Tomhed på tallerkenen: Yuppie går i kloster

Af Henrik Winther Nielsen, præst i Frederiksborg Slotskirke

ANMELDELSE: Forlagene er vilde med bøger om kendisser, der bliver kristne. Det er dog svært at se, om Casper Christensens omvendelse ikke bare handler om mere af det samme: Mig selv og min ro.

Det er en underligt anakronistisk oplevelse at læse denne bog. 30-40 år efter yuppiernes storhedstid hylder den stadig de samme udrangerede værdier. Okay, der er blandet lidt jetset-spiritualitet ind i yuppie-foretagendet, men bortset fra det.

Martin Kongstad, der er en dygtig forfatter, har som sit gennemgående tema i klummer og bøger Generationen, Der Kedede Sig. I denne biografi om Casper Christensen indleder han med at sætte sin hovedperson og sig selv i samme kategori: De er kierkegaardske æstetikere, der har sat sig ud over det borgerlige samfunds rammer. Ja, okay. Desperat på vej mod det næste sansefix, kunne man tilføje.

Hovedpersonen Casper Christensen når på de 337 sider at nyde alt: kvinder, stoffer, sprut, penge, berømmelse, lækre lejligheder, spytslikkeres beundring. Det er, som man må forvente, for meget af det har man kunnet læse om i sladderbladene.

Man har fornemmelsen af to mennesker – forfatteren og CC-figuren – der ikke aner deres levende råd midt i deres kierkegaardske æstetikerlivsførelse. Kongstad kigger ned på sin tallerken for 117. gang for at finde lidt mening indtil næste måltid, og Casper, som bestemt er et tænksomt menneske, går en dag hen og vil lade sig døbe.

Men hvorfor skal Kongstad dog hele tiden – umotiveret – beskrive, hvad han spiser? Det er lige så irriterende, som hvis han konstant nævnte den nærmeste træsort eller farven på væggen, og det minder om en opdateret, men fantasiløs udgave af ’American Psycho’. Her et uddrag af forfatterens samtale med Emil Thorup om Casper Christensen:

”Efter et par måneder begyndte vi at gå til premierer, fester, events, alt, hvad vi blev inviteret til, og var konstant på Sam’s Bar og synge karaoke, og så husker jeg den celebrity-injektion, det var at gå uden om køen og blive lukket ind foran en masse mennesker. Det havde jeg ikke prøvet før. Vi spiste konstant på Italiano, byens mest provinsielle restaurant for enden af Fiolstræde. Jeg følte mig fuldstændig som en del af familien.”

Næste mad er med stenbiderrogn marineret i citron, olie, og purløg, knuste æggeblommekartofler fra Søren Wiuff og æg tilberedt ved treoghalvtreds grader.

”Hvordan var det at være sammen med landets mest eftertragtede?”

Og sådan er det i det hele taget gennem bogen. Der kunne måske ligge en bevidst generationskritisk analyse i disse mærkværdige afbrydelser, men der er ikke noget, der tyder på det. Det ligner snarere det greb, Kongstad betjente sig af i sit radioprogram ’Bearnaise er dyrenes konge’ på Radio 24syv, hvor samtalerne blev afbrudt af en enerverende voice-over, der beskrev måltidet. Tilsvarende en bemærkning, der er lige så grotesk, som den er afslørende om ’værdierne’ i Kongstads cirkler:

’Casper har bevæget sig væk fra det platte og tættere på det kulturradikale, og derfor undrer det mig, at han ikke kender avocadomaden på Atelier September.’

Wow!

Der er ingen tvivl om, at Casper Christensen sideløbende med sine uomtvistelige funny bones (hans dagbogsnotater fra Thailand er skarpsort komik) er opblæst. Man kan mene meget om hans talents størrelse, og man kan i et syrligt øjeblik pege på, at de formater, som har gjort ham berømt, er nuppet fra BBC og Larry David og de amerikanske standupkomikere. Meget sigende hedder det om succesen Live fra Bremen: ”… og så fandt jeg på Live fra Bremen, som dybest set var Saturday Night Live på dansk.” Fandt på?!

Ja, selv hans natklubber beskrives som ’en homage til halvfjerdsernes Studio 54 i New York’. Men hvordan i alverden har han fået den opfattelse, som gennemsyrer bogen, at han er toppen af poppen, det mest originale, Danmark har set de sidste 25 år? Det hele er jo sådan set importeret fra USA. Sommetider kopieret direkte.

