Anmeldelse af Josefine Klougart: Alt dette kunne du få

Vi kan ikke flygte fra vores ophav

Af Lise Rasmussen, præst i Mariakirken i København

ANMELDELSE: Vi er forbundet til noget større – til vores slægt og til naturen. Vi har til gengæld ikke kontrol over hverken familie eller natur, og kun hvis vi overgiver os til forbundetheden, har vi alligevel en chance for at finde tilbage til os selv. Josefine Klougarts roman ’Alt dette kunne du få’ er en sårbar og bjergtagende roman om at falde ud af sit liv og finde hjem igen.

Byg dig selv en hytte, og gå i gang med at æde dig selv levende. Jeg ser ingen anden mulighed, intet andet håb for dig.”

’Alt dette kunne du få’ er Josefine Klougarts seneste roman, der skriver sig ind i moderskabslitteraturen og minder om andre gode bøger fra samme genre, såsom Olga Ravns ’Mit Arbejde’, der handler om den svære kamp det også er at blive mor. Klougart skiller sig alligevel ud som en yderst dyb poet, hvor jeg læser min egen nostalgi, melankoli og sorg frem i det meget sårbare familieportræt, som må være forfatterens bud på det at æde sig selv: nemlig at se sig tilbage og acceptere sit ophav for derved at finde sig selv.

Det er et bjergtagende univers, som Klougart lukker læseren ind i. Bogen er fuld af poesi og betragtninger, der rammer plet i et helt almindeligt og let genkendeligt familie-følelsesregister. At læse Klougarts bog er som at bestige de bjerge, vi ser på bogens omslag, bjerge, der både oppe fra ned og nede fra op efterlader en bevidsthed om faldet og vores egen dødelighed.

Faldet som en mulighed er noget, man som bjergbestiger – og menneske – må leve med hele tiden. Der er ikke noget, der holder os fast; vi kan falde ud af verden, af livet og vores forestillinger om, hvem vi er. Og hvad gør man så med frygten for faldet? Hvordan kommer man overens med sin egen dødelighed

Barbara vokser op i Mols bjerge sammen med sine forældre, Erik og Sonja, og sin lillesøster, Sara. Hun er til stede i verden på samme måde som naturen, der skrives frem, som var den i levende live på lige fod med mennesket, som noget, der har værdi i sig selv.

”Når hun springer hen over stenene, og fødderne selv finder, hvor de skal lande, og hvorfra de skal sætte af, så indskriver hun sig med sin fornemmelse for landskabet i den større orden, vi kalder naturen, og det foresvæver hende et øjeblik, at hun er til stede i verden på samme selvfølgelige vis som græsset, der bevæger sig i vinden.”

Familien betyder alt. Både når Barbara er fysisk til stede på Mols, hvor Sonjas følelser fylder det hele, og når hun tager til København og vil løsrive sig fra Sonja, som Barbara ellers følte sig ansvarlig for at tage vare på. I København bliver Barbara kærester med Karl, som har en datter fra et tidligere forhold og må finde sig selv til rette i en anden familiekonstellation. Karls datter, Mona er ikke hendes eget barn, og derfor elsker hun hende ikke som sin egen, men mærker en reservation.

Når Barbara søger længere tilbage i sine barndomsminder om farmor og farfar, finder hun også dér en rød tråd af grundfølelser, der går igennem dem alle og finder frem til hende selv, og hun konstaterer, at slægt i bund og grund skal følge slægters gang. ”Fattigdom kan som alt andet, der betyder noget, læses tre generationer frem. Farfars mislykkedes likvidering af stikkeren, alkoholismen og hans selvmord til sidst, det ligger der alt sammen til næste generation, som et antydet mærke, de ikke selv kommer til at forstå, en tøven.”

Barbara bliver selv mor. Hun og Karl får en søn, nemlig Bell, som giver hende stærke nye perspektiver på den afmagt, der ligger i at ville beskytte sit barn mod al lidelse og fare. Hun vil gå i døden for Bell, men hun forstår også, at hendes magt over Bells skæbne er på størrelse med et lille insekt, der står i vinden. Barbara sår tvivl om, hvordan kærligheden overhovedet skal se ud, hvis den ikke er som den, hun føler for Bell, og hun bliver samtidig bevidst om tiden og dødens mulighed.

I bogen udforsker Barbara sin plads i verden, både for den voksne Barbara, der selv bliver mor, for teenageren og helt tilbage i barndommen. Barndommen er det sted, hun søger hen, og Barbara finder svar på det, som resten af livet væver omkring. I Barbaras forsøg på at æde sig selv optrevler og fremkalder hun billeder og brudstykker fra forskellige tider, som er dem, der gør hende til det menneske, hun er.

