Anmeldelse af James Rebanks: Vores fælles arv

Så er det nu: Tid til ændring i landbrug og livsstil 

Af Birgitte Stoklund Larsen, teolog.

ANMELDELSE: Den engelske landmand og fårehyrde James Rebanks forsøger med sin ny bog at bygge bro over kløften mellem produktionslandbruget og klimabevidstheden. Det gør han poetisk og godt.

Forestil dig, at du er ti år, og din far brænder et kæmpe tornekrat af på sin mark. Ilden breder sig, og nabokonen ringer til brandvæsenet. Den ellers så venlige kvinde er i oprør. Afbrændingen er helt i hegnet, mener hun. Hun holder af fuglelivet i tornekrattet med de kanariegule blomster, kaninerne, der graver gange nedenunder. Hun elsker dét, der er. Kan man forsvare afbrændingen?

Den ti-årige, der forsøger, føler sig som PR-mand for apokalypsen. James Rebanks hedder han, nu voksen og selv landmand, kendt for ”Fårehyrdens dagbog”, der udkom for nogle år siden og aktuel med ”Vores fælles arv. En bondes fortælling”.

Afbrændingen er nødvendig, hvis ikke tornekrattet skal tage helt over. Alt bliver ikke ved med at være, som det var, selvom man holder tændstikkerne væk. Det gror. Generation efter generation af bønder har med mellemrum brændt tornekrat af. Det er en del af en traditionel, bæredygtig drift, som en tilflytter som nabokonen stejler over, for hvad med fuglene, når deres habitat går op i flammer?

Konsekvensen af at bekymre sig om naturen er ikke at betragte al landbrug og alle måder at håndtere landskabet på med mistillid: Marken er, som han skriver, livsgrundlag for vores civilisation. Mennesker har med skovrydning etc. konstrueret økosystemer, der var bæredygtige – indtil for en generation siden, hvor landbrug blev industrielt, og forbrugerne fik forventninger om flæskesteg til ingen penge.

Hændelsen med afbrændingen af tornekrattet er et eksempel på forståelseskløften mellem landbruget og landbrugets kritikere. Der bliver flere af kritikerne, efterhånden som færre mennesker har direkte erfaring med landbrug. Der sker både i England og Danmark en polarisering mellem et stadigt mere effektivt produktionslandbrug og en tiltagende kritisk, klimabevidst befolkning.

James Rebanks har forståelse for begge sider; han forsøger at råbe os op og bygge bro. Konsekvensen af at bekymre sig om naturen er ikke at betragte al landbrug og alle måder at håndtere landskabet på med mistillid: Marken er, som han skriver, livsgrundlag for vores civilisation. Mennesker har med skovrydning etc. konstrueret økosystemer, der var bæredygtige – indtil for en generation siden, hvor landbrug blev industrielt, og forbrugerne fik forventninger om flæskesteg til ingen penge.

Omlægningen i sin tid betød, at fødevareproduktionen steg. Men omkostningerne ved det effektive landbrug er enorme; regnspoverne forsvinder, antallet af arter skrumper, der kommer jord- og mudderskred, som markskel tidligere forhindrede og så videre og så videre.

Rebanks vil ikke væk fra landbruget, men tilbage til et bæredygtigt landbrug. Det er det, han praktiserer på sin højlandsgård i Lake District i England. Svært at få økonomi i, men det løber rundt, når han også skriver bøger. Nogle ryster på hovedet ad ham. Han har ikke gået på landbrugsskole, fordi hans far mente, at man på landbrugsskolerne kun producerede folk, der vidste, hvad alt kostede, men ikke anede, hvad noget var værd.

De store visioner om bæredygtighed bliver ofte meget abstrakte. Rebanks kan kunsten at fortælle den store historie i den lille historie. Han beskriver, hvordan hans farfar vedligeholdt levende hegn, opfattede såning som en troshandling og fulgte ældgamle traditioner for bæredygtigt landmandsskab. Hvis han opdagede en rede med regnspoveæg på marken, når han slog hø, stoppede han og bar forsigtigt æggene til side i sin kasket. Efter høslættet lagde han æggene tilbage i en hulning. Hans far kaldte farfaren et gammelt fjols, han forsøgte at følge med tiden og at gøre driften mere effektiv, men kom til kort. Rebanks anskueliggør udviklingen i landbruget med beskrivelser af driften på faren og farfarens gårde og med udblik til enorme, såkaldt effektive ”kornørkener” i Midtvesten i USA. Hans eget projekt er at genoprette et økologisk bæredygtigt landbrug med metoder afprøvet og brugt gennem generationer – ud fra de vilkår, der er i dag: Gårdene har ikke egen arbejdskraft, så reparation af hegnene må klares af tilrejsende arbejdere fra Østeuropa.

James Rebanks skriver poetisk-nøgternt til fornuften, og han skriver konkret om livet på landet, om regnspover, tornekrat og høslæt og om økonomiske udfordringer. Han skriver med kærlighed til sin farfars livsstil, men også med forståelse for sin fars valg og med en klar mission om selv at dyrke sin jord med god samvittighed - og råbe samtiden op. Det gælder en stor og gennemgribende ændring i livsstilen, men det er mange små forandringer, der gør forskellen.

En nødvendig bog om natur og natursyn – og om vores fælles arv.

Publiceret den 27.12. 2021

Gå på opdagelse i

folk&kirkes magasiner