i godt selskab, og søndagen, ja den er blevet lidt mere nådig. 

 

Podcasten ’Om søndagen græder vi’ er tilgængelig på Podimo, der kræver abonnement. Hvert afsnit varer ca. en time.

Gå på opdagelse i

folk&kirkes magasiner