Anmeldelse af Svend Brinkmann: Vi er det liv vi lever

Vi må leve det liv, vi har

Af Elon Jepsen, præst i i Vor Frelsers Kirke i Vejle. Foto: Politikens Forlag

ANMELDELSE: Svend Brinkmann har skrevet endnu et kompetent indlæg i sit projekt imod at tænke for letkøbt om menneskets egen evne til at forme sit liv.

Har vi en skæbne? Er der noget i vores liv, vi ikke er herrer over, lige meget hvor positivt vi tænker, og hvor rigtige valg vi forsøger at tage?

Vi er det liv vi lever er en bog i samme genre, som Brinkmanns anti-selvudviklingstrilogi med Stå fast, Ståsteder og Gå glip. I det lys er det ikke overraskende, at hans svar på spørgsmålene er ja. Men i denne bog kigger han i en anden retning end tidligere. Hans projekt er stadig at gøre op med den udbredte tanke, at vi konstant skal være i udvikling til at blive en bedre udgave af os selv. Lidt forsimplet sagt kigger han i trilogien fremad og giver et bud på, hvordan vi skal se på vores fremtid. I Vi er det liv vi lever har han vendt sig om og kigger bagud. På vores fortid: det, der har formet os, og som vi hver især er kommet ud af. Den store styrke i denne bog er, at han har en ven med på rejsen. Hun hedder Lili. 

Lili er en 90-årig kvinde, som for få år siden sendte Brinkmann en mail: Hvorfor interesserer han sig ikke noget mere for menneskelig værdighed, spørger hun i mailen. Det bliver til en lang samtale, hvori Lili beretter om sit liv og viser ham flere digte og noveller, som hun har forfattet gennem årene. Hun fortæller, at hun under krigen var ”tyskerpige” og havde været kæreste med flere tyske soldater og efterfølgende i 33 år har gået i psykoanalyse. Begge dele har sat markante præg på hendes liv og, som Brinkmann formulerer det, været med til at spinde hendes livstråd og dermed udgøre hendes skæbne.

Brinkmann viser med sin bog, at uanset hvad vores skæbne har budt os, og hvad vi har gjort ved den, så må vi komme overens med det og lære at leve det liv, vi nu engang har. Men på en måde, hvor vi ikke lægger umulige ambitioner ned over vores fremtid og samtidig ikke blindt lader os diktere af vores fortid. 

Bogen er dermed også anderledes end alt andet fra Brinkmanns hånd, fordi den blander et omfattende biografisk materiale om Lilis liv med løbende psykologiske overvejelser om, hvilken rolle vores livstråde til andre spiller for de valg, og dermed også det ansvar, vi har for de valg, vi træffer i livet. Dette væver Brinkmann sammen med begrebet skæbne, som et alternativ til den efterhånden ny-klassiske tanke, at man kan blive, hvad man vil, og at man kan skabe sit eget liv gennem de rigtige valg og positiv tænkning. Pointen er, at man netop altid har et udgangspunkt, en skæbne, som man ikke selv er herre over, men som på mange måder er herre over én. Brinkmann kalder også denne livstrådspsykologi for norne-psykologi, fra de tre kvinder i den nordiske mytologi, som spinder menneskers livstråd. Disse kvinder kaldtes ”norner”.

Bogen er også anderledes, netop fordi den handler om en tyskerpige og hendes oplevelser både under og efter krigen. Det har man meget sjældent hørt om før, hvilket Brinkmann også påpeger i bogens indledning. Netop derfor var Lili i første omgang forbeholden overfor at medvirke i bogen. Hun var bange for, hvordan hun ville blive modtaget. Og det er forståeligt.

Lili beskriver på et tidspunkt en episode lige efter befrielsen, hvor mange af tyskerpigerne blev ydmyget i fuld offentlighed. Den oplevelse, som stærkest har sat sig hos hende, er, da en ung pige, som er vokset op i fattige kår, bliver klippet skaldet af den præst, som året for inden har konfirmeret hende. Han klipper hende endda så voldsomt, at hun får dybe rifter i hovedbunden af det.

