Afkræftede heste bidrager til dødsdebatten

Af Adam Garff, præst i Gentofte Kirke, foto: Shutterstock

KOMMENTAR: Debatten om de kontroversielle vildheste i Mols Bjerge handler slet ikke om dyrefærd, men om menneskers angst for deres egen død, siger Rasmus Ejrnæs. Tænk, at man skal høre så dybsindige teologiske sandheder fra en biolog.

DR’s nyhedspodcast 'Genstart' er populær af flere grunde. Den er velproduceret og højaktuel, og alene i denne uge har det handlet om Kasakhstan, Novak Djokovic, Dansk Folkeparti og biodiversitet i Mols Bjerge. Aktuelle emner formidlet på 25 minutter, bum. Det kunne vi præster nok lade os inspirere af. Alligevel er der en særlig grund til, at podcasten har en halv million lyttere om ugen: 'Genstart' er nemlig ikke bange for at gå i dybden. Og her mener jeg virkelig i dybden, for hvor i nyhedsbilledet finder man ellers et nuanceret 25 minutters indslag om det samme emne? Selv 'Deadline' virker fortravlet i sammenligning.

Onsdag d. 19. januar kunne man møde noget så usædvanligt som en nuanceret debat om døden. Det var ikke den fortærskede ja/nej-krig, man møder i det politiske, ligesom man undgik den kvalmende navlebiografisme, der kendetegner mange formater. Nej, her opstod der pludselig en levende og overraskende teologisk refleksion over noget, der egentlig begyndte med en flok afkræftede heste på Mols.

Rasmus Ejrnæs, der er biolog og seniorforsker ved Institut for Bioscience på Aarhus Universitet, var inviteret i studiet for at tale om Molslaboratoriets vilde heste. En forsamling heste, der har været genstand for både dyreetisk og politisk debat. Hestene har deres eget vilde liv og passer i det store hele sig selv uden menneskelige forstyrrelser. Det resulterer naturligvis i, at hestene en dag dratter om et sted i skovbrynet og bliver til gavn for andre levende væsner: insekter, fugle og ræve1.

De vilde heste lever altså på naturens kontante præmisser, og det har affødt modstand fra forskellige dyrevenner, der egentlig hellere ville aflive bestanden end at se på forfaldet. Men at fremskynde døden opfatter seniorforskeren ikke som en hjælp. Herfra tager udsendelsen en drejning og bliver eksistentielt relevant, tør jeg påstå. De sidste ti minutter bliver en ret brugbar og rørende overflyvning af et spørgsmål, der til alle tider er aktuelt: Hvor naturlig kan døden blive?

Døden er det sidste tabu i vores samfund og er et ultimativt kontroltab. Derfor holder vi døden ud i strakt arm og behandler den som det mindst naturlige i verden, selvom det måske burde være det mest naturlige i tilværelsen.

For nu bevæger biologen Rasmus Ejrnæs sig ud i spændende refleksioner: Måske handler hele vildheste-debatten slet ikke så meget om dyrevelfærd og fuldfede Exmoor-ponyer? Nej, siger han, det handler om vores grundlæggende angst for at dø. Døden er det sidste tabu i vores samfund og er et ultimativt kontroltab. Derfor holder vi døden ud i strakt arm og behandler den som det mindst naturlige i verden, selvom det måske burde være det mest naturlige i tilværelsen.

Hvordan er det kommet så vidt? Jo, fortsætter Rasmus Ejrnæs, vi er en gammel landbokultur, der ikke længere er i kontakt med vores dyr. Lige nu står dyrene i stalden, og næste gang vi møder vi dem, er i køledisken. Vi er med andre ord ikke i kontakt med døden på samme måde som tidligere.

Nu kunne man så frygte, at biologen Ejrnæs forstod mennesket som et stykke kød, der kun levede for at dø. Men nej. Han er indigneret på dødens vegne, som han siger, for vi har kun dårlige ord for døden. Og det er en skam, fortsætter han. For hvornår er man egentlig vågen her i livet? Rasmus Ejrnæs har følt sig allermest vågen ved børnenes fødsel – og ved faderens død, fortæller han. De store yderpunkter. Det er måske den kobling mellem liv og død, den vækkelse, vi kunne opsøge hyppigere – også i folkekirken. For vi bliver aldrig færdige med at nuancere sproget for de ultimative begivenheder liv, død – og vild natur. Heller ikke i landets mest populære nyhedsudsendelse.

Fik jeg nævnt, at Rasmus Ejrnæs i sin fritid sidder hos døende mennesker gennem Røde Kors’ vågetjeneste?

Publiceret den 20. januar 2022

De synspunkter, der kommer til udtryk i kommentaren, står for skribentens egen regning og er ikke udtryk for folkekirkens holdning.

1Dyrene på Molslaboratoriet er underlagt de samme regler som andre husdyrhold på friland og må ikke lide eller sulte, som det fremgår af Dyrevelfærdsloven § 2 og § 3 (opdatering 26.1. 2022)

Gå på opdagelse i

folk&kirkes magasiner