Coronaafstand: Vi skal også være mennesker

Af Heidi Bisgaard, præst i Ebeltoft, Draaby og Handrup Kirker

KOMMENTAR: I denne coronatid bør vi overveje, hvorvidt vi eller vore kære skal indlægges eller ej. For i det øjeblik vi lader os indlægge, er myndighederne forpligtede på at følge reglerne om afstand og isolation. Og det er ikke sikkert, at det er det, vi ønsker.

Jeg sidder til en begravelsessamtale. Stemningen i den smukke, sirlige stue med de tunge, udskårne skænke og reoler, postrede stole, lysekroner og tynde porcelænskopper er gået fra at være hyggelig til harmdirrende, ja nærmest vred. Ikke på grund af noget, jeg har gjort eller sagt, men fordi jeg har bedt søsteren og niecen til Petra, som jeg skal begrave, om at fortælle om Petras sidste tid.

De to familiemedlemmer fortæller om deres elskede mosters og søsters sidste måneder - på sygehus og genoptræningscenter og til sidst plejehjem. ”Vi måtte ikke besøge hende”, ”Jeg bliver så vred, når jeg tænker på det, det havde hun slet ikke fortjent”, ”Der sad hun i sin kørestol og kunne næsten ikke se og næsten ikke høre, og så skulle vi stå ude på den anden side af altandøren, fordi vi kunne smitte hende med corona.” ”Vi skulle have taget hende hjem.”

Alle steder taler vi om, hvor godt vi i Danmark er kommet igennem første fase af corona. Det ”store frygtelige”, som vi i foråret troede, vi stod overfor, blev afværget. Primært fordi en hel befolkning lykkedes med at holde afstand, vi fandt supervåbenet mod corona. Derfor opleves det også næsten som helligbrøde, det jeg skriver her. Men der findes situationer, hvor vi bør overveje, om det virkelig er det rigtige at holde afstand.

Eksemplet med Petra er langt fra enestående. Mange mennesker kan fortælle, hvordan de har oplevet det som nærmest uhørt grænseoverskridende og ensomt ikke at kunne få lov til at besøge deres syge i den sidste tid, fordi de skulle holde afstand. Men selv i en tid med corona er der situationer, som kræver det helt modsatte end afstand.

Det giver simpelthen vores liv mening at være nærværende til stede ved den døende. Meningsfuldt, ikke kun i det øjeblik man står der. Men også mening både bagud til det liv, som var, og det liv, som kommer efter dødsfaldet.

Vi ønsker ikke at dø alene, og heller ikke at vores nærmeste skal dø alene. Den tid, hvor vores nærmeste ligger for døden, er et af de afgørende tidspunkter, hvor mange oplever det som særligt væsentligt og meningsfuldt at være til stede. Når det sidste suk lyder, vil vi gerne være der. Det opleves tilsvarende koldt, meningsløst og frygteligt at overlade et sygt menneske til sig selv.

Hen over sommeren har smittetrykket i Danmark været lavt, men nu tales der igen om, at en ny coronabølge kan være på vej. Derfor er der al mulig grund til at høste af nogle af de erfaringer, som er blevet gjort i første fase af epidemien i Danmark.

Første fase af corona kom mange af os relativt smertefrit igennem. Isolation er ellers noget, der tager hårdt på psyken. Det er videnskabeligt påvist, at karantæne og isolation udvikler lidelser som angst, depression og stor ensomhed, så da man lukkede hele landet ned i marts, var det et stort spørgsmål, hvordan befolkningen ville klare det. Det viste  sig, at vi reagerede med stor tillid til myndighederne, og jeg har mødt mange, der faktisk oplevede marts og april som en positiv periode. Vi tænkte: "Det skal nok gå” og ”De vil os det godt”. Selv om der skulle holdes afstand, så havde man alligevel oplevelsen af at ”være i samme båd”. En oplevelse, som er blevet understøttet af fællessang, erklæringer som: ”Sammen på afstand”. Følelsen af solidaritet og af at stå sammen har skærmet mange af os fra at udvikle ensomhed.

Men det gælder kun, så længe man oplever sig i samme båd. Der har også været dem, der har oplevet ikke at være med i båden. Der befandt sig i en situation, hvor det at holde afstand oplevedes ikke kun som dybt ensomt, men også helt forkert, som et tyveri: at man blev berøvet et af de vigtigste steder at være til stede i livet. Det er svært at tage afsked med et menneskeliv på afstand. Det er svært og gør en svær situation sværere. Jeg oplever, at det, som for alvor har gjort folk kede af det i coronatiden, netop er det med den sidste afsked.

Når et menneske er kommet så langt i livet, at det ligger på det sidste, så bliver alt det, vi kunne og magtede gennem livet, barberet væk. Kun vores relationer står tilbage. Lige der bliver det tydeligere at se, hvad det menneske fyldte med, at mærke kærligheden, og at det er de nære relationer, der betyder noget. Det giver simpelthen vores liv mening at være nærværende til stede ved den døende. Meningsfuldt, ikke kun i det øjeblik man står der. Men også mening både bagud til det liv, som var, og det liv, som kommer efter dødsfaldet. Mennesker, som bliver blevet berøvet denne afsked, uanset om det er på grund af corona, fortæller, at de netop mangler afskeden. De mangler at sige ”Tak”, ”Vi ses”, mangler at holde i hånd i de sidste timer før og efter dødsfaldet. Det er noget, der kan fylde lang tid efter, at dødsfaldet er sket.

Derfor bør vi her på kanten af en eventuel anden coranabølge lære af de erfaringer, som nogen gjorde sig i foråret. Overveje, om det vitterligt er alle situationer, hvor vi skal holde afstand. Om det er det, vi ønsker. Det er vigtigt at tage beslutningen, inden man står i situationen, for er du først på sygehuset, genoptræningscenter, plejehjem, så er de steder forpligtede på at følge myndighedernes retningslinjer. Det er i disse tider et krav om afstand.

Derfor bør vi overveje, hvad vi vil gøre, både hvis vi selv havner i en situation, hvor vi skal indlægges, eller hvis en af vores kære familiemedlemmer eller venner bliver indlagt. Skal vi hellere holde dem hjemme, stå med ansvaret selv, og så til gengæld bevare muligheden for en værdig afsked med nærvær og omsorg?

Vi skal holde afstand. Men vi skal også være mennesker.

Gå på opdagelse i

folk&kirkes magasiner