Jeg er selv præst. Jeg mener også, ligesom Brinkmann også skriver, og ligesom Lili også flere gange erkender, at det er forkert at være tyskerpige. Meget forkert endda – det er landsforræderi! Lili siger flere gange, at hun har gjort noget utilgiveligt, men at hun ikke fortryder det.

Og det, som Lilis fortælling i samtale med Brinkmann gør ved læserne, er, at den netop hjælper os til at se mennesket inde bag landsforræderen. Den 14-årige pige, der en sommer forelsker sig i en sød og kærlig 18-årig soldat på en strand under en to ugers ferie med sin storesøster. Storesøsteren forelskede sig i øvrigt i en anden tysk soldat. Pigerne er vokset op med en far, som var stationsforstander, og som talte flydende tysk. Han talte meget med de tyske soldater. Han var ikke for tyskerne, men han var heller ikke imod menneskerne bag uniformen.

Og så kan man stille alle mulige spørgsmål. Hvad lavede de piger alene på den strand? Havde de ikke lært, at de skulle holde sig væk fra de tyskere? Nej, det havde de nok egentlig ikke. Deres livstråde indtil da var bare lidt anderledes end så mange andres. Og pludselig blev Lili forelsket. Glødende forelsket! Så når hun siger, at hun ikke fortryder, fornemmer man uudtalt, at hun tænker på, at hun fulgte sit hjerte. Det blev hendes skæbne, som Brinkmann kalder det.

Betyder det så, at landsforræderi er i orden? Brinkmann gør et godt stykke arbejde med at holde sig fra at tage parti i historien, selvom han og Lili tydeligt har fået et venskab. Bogens pointe er også en anden, nemlig med udgangspunkt i Lilis fortælling og liv at beskrive, hvordan vores skæbne på mange måder er givet på forhånd og leder os ad forskellige veje.

Men vejene kan vi forholde os til med værdighed, og det er Lilis liv et eksempel på. Hun vælger at gå i psykoanalyse hos den samme person, Tage Hansen, i 33 år indtil hans død. Hun opsøgte analytikeren, fordi hun havde problemer i sit ægteskab med Mikkel, hendes mand gennem 62 år. Hun var ham jævnligt utro, og hun kunne ikke lide den person, hun var. Da hun første gang så filmen ”Borte med blæsten”, blev hovedpersonen Scarlet O’Hara som et spejl, der blev holdt op for hende, og hun blev klar over, at hun måtte ændre på sig selv. Og det kommer meget tydeligt frem, at hun igennem samtalerne med Tage Hansen fik ændret både på sig selv og sit ægteskab.

På den måde undgår skæbnebegrebet hos Brinkmann at miste jordforbindelsen, da det netop ikke fratager den enkelte sit ansvar og muligheden for at handle. Det gjorde Lili, men hendes opvækst og fortid kom dog alligevel til at definere hendes liv på en meget markant måde.

Brinkmann viser med sin bog, at uanset hvad vores skæbne har budt os, og hvad vi har gjort ved den, så må vi komme overens med det og lære at leve det liv, vi nu engang har. Men på en måde, hvor vi ikke lægger umulige ambitioner ned over vores fremtid og samtidig ikke blindt lader os diktere af vores fortid. 

Bogen er spændende læsning, fordi Lilis historie er så atypisk og interessant, og fordi historien krydret med Brinkmanns kommentarer afføder adskillige etiske og mellemmenneskelige overvejelser hos læseren. Og så er den endnu et kompetent indlæg i Brinkmanns projekt imod at tænke for letkøbt om menneskets egen evne til at forme sit liv. Samtidig er bogen skrevet i et let og flydende sprog, så den er et godt bud på en god bog til sommerferien. God læselyst!

Et af de store vendepunkter i Lilis liv sker, da hun i efterkrigstiden ser filmen Borte med Blæsten i biografen. ”Jeg så hende den forfærdelige Scarlett,” fortæller hun i bogen. “Det var som at få holdt et spejl op foran mig, og jeg tænkte: ‘Gud, hvor er hun forfærdelig. Lunefuld og beregnende.’ Hun hører til den slags kvinder, som vælger en mand for at ødelægge ham, og dér faldt der skæl fra mine øjne.”
Gå på opdagelse i

folk&kirkes magasiner