Tv-serie: Giv mig fred, 
og jeg vil give jer Gud

Karsten Møller Hansen, præst i Taarnby Kirke. Foto: Gianni Fiorito, HBO

ANMELDELSE: The Young Pope er pompøs og poppet og en direkte antitese til vores mere protestantisk realistiske nordiske serier. Og så er der mere teologi i den, end der nogensinde har været vist på DR. Det er fremragende!

Hvis Jude Law var pave, ville jeg blive katolik. Hvis jeg var katolik, ville jeg til gengæld nok ikke være så begejstret for at få Jude Law som pave.

Paolo Sorrentinos serie The Young Pope kan både ses på Netflix og HBO, og Jude Law spiller pave Pius den 13. i røde velour loafers og med en cigaret i hånden. Overdreven forfængelig, smålig, selvoptaget, vanvittig argumentationsskarp. Det er en fremragende serie. Jeg er så vild med den, at jeg har set alle ti afsnit fire gange. Netop som jeg har tænkt, at nu har jeg set den nok, og kaster mig ud i en ny serie, er det, som om jeg ikke kan alligevel, og halvvejs inde i den nye series første afsnit trykker jeg return og vender tilbage til Jude og Voiello og Diane Keaton. Bare lige et enkelt afsnit.

Tænk sig, at man kan begynde et afsnit med en 11 minutter lang samtale i Det Sixtinske Kapel om abort, hvor der bliver citeret kirkefædre og middelalderteologi.  Det er oplysende og spiddende. Den serie indeholder mere teologi, end der nogensinde har været vist på DR. I stedet for at nedsætte nye udvalg, der skal producere endnu en betænkning til fremtidens folkekirke, kunne man også bede dem, der har med vores danske folkekirke at gøre, at se det afsnit, hvor Vatikanets marketingschef gennemgår muligheden for at sætte Pavens ansigt på tallerkenerne i souvenirboden. Det vil gavne folkeligheden og opbakningen – og bankkontoen, siger hun og rører ved håret. Paven kigger på marketingschefen og spørger hende, hvad sammenfaldet mellem nogle af de mest indflydelsesrige kunstnere gennem de sidste 30 år, J.D. Salinger, Daft Punk og Banksy, er. Han svarer selv: Ingen har set dem. Kirken lever på mystik. Ingen mystik, ingen kirke. Stadig en interessant overvejelse i 2020, hvor alt ellers skal lægges ud på nettet og bannere hænges op ude ved vejen op til kirken, fordi synlighed synes at være det vigtigste. For paven bliver synlighed til kedsomhed.

Jude Law er en smuk pave. Og en klog og belæst pave. Det sidste hører sig vel til, det første er en sjældenhed. Men kombinationen gør, at man hænger ved ham. Jude Law spiller rollen, som kun han vil kunne. Med aristokrati, selvophøjet diktion og pludselig sårbarhed. Hele tiden med en uforløst længsel, en længsel efter at høre til, en længsel efter hans forældre som forlod ham som barn ved porten til et katolsk børnehjem, en længsel efter Gud. En Gud, han ofte siger, han ikke tror på, hvorefter han et par scener siger, at det eneste, der er at tro på, er Gud.

Måske er det derfor, jeg kan blive ved med at se serien. Lige som evangeliet er den sammensat af forskellige historier og hænger aldrig sammen som et hele. Man bliver aldrig færdig, opdager altid noget nyt.

For mig er stjernen dog ikke Jude Law men medproducent, medforfatter og instruktør Paolo Sorrentino. Han instruerer alt hvad han laver med en voldsom æstetik, en uovertruffen stilisme. Det er pompøst og poppet og en direkte antitese til den mere protestantiske realisme, som vi plejer at pakke vores serier ind i heroppe nordpå. Samtlige scener i The Young Pope kan du tage et billede af og hænge op over din seng. Kameraarbejdet er suverænt. Sneen der falder ned over Peterspladsen i tusmørket. Kardinalerne der sidder på række, og paven der bliver båret ind med pavetiaraen som en rustning på hovedet. Seriens panoreringer henover Vatikanet og i ind i kirken med verdens smukkeste samling af kunst er lige så gudesmukke som kunsten selv.

