9/11: Meningsløs ondskab og liv fulde af betydning

Af Hanne Henriksen, præst i Horsens Klostersogn. Foto: Shutterstock

KOMMENTAR: De to kraftige lyskegler, der hvert år i september sender massive stråler op i himlen over New York, minder os om alt det, vi har mistet. Og insisterer stadig på håbet og meningsfuldheden.

Når fly flyver ind i højhuse med vilje. Når mennesker i jakkesæt daler ned gennem luften, som var de printerpapir. Når ikoniske bygninger styrter sammen og bliver til støv. Så efterlades vi med billeder, vi hellere ville have været foruden og et sort, tomt hul indeni på størrelse med krateret, hvor tvillingetårnene stod. Vi vænner os aldrig til ondskab ud af det septemberblå. Det er akkurat så meningsløst, som det føles. Men det var de liv, der gik tabt heldigvis ikke.

Jeg husker uroen, der bredte sig på læsesalen. Her havde jeg en læseplads for at få fred og ro til at skrive mit speciale. Nu bredte en mumlen sig, og nyheden om, at der var sket noget i New York, nåede også mig. Jeg pakkede sammen. Det var alligevel fyraften. Hjemme i lejligheden sad min mand og vores etårige søn i sofaen. De så ikke Bamse og Kylling, men ekstra nyheder med Reimer Bo. Billederne af World Trade Center i brand talte deres eget groteske og tydelige sprog.

Samme aften satte jeg min søn i autostolen og kørte hjem til mine forældre i Vestjylland. Det var aftalt på forhånd. Arbejdsfordelingen lød til deres fordel, at de skulle underholde sig med deres barnebarn, og jeg skulle skrive speciale. Jeg husker hele vejen i bilradioen at følge udviklingen i New York, og jeg husker, at jo længere jeg lagde Aarhus bag mig og kom ud på de små landeveje, jo mere bredte der sig en stemning af evakuering i bilen. Mine forældres gård måtte være verdens sikreste sted for en lille rødhåret, lykkeligt uvidende dreng.

Som præst, der indimellem må begrave børn, der kun har fået en dag eller to at leve i, ved jeg, at deres lille, korte liv aldrig er spildt. Tværtimod får det gennemgribende og livsvarig betydning for deres familier.

Mon ikke vi alle husker, hvor vi var, og hvad vi lavede den 11. september for tyve år siden. Dagen har brændt sig ind på nethinden. Det er ikke kun hos os som enkeltindivider, at der kan være tale om et før og et efter 9/11. Politisk, militært, samfunds- og sikkerhedsmæssigt er der også tale om et før og et efter. Vi hørte pludselig om og lærte alle at sige al-Qaeda og Osama bin Laden. USA indledte en krig, og Danmark gik med. Nye sikkerhedsforanstaltninger i et hidtil uset omfang blev rullet ud, og vi skulle lige vænne os til, at noget så uskyldigt som shampoo og make up-fjerner var mistænkelige væsker, når vi skulle ud at flyve.

Her tyve år efter har vi så valgt at trække os ud af Afghanistan, og igen var det forfærdende billeder, der rullede hen over alle vores skærme. Billeder, der bragte mig tilbage til 9/11. Desperate mennesker klyngede sig til flyene, der lettede fra Kabul lufthavn og forlod Afghanistan. De ville også løftes ud af elendighed og uvis fremtid.

Det synes længe siden, at krige blev afsluttet med optog i gaderne, hvor konfetti, klapsalver og hurraråb daler ned over soldaterne. Billedet af den sidste amerikanske soldat, der i nattens muml og mørke hopper ombord på et militærfly og forlader Afghanistan, bidrager til stemningen af flugt og nederlag og sætter gang i diskussionen om missionen, alle pengene og alle menneskelivene havde været det hele værd. Var krigen mod terror skønne spildte kræfter? Var terrorkrigen lige så meningsløs som terrorangrebet, der startede det hele? Den alvorlige drøftelse er kun lige begyndt. Den er nødvendig og påkrævet.

Utrolig mange menneskeliv er gået tabt. Cirka 3000 mennesker døde i USA den 11. september. Mange, mange tusind, afghanere og udlændinge, soldater og civile, har mistet livet i Afghanistan.

Men jeg har lyst til at sige, at intet menneskeliv er spildt.

De omkomne ved terrorangrebet 9/11 var ikke spildte. Hverken dem i jakkesæt eller dem i brandmandsudstyr. Hverken passagerne i de to fly, der blev brugt eller de andre fly, der blev forsøgt brugt mod andre mål i USA. Hverken dem i burka eller dem i soldateruniform i Afghanistan var spildte. De var mennesker. De var nogens søn og datter. De var nogens bror og søster. Far og mor. Ægtefælle og elsker. Ven og veninde. Fodboldkammerat og golfmakker. Klassekammerat og kollega. Nabo og genbo. Terror er meningsløst, men ofrene havde meningsfulde liv. Krigen i Afghanistan kan synes som det rene spild, men det var ofrenes liv ikke. Spildt er kun alt, de kunne være og bidrage med, hvis de levede. Som præst, der indimellem må begrave børn, der kun har fået en dag eller to at leve i, ved jeg, at deres lille, korte liv aldrig er spildt. Tværtimod får det gennemgribende og livsvarig betydning for deres familier.

Vi skylder de døde at holde mindet om dem i live. Vi skylder de efterladte at give dem medhold i, at deres tab efterlader kraterdybe tomrum hos de efterladte, i deres indre og deres hverdag. Vi skylder som menneskehed at begræde det mistede, både ”uskylden” fra før 9/11 og alle ofrene for angrebet og insistere på, at ingen af dem er meningsløse og spildte liv.

Det kan gøres på mange måder. Med og uden ord. Mange tænder et lys, når de mindes en afdød. Det gør de også hvert år på årsdagen i New York. Her tændes og sendes to lyskegler op mod himlen til minde om de næsten 3000 omkomne under terrorangrebene på tvillingetårnene i World Trade Center. The Tribute in Light hedder lysinstallationen, der står, hvor tårnene stod. To store lysstråler fra jorden, fra krateret og op mod himlen. Flyvemaskiner kan godt flyve gennem de to lyskegler, men det vil ikke slukke dem. De vil efter forstyrrelsen stadig brænde. Til minde og til håb.

Gå på opdagelse i

folk&kirkes magasiner