I ’Alt dette kunne du få’ beskriver Klougart naturen som den vej, hvorigennem vi erkender og forstår vores eget og hinandens mentale landskab. Det er ikke kun naturen, der er udpint. Også Barbaras far, Erik, er udbrændt og nedslidt efter års hårdt arbejde mod frihed, mod økonomisk uafhængig, som står for ham som frelsen. Erik hører til den generation, hvor far arbejder det meste af sine vågne timer og derfor ikke er hjemme sammen med Sonja og pigerne, som vokser op i hans fravær. Især Sonja er ensom og længes altid efter ham. Hun drømmer om, at han ser alt det, han kunne få. Hun længes efter at dele det hjem, hun har skabt, med ham, og længslen sætter sig også i den næste generation, hvor ”Sara arver Sonjas savn efter Erik”.

I virkeligheden kan vi slet ikke flygte fra vores ophav og bryde med vores grundlæggende arv, for det bliver i kroppen, uanset hvor meget vi gør oprør. Selv oprøret bliver en gentagelse af vores forældres idealer, og sådan er naturens gang: ”Følger man enhver slægt tilbage, led efter led, folder den sig ud som en vifte, en mere og mere vidt forgrenet krone, til det pludselig går den anden vej; vi nedstammer fra den samme ansats af liv.”

Klougart er tydeligvis optaget af naturkrisen, som hun forbinder med en åndelig krise, fordi vi har instrumentaliseret naturen. Den får først værdi for os moderne mennesker, når vi omdanner den til et produkt, vi kan bruge til noget. Vi har mistet blikket for vores forbundethed med naturen, at vi er en del af noget større, at vi også forbindes til hinanden gennem naturen. Vi har fortrængt, at også det sanselige er en erkendelsesform, men hvis vi genopdager vores evne til at overskride os selv og træde ud i et naturforhold, er der måske alligevel håb for klimaet.

Som en slags sidehistorie fortæller Barbara om sin fascination af bjerge og bjergbestigning. Hun beskriver en ekspedition fra 1936, hvor hun kredser om det urmenneskelige instinkt, der handler om det at forsøge at gøre det umulige og nå op til toppen, om kampen med og mod naturen. Ekspeditionen fra 1936 ender helt galt uden at nå toppen, og to af bjergbestigerne dør, fordi de slet ikke ser sig tilbage. Hele historien havde set anderledes ud, hvis de havde forestillet sig, at de kunne være blevet nødt til at vende om og komme den samme vej ned, men de var så sikre på, at det ville lykkes, at de tog de rebet med sig undervejs. Man er nødt til at have en stålsat og hård indstilling, hvis man skal lykkes med at bestige bjerget, men det er samtidig også dér hele tragedien ligger.

Faldet som en mulighed er noget, man som bjergbestiger – og menneske – må leve med hele tiden. Der er ikke noget, der holder os fast; vi kan falde ud af verden, af livet og vores forestillinger om hvem, vi er. Og hvad gør man så med frygten for faldet? Hvordan kommer man overens med sin egen dødelighed, spørger Josefine Klougart med sin bog? Som bjergbestigere må vi leve med faldlinjen under os, og når vi kommer ned igen, så bliver følelsen af faldet siddende i kroppen. Barbara falder selv ud af livet, men finder tilbage ved at se sig tilbage, og på rejsen finder hun ud af, at det at give slip på angsten og overskride sig selv giver hende mening. Bogen ”Barbara” af Jørgen Frantz, som hun har sit eget navn fra, bliver en stor hjælp for hende: ”Jeg forbliver dybt taknemmelig mod livet og vil fremdeles være forsonet med dets kår, thi det giver mere end det tager, ja jeg har allerede fået så meget, at jeg aldrig kunne få berettiget grund til klage …" står der i en af de passager fra 'Barbara', der er flettet ind i bogen. "Det er jo netop den vældige spænding mellem sorrig og glæde, der gør livet stort. Jeg gider ikke sige mere om den ting, jeg ved, du forstår mig. Mine største øjeblikke har jeg haft, når gnisterne er sprunget mellem sorrig og glæde. Og døden i baggrunden for livets geniale relief ... Livet er stort og dæmonisk, værd at elske og lyde. Og det allerstørste i livet er resignationen”.

Publiceret den 4. marts 2022

De synspunkter, der kommer til udtryk i anmeldelsen, står for skribentens egen regning og er ikke udtryk for folkekirkens holdning.

Gå på opdagelse i

folk&kirkes magasiner