Ja, det kan skyldes det spytslikkeri, der omgiver ham. Som altså eksempelvis Emil Thorup, der helt skamløst glæder sig over at blive udvalgt til at springe andre mennesker, der nærmest fungerer som staffage, over i køen. En klubejer siger: ”Folk vil gerne være, hvor Casper er, sådan har jeg det selv.” Folk hvem?!

Dertil kommer forfatterens egen underdanighed over for sin portrætperson. Jævnt hen beskriver han, hvordan han må vise sig værdig til opgaven, hvordan han hundehvalper sig efter personaen ’CC’. Det er svært at holde ud, fordi Kongstad netop ér en dygtig forfatter med en skarp pen og et skarpt blik. Men denne leflen for Casper Christensen er gennemgående i kredsen omkring ham.

Det lyder som et væmmeligt miljø. Og komisk, fordi det er så let gennemskueligt.

Under læsningen undrede det mig meget, at Kongstad ikke greb til den oplagte metafor, som endda ligger til grund for den i mine øjne fremragende ’Klovn – The Movie’, nemlig rejsen til mørkets hjerte. I filmen har Frank og Casper planlagt en kanotur op ad Gudenåen, og de snyder endda med læsningen af den bog, de skal læse i deres kendis-læseklub: Joseph Conrads ’Mørkets hjerte’, som Coppola-filmen ’Apocalypse Now’ er bygget på.

Havde figurerne ’Frank’ og ’Casper’ nu læst bogen, ville de have vidst, hvad der ventede dem på rejsen, for den var jo en klar parallel, synes de som manuskriptforfattere at advare om. Det er rædslen, vanviddet, grådigheden, myrderiet, der bor i mørkets hjerte, i bunden af Congofloden. Ligesom det er tilfældet for bordellet Castello Alleycat og Smukfest i filmen. The horror, the horror!

Alligevel lader advarslen om hedonismens blindgyde ikke at have bidt sig fast på biografiens Casper Christensen, der netop brugte sine fyrrere på at fyre den af ind i en depression. Kongstad berører Conrads bog i et enkelt citat, og Casper selv siger drillende, at bogen om ham kunne hedde ’Mørkets Hjerte’. Men mærkværdigvis griber ingen af dem fat i, at den første Klovn-film faktisk stikker løsningen ud. Eller dog peger på afgrunden.

Det kunne have ført til en samtale om splittelse i menneskets væsen – at man kender løsningen på sit problem, men at noget andet i os kæmper imod. Det sker ikke. I stedet har man fornemmelsen af to mennesker – forfatteren og CC-figuren – der ikke aner deres levende råd midt i deres kierkegaardske æstetikerlivsførelse. Kongstad kigger ned på sin tallerken for 117. gang for at finde lidt mening indtil næste måltid, og Casper, som bestemt er et tænksomt menneske, går en dag hen og vil lade sig døbe.

Det kunne ligne et eksistensspring fra det æstetiske til det religiøse, og en dåb er nu engang en dåb. Men beskrivelsen af den nye (kristne?) gudsfornemmelse ligger meget langt fra trosbekendelsen og fadervor. Ham om det – det er fint, at man folder sin dåb ud langsomt. Og Casper Christensen fremstår virkelig som en, der kan tænke grundigt og som hele tiden har blik for sin tilværelses karakter. Han er et mere komplekst og kæmpende menneske end som så, fornemmer man.

Men bogen om – ja, om hvem? – indføjer sig i en udgivelsespolitisk tendens, hvor forlagsbranchen åbenbart ser en gevinst i at udgive omvendelseslitteratur til eksemplarisk pietistisk opbyggelse. Endnu en kendis er blevet kristen/ spirituel? Vi må udgive en bog! Men det beskæmmende er, at spiritualiteten eller dåben stadig handler om det samme som før: ’mig selv og min egen ro’. Mere af det samme – på en anden måde.

Men Casper skal nok klare sig. Man er mere bekymret for Martin Kongstad og tomheden på hans tallerken.

 

Martin Kongstad: Casper. Politikens Forlag.

Gå på opdagelse i

folk&kirkes magasiner