Anmeldelse af Olga Ravn: Mit arbejde

Vanviddet lyser ud af bog om moderskabet

Af Lizette Harritsø Lauritzen, præst i Hornbæk Kirke

ANMELDELSE: Olga Ravns prisbelønnede roman 'Mit arbejde' er litteratur, man bliver klogere af. Den er lige så rodet og skramlet, som menneskesindet nu engang er, og fortæller os om det moderskab, man kun kan fejle i.

Anna har fået nyt arbejde, hun er blevet mor. Det er omdrejningspunktet for denne rodebunke af en bog, som Olga Ravn meget rammende har givet navnet ”Mit arbejde.” For den beskriver i allerhøjeste grad et arbejde. Arbejdet med at skrive bogen, arbejdet som mor, det arbejde man som læser må lægge for dagen for at komme igennem.

I sidste uge modtog ’Mit arbejde’ Politikens litteraturpris, som er en læserafstemning. Det er imponerende nok, for bogen er ikke en pageturner. Den er tværtimod vanskelig at læse, og det tager lang tid. Det gjorde det i hvert fald for mig, for fortællingen krævede pauser, overvejelser, selvanalyser, afvisninger og indsigter undervejs.

Men den er arbejdet værd, som Politikens læsere altså også syntes!

Hvornår bliver man en mor? Ved undfangelsen, i graviditeten, ved fødslen, når barnet kræver dig med hud og hår, så du føler det, som om det ønsker at kravle ind i dig igen? Eller har alle kvinder kimen i sig og er som sådan mor hele tiden? Et moderskab, der nedarves fra generation til generation?

Bogen er vigtig, og den er god. Den er også besværlig og irriterende. Den er et sammensurium af dagbogsnotater, nyhedsoverskrifter, kvindeskæbner og så altså fortællingen om Anna, der er mor og forfatter. Dertil er der et ”jeg,” der er en slags spejling af Anna. En anden, men den samme.

Den rodede struktur fungerer virkelig godt, fordi den gengiver menneskesindet så rodet og turbulent og fyldt med tanker, følelser og skrammel, som sådan et nu engang er.

Det nye arbejde som mor, tærer på kræfterne og det gamle eller oprindelige arbejde, nemlig Annas arbejde som forfatter er vanskeligt at finde sig til rette i. Kan hun være både mor og forfatter? Kan man overhovedet varetage to fuldtidsjobs lige godt? Er det ene ikke altid lidt vigtigere end det andet?

Vanviddet lyser ud af denne bog, der rummer en masse fortællinger, der begynder i alt 13 gange. Og det er vel sådan det er, for hvornår er det egentlig, at noget tager sin begyndelse? Kan det altid pinpointes, eller kommer begyndelser i bølger, der vasker tidligere begyndelser væk og bringer en ny med sig? Det er ikke uinteressant at tænke sådan. Hvornår bliver man en mor? Ved undfangelsen, i graviditeten, ved fødslen, når barnet kræver dig med hud og hår, så du føler det, som om det ønsker at kravle ind i dig igen? Eller har alle kvinder kimen i sig og er som sådan mor hele tiden? Et moderskab, der nedarves fra generation til generation?

Den her bog rammer mig. Hvem er Anna? Anna er mig. Og hun er ikke mig. Jeg er en af de mødre, der har plyssede produkter fra Konges Sløjd - tidens økologiske musthave børneekviperingsmærke - som det konstateres med en vis spydighed, da Anna betragter det øvrige klientel til fødselsforberedelsen. Jeg er også en af de mødre, der ligesom Anna med en højgravid mave gik til akupunktur i de rodede lokaler på Christianshavn, der beskrives så levende på nogle af bogens allerførste sider. Jeg var også indlagt på afdelingen for sårbare gravide og så, hvordan Rigshospitalet skiftede farve om natten og hørte de dæmpede lyde, mens jeg lå med den lille varme bylt, der var mit barn. Jeg føler mig ramt, jeg er Anna.

Og så er jeg det alligevel ikke. For jeg er også en af de mødre, der uden at blinke kan sige, at dagen, hvor mit barn kom til verden, var en god dag, hvor jeg følte mig stærk og kraftfuld, benovet over kroppens evne. Hvor jeg midt i den absolutte blottelse og det kontroltab som en fødsel udgør, følte en urkraft, som jeg ikke anede, at jeg indeholdt.

Og derfor er denne bog med alle dens 13 begyndelser, dens mange fortsættelser og dens afslutninger interessant. For der er aldrig bare én fortælling om at være mor. Der er velsagtens lige så mange, som der findes mødre, og måske hver eneste mor endda indeholder et utal af fortællinger. Ligesom Anna.

Læsningen gjorde mig klogere. På at være mor og på at være kvinde. Og dér hvor bogen for alvor fangede mig, var da jeg forstod, at den er en betydelig stemme i ligestillingsdebatten.

Som kvinde står man på skuldrene af generation efter generation, der har stået for børnepasning og husholdning. Det er den form for moderskab, der nedarves. Og det er en tung arv at løfte, for i nutidens samfund hverken kan eller vil kvinden dikteres til ”kun” at være mor. Og derfor bliver moderrollen en rolle, man kun kan fejle i, fordi de gode intentioner og bestræbelser aldrig synes at være nok, når man samtidig brændende ønsker sig at være en del af arbejdsmarkedet, en del af tilværelsen, en del af samfundet.

Det er stadig forholdsvis nyt, at fædre er en del af børnepasning og husholdning, og derfor er der ikke langt til ros, for der er simpelthen ikke lige så mange forgængere at sammenligne med. Da min egen dreng blev født, besluttede hans far og jeg at dele barselsorloven midt over, ca. fem en halv måneder til hver. Min mand fik anerkendende nik og skulderklap for den beslutning, mens jeg måtte forsvare, at jeg forlod mit lige knapt seks måneder gamle barn for at tage på arbejde.

Det er i sandhed et arbejde at være mor. Og i modsætning til karrieren er det ikke muligt at holde fyraften eller ferie fra projektet. Mor er du, selv hvis du skulle få den vanvittige og til tider fristende tanke at stikke af fra det hele og gemme barnets eksistens i det allerinderste af din hjernebark. Det er arbejdet, du ikke kan sige op fra, og som du aldrig kan fyres fra.

Jeg kan lide de knudrede tanker som ”Mit arbejde” er fyldt med, fordi de virker genkendelige og fremmede på én gang. Den rablende ordstrøm, de nyheder der skræller den i forvejen tyndslidte hud af og efterlader én blottet og sårbar. Og den hverdag, der beskrives, og som er så såre almindelig.

For hver side, der blev vendt, måtte der pustes ud. Problemstillinger, jeg slet ikke havde overvejet, blev bragt op. Jeg blev klogere. Simpelthen. Litteratur, man bliver klogere af, er i min optik god litteratur.

Læs Olga Ravns bog og bliv klogere på mødre og på kvinder i almindelighed. Og på dig selv i særdeleshed. Hvad end du er mand eller kvinde, og hvad end du befinder dig før, midt i eller efter livets reproduktive fase.

Gå på opdagelse i

folk&kirkes magasiner