Og så er der dialogen: som William Blake tilsat ironi, som en nutidig Shakespeare, som en skævt smilende Michel Houellebecq og en god portion sentimentalitet. Sådan!

Min gymnasielærerbror er ikke vild med Sorrentino. Han er for meget, synes han. Der er ingen mennesker i hans ting. Kun overpyntede opstillede typer. Det kan han have ret i. Det er så åbenlyst for meget. Lidt er godt er ikke Sorrentinos arbejdsformel. Han gør sig mere i for meget er stadig ikke nok. Men det er netop det, jeg kan lide, det overgjorte, når han tegner det hele så stærkt op, at han laver typer. Når jeg tænker på biblen og kirken, tænker jeg også, at netop her kommer Sorrentino på sin rette hylde, for Vatikanet er vel netop indbegrebet af typer, roller man tager på sig.

Hvem er paven? Hvem er Voiello og Søster Mary? Vi finder aldrig rigtig ud af det. Nogle gange får vi lidt baggrundshistorie, scenerne åbner sig op, og vi forstår en smule, vi kommer ind i personerne, og bliver grebet af det menneskelige, af fraværet, af omkostningerne, og længslen, men lige efter bliver vi smidt af igen. Så siger paven det modsatte af, hvad han lige har sagt. Det er helt evangelisk; sagde Jesus ikke det modsatte sidste søndag?

Måske er det derfor, jeg kan blive ved med at se serien. Lige som evangeliet er den sammensat af forskellige historier og hænger aldrig sammen som et hele. Man bliver aldrig færdig, opdager altid noget nyt. Det kan ses som en dramaturgisk svaghed, at en scene i afsnit 8 lige så godt kunne have foregået i afsnit 2. På den måde er serien rigtig nok ikke medrivende, den er nærmest plotløs. Historien har svært ved at drive handlingen fremad, hvilket hovedsageligt skyldes, at Sorrentino er mere interesseret i enkelt scener end i den samlede historie. Men det går nok, når man kan lave enkeltscener, som er en hel serie værd.

Der er så mange geniale scener. Scenen med den italienske premierminister er gnistrende og underholdende, og beskriver forholdet mellem den katolske kirke og den politiske magt så klart og enkelt, at man sidder og smiler af magtens magt. Scenen, hvor statssekretæren sidder med bedekransen i skødet, da Napoli spiller (Napoli er Sorrentinos hjemby) er stor humor, og hvad med da statssekretæren ser et youtubeklip af Maradona (den sande Gud), der jonglerer med bolden til verdens dårligste sang Life is life. Og så er der scenen med den smukke grønlandske statsminister, som har fisk med til Paven og en italiensk popsang, som Paven ikke kender, men straks får sat på grammofonen. Den scene er så balanceret elegant eksekveret - som kun en auteur kan lave den - og topper, da den grønlandske statsminister i afsnittets slutning danser for sig selv til samme sang, mens kameraet fader ud og rulleteksterne kommer på.

I det hele taget er The Young Popes brug af musik genial – fordi musikken oftest overhovedet ikke passer. Det er det, man kalder ånd: Man sætter to ting sammen som ikke passer, og noget tredje opstår. Det er ofte synthbaseret musik, kitchede hits fra 80’erne, catchy sentimentale italienske kærlighedssange - jeg er med på det hele. Hver gang der dukker musik op, lægger det noget til scenen.

Den allerbedste scene er den i Afrika, hvor serien kulminerer.  Til Lotte Kestners blide cover af Beyoncés Halo holder paven en uforglemmelig prædiken. Så simpel som kun de bedste kan forkynde. Så klart beskriver han kirkens opgave. Man kan selvfølgelig ikke se ham. Lyden kommer fra et sted bag højtaleren, man ikke kan se; Gud er kærlighed. Kærlighed er fred. Giv mig fred, og jeg vil give jer Gud.

Jeg skulle lige til at skrive Amen, men det ord bruger Paven ikke, for det hele er ikke sagt. Der kommer altid mere. Også en sæson mere. Den hedder The New Pope. Den er på vej til Netflix. Jeg sidder klar. Og ser lige et afsnit mere af det, jeg har set.

Gå på opdagelse i

folk&kirkes magasiner