Atleternes gråd er gavnlig for os alle sammen

Af Kristian Tvilling, præst i Virum Kirke

KOMMENTAR: Tilskuere har altid grædt ved store sportsbegivenheder, men det er nyt – og godt – at sportsfolkenes egne følelser får lov at komme til udtryk. Det minder os om, at ingen kan eller skal være i kontrol hele tiden.

For en sportselsker har det været en begivenhedsrig sommer. Først havde vi EM i fodbold og Tour de France lige oven i hinanden, og umiddelbart efter begyndte OL i Tokyo.

Som altid kunne vi se beundringsværdige præstationer og imponerende resultater, og et par rekorder blev det også til – i sportens verden går det altid mod det hurtigere, højere og stærkere.

Men der var én ting, der tog næsten lige så meget fokus som resultaterne, nemlig hvor meget følelserne fik lov til at fylde i alle tre begivenheder.

Først var der den chokerende oplevelse, da Christian Eriksen faldt livløs om på banen. Det var en hændelse, der naturligt fremkaldte stærke følelser hos alle, der så med. Men også på banen og til pressemøderne bagefter gav spillerne og teamet omkring dem frit løb for deres følelser i en grad, jeg ikke husker at have set i sportslige sammenhænge tidligere. ”Nu begynder jeg at hyle igen,” som Kasper Hjulmand sagde, da landholdet mødte pressen i Kastrup Lufthavn efter den sidste kamp.

Dernæst fulgte fjerde etape af Tour de France, hvor sprinterlegenden Mark Cavendish, som de fleste medier for længst havde afskrevet, snuppede etapesejren. Det var et smukt comeback, men det mest bemærkelsesværdige var alle Cavendishs tårer i den forbindelse.

Så kom det udskudte OL og Victor Axelsens sejr i badmintonfinalen, som udløste den vel nok mest ubeherskede og langvarige gråd i sportens historie. Selv sagde han efterfølgende, at han gav følelserne frit løb, og at han er glad for, at han lod kroppen gøre sit arbejde. Det er godt set. Gråden er i mange tilfælde en kropslig regulering.

Og senest så vi Messi græde over at skulle forlade Barcelona, hvilket vel sådan set er forståeligt nok, uanset hvad man mener om rimeligheden i hans årsløn. Det er her, han har boet og spillet størstedelen af sit liv, og det er her, hans børn er vokset op.

Der er følelser som hævntrang og blindt raseri, der helst skal undertrykkes i enhver sammenhæng, men hvis ikke vi kan udtrykke følelser som glæde, sorg og begejstring, bliver vi fattigere som mennesker og som samfund.

At der er store følelser forbundet med sport, er ikke noget nyt, men det er noget nyt, at sportsfolkenes egne følelser pludselig får lov at fylde og blive synlige. Og det har mødt kritik. Følelser er kommet til at fylde for meget i det offentlige rum, og det er et tegn på en usund feminisering af samfundet, når mandlige atleter græder offentligt i stedet for at rette ryggen og bevare selvbeherskelsen, lyder argumentet hos eksempelvis Sørine Gotfredsen i Berlingske.

Det kan måske nok være rigtigt, at følelser fylder lidt for meget i det offentlige rum. Det ser vi af og til i den politiske debat, hvor det ser ud til at være mere effektivt at appellere til følelser end at argumentere sagligt. Det er et alvorligt problem, fordi det alt andet lige må være målet at træffe fornuftige beslutninger og ikke at lade sig styre af mere eller mindre velbegrundede følelser.

Men der er stor forskel på de plagsomme følelsesargumenter og de helt legitime følelsesudbrud. Følelsesargumenter bør ikke få ret meget plads i det offentlige rum, hvis vi ikke vil ende i den rene populisme. Følelsesudbrud må vi til gengæld acceptere, hvis vi ikke vil blive til robotter.

Der er selvfølgelig forskel på, hvilke følelser der får lov til at fylde og i hvilken sammenhæng. Der er følelser som hævntrang og blindt raseri, der helst skal undertrykkes i enhver sammenhæng, men hvis ikke vi kan udtrykke følelser som glæde, sorg og begejstring, bliver vi fattigere som mennesker og som samfund. Det er følelser, der opstår ved, at livet kommer bag på os – at livet pludselig bliver større eller mindre, end vi havde forestillet os. Og mister vi evnen til at lade livet komme bag på os, bliver tilværelsen tom og forudsigelig. Vi mister evnen til at se det guddommelige, alt det, vi ikke har magt over.

Der er også tidspunkter, hvor det ikke er passende at lade sine følelser få udtryk. En præst skal helst ikke stortude sig igennem en begravelse, og i mange andre professionelle og sociale sammenhænge vil det også virke anmassende, hvis ens følelser kommer til at dominere hele selskabet.

Men i sportens verden må både glæde, sorg, ærgrelse, vrede og begejstring være helt på sin plads, og det er trods alt et relativt ufarligt sted at lade følelserne udspille sig og finde udtryk. Trods alt viser atleternes præstationer, at de ikke ligefrem er nogle skvat, så vi behøver ikke at være bange for, at det kammer helt over og de ikke kan finde tilbage til deres normale følelsesleje igen. Endelig kan man jo skifte kanal, hvis man ikke kan holde til at se en voksen mand græde.

At topatleter græder for åben skærm, uanset om det er kvinder eller mænd, kan være med til at afdramatisere gråden som fænomen. Når verdens stærkeste mennesker kan græde, behøver det ikke at være et svaghedstegn – og selv hvis det var, er det vel også i orden ikke at være stærk hele tiden. Atleternes gråd er gavnlig, fordi den minder os om, at intet menneske kan eller skal have fuld kontrol over sig selv og sit liv hele tiden. Livet er ikke bare noget, vi beslutter os for, det er noget, der sker for os.

Gå på opdagelse i

folk&kirkes magasiner